Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




1Q84 - Bind 1 / Haruki Murakami / 403 sider
Forlaget Klim. ISBN 9788779559202
Anmeldt 14/11 2011, 20:59 af Marianne Niemann

Hvad kom først – virkeligheden eller fantasien?


Hvad kom først – virkeligheden eller fantasien?

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

”Det uvirkelige bliver mere og mere virkeligt” – Sådan lyder det fra Murakami selv, når han i et interview for dagbladet Politiken skal forklare, hvorfor verden lige pludselig er blevet meget mere modtagelig over for hans lettere kuriøse værker. Gennem de seneste fem år er Murakami-feberen ekspanderet i den vestlige verden. Alskens unge, voksne og gamle er blevet lullet ind i hans fantastiske, bizarre univers, hvilket ifølge ham selv skyldes, at vores verdensbillede har ændret sig markant. Vi er slet og ret blevet mere modtagelige over for det kaotiske, da selve virkeligheden er blevet mere kaotisk. Vi lever i et virvar af informationer og skal som senmoderne individer lære at navigere i denne virkelighed.

Interessant bud på en forklaring, men egentlig siger den nok mere om Murakamis ydmyge karakter end om den egentlige årsag til hans popularitet. Spørger man mig, handler denne stigende popularitet nemlig mest af alt om hans uudslettelige talent og evne til at ramme ned i en basal menneskelig nerve. Og efter at have læst første bind i hans nyeste trilogi, kan jeg ublu konstatere, at dette talent ikke er falmet. Tværtimod. Murakamis bizarre æstetik lever i bedste velgående!

Noget af det, der gør hans univers så uendeligt betagende, er den måde, hvorpå han formår at integrere det magiske i sine fortællinger. Han spiller ikke på chokelementet i at lade det forunderlige vise sit ansigt i den virkelige virkelighed, men i stedet luller han lige så stille læseren ind i sit særegne univers. Han lader netop grænserne mellem det virkelige og det uvirkelige være præcis så diffuse, at det sære og overnaturlige kommer til at fremstå næsten normalt – og så alligevel ikke. Stemningen vil altid forblive ladet af noget uforklarligt, og dette uforklarlige er netop den X-factor, der holder læseren til ilden - også selvom vi godt ved, at vi aldrig vil finde dén logiske mening, som vi af vores kultur er skolet til at længes imod. Men desuden er vi heldigvis også en del, der drages mod det fantastiske og drømmeagtige, og at læse hans bøger er lidt som at bevæge sig ind i en drøm - en verden, hvor tingene ikke altid er, hvad de ser ud til at være!

Der findes kun en virkelighed, men man skal ikke lade sig narre af det ydre. Netop dette får vores kvindelige hovedperson at vide ved romanens begyndelse, og dette lommefilosofiske kodeks kommer til at danne grundlag for romanens univers, hvor vi udover Aomame, kvindelig kampsportsinstruktør og sympatisk hitman, blandt andre møder den spirende forfatter og matematiklærer Tengo samt den ordblinde 17-årige ”storyteller” Fukaeri og den gamle sundhedsfascist / Mother Teresa-skikkelse uden navn.

Begge romanens hovedpersoner, Tengo og Aomame, er begge fuldvoksne mennesker, men har endnu ikke ”fundet sig til rette i tilværelsen”. De befinder sig begge i en mangeårig overgangsfase. Aomame er i færd med at udrydde verden for onde mænd, alt imens den verden, hun troede hun kendte, fremstår mere og mere ukendt for hende. Den mandlige hovedperson Tengo har fået til opgave at omskrive en guddommelig fortælling fra en 17-årig mystisk skønhed, hvilket leder ham ind i en yderst diffus virkelighed samt et hyperrealistisk mediecirkus.

Som altid hos Murakami er det personerne og ikke plottet, der er i fokus, og dette leder mig frem mod endnu en af hans forcer. Få har nemlig hans evne til at implementere det arketypiske og særegne i én og samme karakter og samtidig skabe en troværdighed i sin skildring. Som typisk hos Murakami møder vi et broget galleri af individer, der alle er underlagt en overskyggende længsel, og objektet for denne længsel kan være alt fra et hurtigt knald med en fremmed til friheden fra nogle tyngende kræfter, man godt ved, man aldrig vil undslippe. Men selve længslen er netop denne dynamik, der giver personerne liv, denne forførende disharmoni, der bevirker, at læseren bliver hængende til sidste blodsdråbe. For hvilket menneske gemmer ikke på en drivkraft mod de mere mørke aspekter af tilværelsen?

Og de mørke aspekter af tilværelsen er for alvor i fokus i denne roman. Den teenagemelankoli, der prægede tidligere mesterværker som Norwegian Wood og Kafka på stranden, er sat lidt på stand by, og vi konfronteres her med nogle yderst dystre tematikker som religiøs fanatisme samt mishandling af børn og kvinder.

Ja, det er en bizar og ond verden, der optegnes i første bind af 1Q84, men ikke desto mindre kan jeg slet ikke vente med at bevæge mig videre ind i dette univers. Dette skyldes i særdeleshed forfatterens evne til at præsentere yderst tunge emner med en sproglig, poetisk lethed, der får hans værker til at balancere på en skrøbelig line mellem melankoli og dysterhed. Pessimistisk bliver han aldrig, og man går aldrig deprimeret efter mødet med hans litteratur. For selv om virkeligheden er lidelsesfuld, bliver den smuk i mødet med Murakamis fortryllende pen.


253
Forrige anmeldelse
« Slottet ved Det Liguriske Hav «
Næste anmeldelse
» Hvor kommer du fra, Sebastian? »


Flere prosaanmeldelser