Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Den, der bliver tilbage, har ret / Richard Birkefeld og Göran Hachmeister / 344 sider
Forlaget Klim. ISBN 9788779558243
Anmeldt 23/11 2011, 19:54 af Gunhild Agger

Moral i frit fald


Moral i frit fald

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

I Tyskland har vi siden årtusindskiftet set en ny interesse for den nærmeste, katastrofale fortid – 1930’erne og 40’erne. Inden for filmen kom der en hel bølge af historiske film, som indsigtsfuldt og nuanceret forsøgte at fremskrive en tysk version af historien, der kunne medvirke til at gøre nazismen og 2. Verdenskrig nærværende og måske også lidt mere forståelig for nye generationer.

Det drejer sig om film som Der Untergang (2004), der fremstiller sammenbruddet i Berlin og førerbunkeren indefra; Napola (2004), der fokuserer på både den sociale baggrund for nazismens attraktioner og konsekvenserne af at sætte sig uden for dens fællesskab; samt Sophie Scholl – die letzten Tage (2005) og Die Fälscher (2007), der ud fra hver sit virkelige forlæg viser konsekvenserne af at gøre oprør mod det nazistiske regime. Alle film tager udgangspunkt i konkrete begivenheder og leverer en individuel synsvinkel på de historiske begivenheder.

Inden for krimien har perioden omkring 2. Verdenskrig ofte dannet baggrund for nutidige konflikter, som vi fx kender det fra Arne Dahl, Jo Nesbø og Gretelise Holm. Den britiske Philip Kerr er nok den, der samlet set mest effektfuldt har anvendt perioden i sine krimier. Hans serie om privatdetektiven Bernhard Gunther – med det engelskklingende kælenavn Bernie – begyndte i 1989 i hårdkogt, amerikansk noir-stil, og der er foreløbig kommet otte bind, det sidste i 2011. Serien, der tog sin begyndelse i Berlin i 1936, er nu kommet til 1950'erne og har også bevæget sig til Østeuropa, Argentina og Cuba.

De to tendenser kombinerer de to tyske historikere Birkefeld og Hachmeister i Den, der bliver tilbage, har ret. Bogen udkom i 2002 i Tyskland, hvor den modtog hele to priser (Den Tyske Krimipris og Friedrich-Glausner-prisen). Modtryk har nu udgivet den på dansk. Det er der kommet en ubehagelig krimi ud af, der kommer hele raden rundt i den nazistiske samfundsorganisation. Fra Buchenwald til den lille købmandsfamilie i Sophienstrasse 8 og Rigssikkerhedshovedkvarteret i Prinz Albrecht Strasse er realiteten den samme: Ingen kan vide sig sikker. Ens nærmeste medarbejdere, ens opdraggivere og ens naboer og familie kan være angivere eller dobbeltagenter.

Titlen sætter et ironisk fokus på historiefortællingens basale vilkår: Det gælder først og fremmest om at overleve, at ”blive tilbage”, for kun den, der overlever, kan fortælle historien og altså få ”ret”. Bogens to hovedpersoner er i udgangspunktet begge regimets mænd i den forstand, at de er medløbere, og begge er optaget af at afdække, hvad der er sket. Men hvem får ret?

Den ene er den lille købmand, Ruprecht Haas. Han har støttet NSDAP, der satte gang i forretningen igen efter 1930’ernes krise. Han har haft en vis gavn af jødeforfølgelserne. Det har medvirket til at øge hans omsætning, at den jødisk ejede butik ”Delikatesse-Weiss” overfor hans egen er blevet lukket. Men han erindrer dog med skam, at han en gang har sparket ejendommens tidligere ejer, Rosenkrantz, bagi, og han har ikke ellers været særlig politisk aktiv. Han tilhører de pligttro tyskere, der i bund og grund lever og ånder for deres lille virksomhed, deres familie og deres torsdagsøl med ærtesuppe på den lokale stambeværtning. Hans tre brødre er faldet i krigen. Den sidste brors ”heltedød” fik han besked om nytårsaften 1943. Han udtalte i den anledning nogle nedsættende ord om regimet, ifølge forhørsprotokollen: ”at man nu omsider måtte slutte, ellers ville Føreren nå at slå os alle ihjel” (s. 163). Disse ord blev anledning til, at en folkefælle indlagde sig fortjeneste ved at angive ham. I romanens optakt er han på flugt fra Buchenwald efter et luftangreb. Han har det ene formål at finde ud af, hvem hans angiver var og tage hævn, og han befinder sig i en situation, hvor han intet har at miste, ikke en gang sin identitet, da han er registreret som død. Ydermere erfarer han hurtigt, at hans kone og søn begge er omkommet under et luftangreb i Berlin.

Den anden, Hans-Wilhelm Kalterer, er medløber af en helt anden karat. Han har før krigen været jurist i politiet, men er for at fremme sin karriere gået ind i SS i 1939, hvor han er avanceret til Sturmbannführer. Det har givet ham en stor berejsthed i Europa – og en hel masse bøvl med sin kone, der aner, hvad han laver på sine rejser til Gleiwitz, Venlo, Frankrig og Ukraine. Sin samvittighed prøver han at dulme med spiritus og den traditionelle undskyldning, at han kun har handlet efter ordre. Efter at han er blevet såret, sætter hans overordnede i Gestapo ham til at opklare mordet på et fremtrædende partimedlem, Egon Karasek, ejer af Sophienstrasse 8 i Berlin, og det passer ham egentlig udmærket at vende tilbage til det efterforskningsarbejde, han oprindeligt kom fra – ”En kriminalmands rene, ærlige, nødvendige arbejde” (s. 63).

Men omstændighederne er unægtelig forandrede. Berlin er i efteråret 1944 og foråret 1945, hvor handlingen udspiller sig, under stadigt luftangreb. Russerne nærmer sig fra øst og englænderne og amerikanerne fra vest. Moralen i hæren, samfundet og partiet er under nedbrydning, og de fleste er begyndt at spekulere på, hvad der kommer bagefter sammenbruddet.

Situationen indfanges glimtvis gennem kritiske replikker i beskyttelsesrummenes mørke, gennem meldinger om overløbere som Nebe, gennem refleksioner fra de udførende som Kalterer selv, der begynder at forberede sig på sammenbruddet. Andre atmosfæreskabende virkemidler er citater fra radioaviser og regimets taler, hvis fanatiske og svulstige ordvalg sættes i relief af den fysiske og psykiske elendighed omkring hovedpersonerne. Både hos Haas og Kalterer er der tale om moral i frit fald.

Det er det Berlin, der senere er fremstillet i Der Untergang, og det blandede elite- og angiversystem, vi kender fra den endnu senere Napola, der danner baggrund for kriminalhistorien. Spørgsmålet er her som der, hvordan mennesket reagerer konfronteret med et sammenbrud af alle hidtil gældende værdier. For Haas gælder det om at kende sandheden om, hvem der forrådte ham, og hvem der er skyld i hans kones og sønnen Fritz’s død uden for beskyttelsesrummet. Processen mod opklaringen er besværlig og grusom. For Kalterer gælder det også om at kende sandheden, først om Karaseks død, siden om en række andre nuværende og tidligere beboere fra Sophienstrasse 8. Men det gælder ikke mindst om at administrere denne sandhed i passende doser over for opdragsgiverne i Gestapo. For hvad vil hans overordnede egentlig have? Kalterer er snedig nok til at gennemskue, at sandheden om det oprindelige mord under ingen omstændigheder står i høj kurs.

Hvad angår action, periodeatmosfære, herunder udnyttelse af alle nazismens modbydeligheder, og omhyggeligt udtænkt plots giver Birkefeld og Hachmeister ikke Philip Kerr noget efter. Bogen er elementært spændende og indeholder flere tvist frem mod slutningen. Men i modsætning til Kerrs serie om Bernie er Den, der bliver tilbage, har ret en krimi uden hovedpersoner, man kan sympatisere bare en lille smule med. De eneste tiltalende er kvinderne, Kalterers kone Merit, og den gæve ejer af Haas’ stamværtshus, Karin. De opponerer mod regimet, og Karin hjælper uegennyttigt Haas med at overleve.

Sproget er tilpasset periodens talemåder og stil og spækket med udtryk som ”den endelige sejr”, ”Enhver sit”, ”konserves” som SS-slang for de døde og ”Tommy” for de engelske bombefly. Det er således præcist og atmosfæreskabende. Den danske oversætter, Jesper Høy Hansen, har bibeholdt tyske titler som Sturmbannführer, men i øvrigt oversat citater, talemåder og taler, og han har gjort det udmærket.

Sproget ligger langt fra det hårdkogte noir-sprog, som Kerr anvender i sine romaner til at angive en kæk, ironisk distance til begivenhederne, og som dyrker den rappe replik og den slående refleksion. Med alle sine inkorporerede citater og den indirekte tale er det langt mere hverdagsnært og realistisk. Men det gør det også en smule stereotypt, simpelthen fordi vi har hørt nøgleudtrykkene så mange gange, ligesom vi jo også kender hovedkonturerne af den grusomme baggrundshistorie, der her gennemlyses ud fra to desperate individers synsvinkel.

Trods det stereotype præg er Birkefeld og Hachmeisters udgave af den tyske sammenbrudskrimi ikke desto mindre værd at stifte bekendtskab med. Birkefeld og Hachmeister er født i henholdsvis 1951 og 1959, så de er ikke øjenvidner. Men Den, der bliver tilbage, har ret rejser gennem sit kriminalplot de væsentlige spørgsmål om medskyld og ansvar, der har plaget Tyskland siden sammenbruddet. Bogen bidrager til at bearbejde dette problemkompleks fra en ny synsvinkel, der sammenkobler kriminalitet med moral i frit fald og giver dermed sit bidrag til fortolkningen af den historie, der barberede menneskeligheden af menneskene.


Forrige anmeldelse
« Hvor kommer du fra, Sebastian? «
Næste anmeldelse
» Muligt motiv »


Flere prosaanmeldelser