Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Edderkoppen / Terje Emberland og Bernth Rougthvedt / 255 sider
Schibsted Forlag. ISBN 978-82-516-3569-1
Anmeldt 17/1 2012, 21:55 af Gunhild Agger

1930’erne som norsk noir


1930’erne som norsk noir

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

To må man være – det gælder efterhånden ofte, når der skal skrives krimier. En hel del pardannelser har i hvert fald udkrystalliseret sig de senere år, også når den kriminelle fortid skal vendes. I Tyskland var det de to historikere Richard Birkefeld og Göran Hachmeister, der i Den, der bliver tilbage, har ret (2011) fremstillede de sidste år i Det tredje Rige i forbrydelsens optik. Det var ikke vanskeligt at foretage den sammenkobling. I Danmark har Christian Dorph og Simon Pasternak kriminaliseret vores umiddelbare fortid i deres foreløbig tre samtidshistoriske krimier, der handler om frigørelsen i 1970’erne og reaktionen i 1980’erne. Og i Norge har Terje Emberland og Bernth Rougthved taget hul på en krimiserie om 1930’erne. Som Birkefeld og Hackmeister er de historikere af profession.

Navnet ”Edderkoppen” er for en dansker velkendt i den forstand, at det refererer til efterkrigstidens Svend Aage Hasselstrøm og hele den sag om korruption og dansk gangstervælde, der blev afdækket af journalister på Social-Demokraten og Information i 1949-50. En omfattende retssag fulgte, og det gjorde en række selvmord, bl.a. i politiets rækker, også. Mediekulturen har på mange forskellige måder været optaget af sagen siden, som vi har set i forskellige romaner, dokumentarer og i tv-føljetonen Edderkoppen (2000).

I Emberland og Rougthvedts roman bliver Edderkoppen anvendt som symbol på den mand, der samler alle tråde og spinder de mest utrolige intriger. Navnet dækker over ingen ringere end Reinhard Heydrich, en af de mest skånselsløse nazister, gennem en lang periode chef for sikkerhedstjenesten, en af hjernerne bag Holocaust, en mand, der gjorde sig frygtet og magtfuld ved systematisk at indsamle kompromitterende materiale om andre, og således en mand, der herskede ved hjælp af frygt.

Det gælder for de fleste krimier, der foregår i 1930’erne, at de inddrager tidens storpolitiske begivenheder under en eller anden synsvinkel. Således også her, hvor ikke kun den nazistiske ideologi kommer tæt på men også de begyndende jødeforfølgelser. Det sker i handlingens form, som en hæsblæsende tur gennem et Oslo, der er præget af dystre caféer, byfornyelse, smuglere, bandekriminalitet – og så altså en opvakt og nysgerrig ung journalist fra Arbeiderbladet, Erik Erfjord. Det er hans blik og opdagelser, der præger billedet. I princippet er han er tilknyttet som kriminalreporter. Han ved også godt, at han ikke må prøve på at lege detektiv. Han aner nok også, at visse kvinder kan være problematiske bekendtskaber. Men selvfølgelig kan han ikke lade være med at undersøge forbrydelser og have forhold til kvinder, og så har vi det gode gamle set up kørende, hvor journalisten hele tiden er for tæt på begivenhederne til, at det er sundt for ham.

Erik Erfjord er en fiktiv hovedperson. Men ind i dette Oslobillede monteres også flere andre virkelige personer foruden Heydrich. Der er fx grosserer Rustad, en mand, der faktisk blev dræbt i 1934 med fire nakkeskud, og hvis morder aldrig blev fundet. Der er også den prominente, meget produktive krimiforfatter Stein Riverton alias Sven Elvestad (1884-1934), hvis romaner refereres, og hvis specielle stilling i norsk kultur- og beværtningsliv karakteriseres. Sven Elvestad blev fundet død på et værelse i et hotel i Skien i 1934.

De to forfattere kan deres historie godt. De har forudsætningerne i orden. Bernt Rougthvedt har således skrevet biografien Riverton, Sven Elvestad og hans samtid (2007), og når Elvestad nævnes som medarbejder på Tidens tegn, der i nogen grad var tiltrukket af den fascistiske ideologi, er det korrekt. Begge er forfattere til en biografi om den norske nazist Per Imerslund, Det ariske idol (2004). Men det er langtfra sådan, at romanen er overlæsset med historiske detaljer. Det kan ikke lade sig gøre, når man som Emberland og Rougthvedt forfølger en ganske bestemt udformning af krimien, nemlig den hårdtslående model.

Det er ikke mindst Gunnar Staalesen, der i norsk sammenhæng har dyrket denne genre – med jeg-beretning, hvori fortælleren på skift under- og overspiller kortene, med sproglige brandere og mange gengivelser af replikker og i det hele taget en satsen på, at stilen skal fungere effektivt og veloplagt. Det samme stilistiske mønster genfinder vi hos Emberland og Rougthvedt, og det kommer de to historikere ganske godt fra.

Hvad plotbehandling angår er meget tilladt i den amerikanske model, blot det er kreativt og forsynet med overraskende drejninger og godt med suspense. Også dét er opfyldt i Emberland og Rougthvedts udgave – endda til overmål. Slutningen er præsenteret – i omrids – fra begyndelsen, men det er ikke derfor, den ikke er mere effektiv. Det er snarere, fordi mulighederne for overraskende tvist er ved at være udtømt.

Er der så slet ikke spor efter en anden kendt norsk forfatter, der har gjort det udmærket inden for netop den historiske krimi, nemlig Kurt Aust? Jo, det er der, men ikke af det, som Aust er bedst til, nemlig den mere nøgterne form. I Kurt Austs De usynlige brødre (der kom i 2008 på dansk) huserer der en hemmelig organisation, et broderskab, som man ikke kan melde sig ind i, og som har ganske stor magt, og en lignende konspiratorisk organisation spiller en vis rolle i Edderkoppen.

Alt i alt er det betegner denne norske udgave af Edderkoppen som et kombineret gangster- og politisk drama et ikkeueffent tiltag inden for den historiske krimi. Den har da også hurtigt fået en fortsættelse…


Forrige anmeldelse
« Fjendskab, Venskab, Ægteskab «
Næste anmeldelse
» Tavshedens smerte »


Flere prosaanmeldelser