Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




De ensomme / Håkan Nesser / 495 sider
Modtryk. ISBN 9788770535830
Anmeldt 30/3 2011, 21:08 af Kim Toft Hansen

Lykke, ulykke, drab


Lykke, ulykke, drab

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der findes en række forfatterskaber, der formår at bruge krimien som et vehikel for noget andet, noget mere. Det er forfattere, der ikke vil nøjes. Ikke nøjes med at underholde med et drivende plot og et genkendeligt karaktergalleri. Håkan Nessers forfatterskab er i høj grad et af dem, og hans seneste romaner har han vist, at han hører til i den svenske krimis absolutte superliga. Nu er fjerde bind i serien om politimanden Gunnar Barbarotti De ensomme udkommet på dansk. Det er ikke kun er en god krimi – det er også en god roman.

En mand befandt i 1975 tilfældigvis ved en skrænt et øde sted i Sverige. Her faldt den unge Maria i døden, da hun var på svampejagt med seks venner og bekendte. Nu 35 år senere finder han et lig på præcis samme sted. Han tilkalder politiet, der ikke kun overraskes af det pudsige sammentræf – de bliver også sat til vægs af, at netop Germund, der nu ligger død, var Marias kæreste i 1975. Ikke nok med det: Han var også med på samme svampetur. Alt pegede i ’75 på, at det var en ulykke, og det samme er tilfældet i dag. Der var dengang og er i dag ingen tekniske beviser, og politiet ser ud til at være uden sag.

Men Barbarotti og hans vanlige partner Eva Backman aner, at der må stikke noget andet under. Det er ganske simpelt for vanvittigt et tilfælde til, at det kan være rigtigt. Samtidig følger vi en række hændelser og forbindelser mellem disse seks venner, der møder hinanden i Uppsala under værnepligt, på studieophold og i familiære relationer tilbage i 70’erne. Mens Barbarotti og Backman forsøger at krybe ned til den skjulte historie ved dødeskrænten, som dødsstedet hedder i folkemunde, kigger vi med i gruppens udviklinger fra første møde frem til, at de gled fra hinanden nogle år senere.

Nessers Barbarotti-serie har for alvor udvidet og strakt grænserne og rammerne for, hvad der kan finde sted og få plads i en krimi. Første roman i serien Menneske uden hund lod forbrydelserne vente på sig temmelig længe, hvilket også gjaldt tredje bog i serien En fortælling om hr. Roos, der ventede en halv bog, før noget suspekt for alvor begyndte at ske. Det, som Nesser supplerer krimien med er i stedet nogle litterære dramaer, der alene fungerer som ualmindeligt gode fortællinger. Det forstyrrende element bliver undervejs et kriminelt element, men det er langtfra det vigtigste. På samme måde er det faktisk overhovedet ikke klart i De ensomme, om noget kriminelt er foregået.

På den måde hiver og flår Nesser i krimiens almindelige plotstrukturer, som langsomt og meget, meget sikkert indfinder sig. Samtidig betyder den skævere fokusering på nogle andre spor, at romanerne – herunder også De ensomme – kan justere på det, som læseren ved i forhold til det, som efterforskeren ved. Det er sensitivt, eksistentielt, og ikke mindst djævelsk godt skrevet og struktureret. De ensomme fortæller om skæbnesvangre oplevelser, der har spor langt tilbage i tiden, og har dramatiske konsekvenser i flere personers liv.

Barbarotti-serien inddrager også et perspektiv, som krimien sjældent formår at reflektere så skarpsindigt over, som Nesser gør i disse fire romaner. Barbarotti havde – inden vi mødte ham i første roman – sat sig for at teste, om Gud eksisterer. Det gør han ved at bede til Gud undervejs om tjenester, og de enkelte indsatser får et antal point – plus for hjælp, minus for manglende hjælp. Da vi træder ind i fjerde bind er Gud godt fremme i førerfeltet, men romanen indbygger også hændelser, der skal få Barbarotti til at revidere sit syn på Gud. Ikke mindst mødet med præsten Rickard, der også er blandt vennerne i 70’erne, giver Barbarotti mulighed for at udveksle nogle teologiske disputationer.

De ensomme holder den høje, høje standard fra de tre første bind i serien, og supplerer med nye perspektiver, der kun gør det bedre og bedre at være i selskab med hovedpersonerne. Det faste karaktergalleri er så etableret, så veludviklet, og så dybt, at romanerne vinder alene ved at sætte personerne til at sitre opad hinanden. Særligt er forholdet mellem Barbarotti og Backman tankevækkende og interessant. Har du ikke læst serien, kan du fint læse De ensomme for sig selv, men forskån dig for alt i verden ikke for de tre første romaner. Også hvis du ikke rider på krimibølgen. Nessers serie er mere end bare krimier. Ja, det er litteratur, det her.


Forrige anmeldelse
« Min kamp 3 «
Næste anmeldelse
» Hvad skete der, Sebastian? »


Flere prosaanmeldelser