Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Opstigende Skorpion / Kristian Ditlev Jensen / 301 sider
Gyldendal. ISBN 9788702093940
Anmeldt 29/12 2010, 20:54 af Kim Toft Hansen

Astrologi og den halve sandhed


Astrologi og den halve sandhed

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Forlaget kalder det en ”roman” på forsiden, men sniger sig til at skrive på bagsiden, at det ved første øjekast er ”en almindelig krimi”. Kristian Ditlev Jensens seneste roman Opstigende Skorpion henter tydeligvis inspiration fra krimigenrens nådige dyder, men trækker den i retninger, som krimien sjældent bevandrer – og faktisk sjældent kan holde til. Fra første side er det tydeligt, at Ditlev Jensens roman vil noget andet – og meget mere – end genren, der så gerne vil læses, normalt gør.

Opstigende Skorpion handler om lingvisten og sprogofficeren Wolfgang, der hentes ind af Københavns politi, da de får en sag, hvori en tatovering af en skorpion, de ikke forstår, dukker op. Wolfgang er semiotiker, og har skrevet afhandling om astrologiske tegn som ”en halv Saussure”, og er derfor en oplagt fyr at hente ind i en sag, hvor såvel tegn som astrologi indgår. Den myrdede var en namibisk prostitueret – og med i faldet røg også hendes etårige søn. Sideløbende med denne opklaringsproces får vi fortællingen om Wolfgang selv, der har en drabelig forhistorie, som kommer til at fylde mere og mere undervejs.

På mange måder er Ditlev Jensen både tidstypisk og utidssvarende. Han er utraditionel, fordi han sammentømrer en kriminalistisk fortælling med en hovedkarakter, der – så vidt jeg ved – endnu ikke er set i krimiens historie. Det er nok den mest litterære måde at skrive en krimi på, når hovedpersonen selv er sprogvidenskabsmand. Samtidig henter han astrologien ind, der i ”de gode gamle guldalderdage” blev dømt ude som overnaturligt mumbo jumbo. Krimien har historisk set et misforhold til det metafysiske – og derfor er Ditlev Jensens roman særdeles interessant. Skorpionen ”står for det metafysiske”, siger vores hovedperson Wolfgang.

Alligevel er Ditlev Jensen tidstypisk, fordi denne vending inden for krimien både er set før, men for alvor på det seneste har budt på flere og flere tilfælde. Noget tyder på, at metafysik og religion har fået en værdig renæssance, og dette har i høj grad påvirket krimien – og herunder også den skandinaviske krimi. Som mest oplagt sammenligning minder Opstigende Skorpion om Henning Mortensens tre romaner Næb og kløer, Ræven går derude og Rita Korsika, som også på sin vis peger ud af det moderne samfund, der har haft samme miskendte forhold til det metafysiske, som krimien også har haft.

Ditlev Jensen er endda interessant, fordi han ikke blot tager metafysikken op i en grad, som vi har set postmoderne forfattere tage den op. Postmodernisme tager en ituslået og iturevet metafysik op, som moderniteten har underkuet og slået i smadder, mens den seneste revitalisering af såvel metafysik, religion og mere prekære overnaturlige enheder faktisk i høj grad tager udtryk som transcendens og Gud – i en eller anden form – seriøst. Tidens tendens, som også rammer Ditlev Jensens interesser i Opstigende Skorpion, der forsøger at hive nogle seriøse visdomme ud af astrologien, er begyndt at genkoble vores verdslige eksistens med mere overfysiske dimensioner.

Samtidig vender Ditlev Jensen også krimiens fokus lidt på hovedet. Krimien bygger normalt på karismatiske, dog ofte også temmelig skematiske hovedkarakterer, der godt nok fænger og får læserne til at læse serier frem for enkeltstående værker. Men i Opstigende Skorpion er det ikke ”sagen”, der er hovedpersonen, som det normalt er i krimier, men her er det rent faktisk lingvisten Wolfgang. Det har nogle konsekvenser for plotdriften undervejs, men det betyder så meget, at vi rent faktisk får et karakterdrama om en person med nogle underfundige personlighedstræk og stærke fysiske og psykiske mén. Det er befriende, at en quasikrimi som denne også koncentrerer sig om at dreje en person mere end en fortælling (det ligger, uden at sige for meget, allerede i titlen, der ikke nødvendigvis fra starten er gennemskuelig).

Fungerer det så som roman? Ja, det gør det, selvom det undervejs bliver til en noget pertentlig form for namedropping. Der er meget lingvistik, kognitionsforskning, astrologiske udredninger og ikke mindst besynderlige spring i tid og struktur. Krimien peger per definition i mange tidsmæssige retninger for at finde vej gennem de mange tegn, der skal fælde den skyldige, men denne struktur bruger Ditlev Jensen i højere grad til at fortælle om Wolfgang og dennes problemer i kølvandet på en eksplosion i Irak, hvor han var sprogofficer. Romanen er på den måde stramt komponeret – og holder sig hele tiden lidt forsagt på grænsen til det uigennemskuelige. Ditlev Jensens glidende fortælleteknik, der lader Wolfgang snige sig ind som egentlig synsvinkel i andres fortællinger, er godt udført og en spændende måde at kaste læseren hovedkulds ind i det uvejsomme plot.

Fungerer det så som krimi? Ja, det er spørgsmålet. Undervejs tager krimiens set-up mere og mere over, men det bliver i videre ustrækning – uden at for meget skal være sagt – forvaltet som en lettere provokerende krimi. Lige når fortællingen begynder at få fart, så drejer vi igen blikket over mod Wolfgang og Wolfgangs indre udredninger om dette og hint. Det er mere en roman om en karakter og om astrologiens virke i mere end én forstand, end det fungerer som en fremdriftig krimi. Personligt svælger jeg i ”dekonstuerende” opgør med de formulariske krimier, men det er nok en temperamentssag, om romanen her vil henvende sig til Camilla Läckberg-segmentet. På mere end én måde vil det måske i højere grad være en krimi for de, der har fundet vej til Arne Dahls mere udfordrende udformninger af krimiens holdbare strukturer – og tør tage et yderligere skridt ud af de vante fortællerammer.

Opstigende Skorpion er en krimi, som den sjældent, yderst sjældent ses. Mange mere såkaldt ”litterære” forfatterskaber har vist en stor interesse for krimien, så hvorfor skulle det dog ikke også ske for denne forfatterskoleforfatter. Hos Ditlev Jensen er krimiens strukturelle korset dog bundet meget, meget løst – og se, hvad der så falder ud. Og ja, der er tolv stjernetegn! Og på side 1 er de alle angivet, mens skorpionen er fremhævet. Der skulle være 11 mere på vej. Ambitiøst, ja for helvede, og en særdeles velkommen måde at endevende krimiens nyfundne vej til de skrå, metafysiske brædder… Enhver kan nu se frem til en roman i sit eget stjernetegn!


Forrige anmeldelse
« Ædle skrivere i Damaskus «
Næste anmeldelse
» Jeg er ikke her »


Flere prosaanmeldelser