Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Secretum / Rita Monaldi & Francesco Sorti / 739 sider
Lindhardt og Ringhof. ISBN 978-87-11-42373-8
Anmeldt 25/5 2011, 21:09 af Torben Rølmer Bille

Fortabelse i detaljen


Fortabelse i detaljen

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det var med stor fornøjelse, at nærværende anmelder i 2009 læste bogen Imprimatur af det italienskfødte forfatterpar Monaldi og Sorti. Derfor stod den uafhængige efterfølger, som har fået titlen Secretum, ganske højt på ønskelisten da den udkom i slutningen af oktober 2010. Når anmeldelsen så har ladet vente så længe på sig, er det ikke udelukkende et udslag af ungdomssløvsind fra anmelders side, men det er også også symptomatisk for bogens indhold, der er langt fra nær så berusende læsning som debuten.

Det skal i retfærdighedens navn siges, at bogen er lige så gennemresearcheret som forgængeren, for parrets skriverier bærer tydeligt præg af deres akademiske og journalistiske baggrunde. Et faktum, der især tydeliggøres i bogens sidste appendixagtige 40 sider, hvor baggrundene og de historiske facts, som ligger til grund for fiktionen, uddybes og forklares. Problemet er blot, at man som læser – oven på 700 siders fiktion – har lidt svært ved helt at stole på disse faktuelle oplysninger, selv om de leveres med konkrete kildehenvisninger. Muligvis er de lige så sande som det faktum, at bogen er tung at sidde med i skødet, men tvivlen nager dog stadig, for papir er som bekendt jo taknemmeligt. Forfatterparret ønsker, uden at afsløre for meget, at påvise, at de har fundet tydelige, endegyldige beviser for et politisk rænkespil, som foregik i forbindelse med en stor europæisk krise omkring år 1700.

Bogens handling foregår 17 år efter begivenhederne i den første roman, og endnu engang fortælles handlingen igennem den lavstammmede, unavngivne protagonist, som igen opsøges af den – ifølge appendixet ganske faktiske person - abbed Atto Melani. Fortælleren er nu bosiddende i Rom sammen med sin hustru og to døtre. Han arbejder for familien Spada og har rygende travlt, for der skal nemlig være stor fest i Villa Spada. Hertugens nevø skal giftes, så derfor ankommer adelsfolk, gejstelige og venner fra nær og fjern for at deltage i den overdådige festivitas. Bogen er foruden indledningen et længere efterspil plus førnævnte appendix inddelt i tyve kapitler, der skildrer de ti dage og ti nætter, hvor som festen strækker sig over.

Alt er dog ikke fryd, gammen og løssluppenhed, for Europa er i store problemer. Den spanske konge ligger for døden og har ingen arving til at overtage tronen. Samtidigt vejrer den franske kong Louis d. XIV morgenluft, idet et svækket Spanien kan betyde, at han kan forøge sin magt. Derfor har han sendt Atto til Rom, da den spanske konge har sendt folk til at spørge selveste Paven om råd. For nu at gøre det hele værre, har paven det heller ikke alt for godt, og der er en overhængende chance for, at han også snart dør. Et kommende konklave er derfor næsten sikkert, og disse ting optager naturligvis både Atto og de øvrige gæster i Villa Spada. For at kunne begå sig i denne sfære skal man have valgt side.

En stor del af handlingen i Secretum er henlagt til en forladt villa tæt på Villa Spada kendt som ”Skibet”. Det er her at Atto og vores hovedperson filosoferer over tilværelsen og ikke mindst den usikre situation, som de og Europa er blevet hvirvlet ind i. Skibet synes også at gemme på en masse hemmeligheder men også udenfor skibets kringlede løngange, sker der ting og sager. Atto og kompagni falder nærmest ved et tilfælde over en hemmelig organisation af tiggere og rakkerpak, der nyder godt af alle de pilgrimme, der konstant flokkes til Rom, især fordi selskabet af uransagelige årsager stjæler den bog, som udgjorde Imprimatur. En bog, der er potentielt meget farlig i de forkertes hænder.

Selv om dette godt kan lyde som et fint fundament til endnu en spændende røverhistorie med vores historisk akkurate abbed og dennes fiktive dværgven, vil mange fans af den første bog nok blive svært skuffede undervejs. Enkelte går muligvis ganske som undertegnede ligefrem i stå.

Bogen synes nemlig at bruge uforbeholdent mange sider på at svømme hen i detaljerede beskrivelser af madvarer, adelige relationer, arkitektoniske finurligheder og anekdoter, der muligvis har historisk akkuratesse men som samtidig sætter tempoet, i hvad der nemt kunnet have været en lige så spændende roman som forgængeren, betydeligt ned. Som læser af en historisk roman med fiktivt islæt har man da nok lyst til at høre mere om, hvilke adspredelser adelen i 1700-tallet hyggede sig med, hvordan jordemødre opfattede monstre på den tid eller for den sags skyld, hvad menuen i de fineste kredse bestod af, men detaljerigdommen og den historiske akkuratesse i Secretum står kraftigt i vejen for fortællingen, der ikke er nær så underholdende eller medrivende som i den første bog. Faktisk er der passager i Secretum, der bevirker, at titlen på bogen muligvis burde være Insulsus.

Det er groft sagt, men det er altså også skuffende, at der trædes så meget vande undervejs i handlingen. Selv om både karakterer og tidsånden er fint fanget, selv om man som læser uvilkårligt får masser af information om perioden, og selv om der er scener, som er medrivende læsning, så er romanen alt for træg i forhold til forgængeren, og selv hvis man ikke laver denne sammenligning, så er der stadig elementer som irriterer. Især er scenerne med den nærmest antropomorfiserede papegøje mystiske, idet de synes at gå fuldstændigt imod den realisme, som forfatterne ellers arbejder hårdt med at etablere.

Secretum kan altså sagtens nydes, men det kræver virkelig tålmodighed og en villighed til at acceptere nogle af de mere søgte elementer undervejs. Det er en ujævn roman, der ikke helt ved, om den vil være en historietime eller en underholdende røverhistorie – den mister sig selv mellem disse poler. En af de mest spændende ting ved bogen er faktisk, hvorvidt forfatterne vitterligt har opdaget et reelt historisk falsum, men det er vel i sidste ende op til læseren selv at bedømme.


Forrige anmeldelse
« 999. Den sidste vogter «
Næste anmeldelse
» En dåre fri »


Flere prosaanmeldelser