Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Inanna - himlens og jordens dronning – myter og hymner / Suzanne Brøgger / 111 sider
Forlaget Athene. ISBN 978-87-11-17094-6
Anmeldt 28/1 2008, 08:34 af Maria Stensgård

Inanna - himlens og jordens dronning


Inanna - himlens og jordens dronning

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Inanna er navnet på en imponerende myteskikkelse fra den sumeriske kultur. Det sumeriske folk boede for 4000 år siden i det nuværende Irak. Myten om Inanna stammer fra et land, som vi har været i krig med, og ironisk nok – som Suzanne Brøgger fortæller i et interview til Weekendavisen – har Danmarks Camp Eden ved Basra nærmest ligget oven på Inanna. Dvs. lejren har ligget på den jord, hvor de sumeriske lertavler blev gravet op. Tavlerne var en del af fundene fra det oldbabylonske bibliotek, som vidner om en meget raffineret kultur, som forskere først de sidste hundrede år har kunnet tyde. Tavlerne var skrevet med den såkaldte kileskrift, som digteren Sophus Clausen i 1896 kaldte for ”vanvid på kileskrift”, fordi vi den gang ikke forstod tegnene.

Teksterne og herunder hymnerne om det sumeriske folk og deres guder har Suzanne Brøgger gendigtet, især baseret på et udvalg af litterære tekster fra forskningsprojektet The Electronic Text Corpus of Sumerian Literature ved Oxford University, som er lagt ud på internettet. Suzanne Brøgger har dog også hentet inspiration fra den amerikanske assyriolog Samuel Noah Kramer og fortælleren Diane Wolksteins bog Inanna – Queen of Heaven and Earth fra 1983.

Bogens titel rammer præcist, når den kalder gudinden Inanna ”himlens og jordens dronning”. Det rammer den mangfoldige gudindes væsen, som religionshistorikeren Pia Skogemann beretter om i et flot efterskrift, hvor hun samtidig beskriver den sumeriske kultur og giver en udførlig kommentar til alle bogens hymner/tekster. Inannas kompleksitet kan ifølge Skogemann ses på hendes på én gang kosmiske skikkelse og beskrivelsen som den prostituerede i ølstuen, som den fremstilles i to citater fra Inanna-hymner der dog ikke er medtaget i bogens gendigtede hymneudvalg. Det kosmiske ses her: ”Min far gav mig himlene og han gav mig jorden. Jeg er Inanna! Hvilken gud kan sammenligne sig med mig?”. Og det ekstremt jordnære ses her: ”Når jeg sidder ved kroens dør, er jeg en prostitueret, vel bekendt med penis; jeg er mandens ven, kvindens veninde”. Man kender ikke lignende gudinder fra religionshistorien. Inanna er herskerinde, indbegrebet af kvindelig skønhed, frue over dyr og marker, menneskenes gudinde samt krigs- og kærlighedsgudinde. Og ikke mindst gudinde for seksualitet, skriver Skogemann.

Suzanne Brøgger lægger da heller ikke fingrene imellem når hun gendigter med sprogblomster som får jord og himmel til at smelte sammen, f.eks. når hun lader Inanna synge til sin elskede Dumuzi, i følgende strofe: ”Min vilde, varme navlekysser, smyger mine labre lår, han er den, min livmoder elsker højest, jeg er salat, vædet ved vand”. Et smukt sprogbillede på den sanselige gudinde, hvor Brøggers teknik er næsten et orgie af allitterationer og en enkelt metafor.

Dumuzi er sagnkonge af Uruk og kaldes for ”Hyrden”, og Inanna er venusgudinde af Uruk, og denne strofe stammer fra deres kurmageri. I en senere hymne skildres deres hellige bryllup, som umiddelbart kan give associationer til Det gamle testamentes Højsang, men hvor forskellen ligger i Det gamle testamentes patriarkalske samfundssyn: hvor en kvinde forlader sin familie for at blive sin mands hustru og tilhøre hans hus og familie, er Inanna ikke gudinde i et patriarkalsk samfund, men er tværtimod den selvbevidste, herskende gudinde, som vælger en mand, som skal være hos hende. Om der generelt var tale om matriarkalske tilstande i den sumeriske kultur, skal her være usagt. Der skiller vandene dog. Fællestræk i Højsangen og hymnerne her er lovprisningen af at være mand og kvinde og de sanselige glæder. Højsangen er dog næppe udgivet i så frimodigt og nutidigt et sprog - endnu, som Suzanne Brøggers hymner. F.eks. står der i Højsangen (kap. 4 vers 5-6 i oversættelsen fra 1992): ”- dine bryster er som to hjortekalve, gazelletvillinger, der græsser blandt liljerne. Når dagen bliver sval og skyggerne lange, vil jeg gå til myrrabjerget og til røgelseshøjen”. Her tydeliggøres mandens hyldest til sin kvinde, og i kap. 5 vers 1 fremgår det, at der er tale om en brud og en rituel bryllupsfest: ”Nu kommer jeg til min have, min søster, min brud, jeg plukker min myrra og balsam, jeg spiser min bikage og min honning, jeg drikker min vin og min mælk. Spis, venner, drik, og berus jer i elskov”. Det er altså manden som styrer slagets gang i Højsangen!

Også fænomenet ”have” behandles i Skogemanns efterskrift, hvor hun fortæller, at haven er et universelt symbol. Da Inannas begær vækkes efter Dumuzi, mødes de hemmeligt i en have. I den sumeriske kultur kan haven dog have flere forskellige betydninger, den kan bl.a. konkret være et skyggefuldt mødested, som har en særlig værdi i et tørt og hedt klima. Derudover er haven et menneskekontrolleret stykke natur, dvs. en markør for civilisation. Og elskovssproget er ofte spækket med metaforer for de kvindelige attraktioner i form af planter og frugter, som findes i haven. Haven kan med andre ord være et forstadie til det veletablerede ægteskabsritual, som i gudernes kontekst relateres til ”Det hellige bryllup”, som har rødder i det oldgræske udtryk ”hieros gamos”. Inanna og Dumuzi bliver heldigvis forenet i det hellige bryllup, men bogens to sidste hymner handler om Inannas først nedstigning til dødsriget for derefter at forsøge at gøre sig til herre over alt levende og dødt, og senere til gudindens herliggørelse.

Suzanne Brøgger har endnu engang bevæget sig ind på en kraftfuld kvindes liv, denne gang i skikkelse af en gudinde på poesiens vinger. Hun debuterede i 1973 med romanen Fri os fra kærligheden som kritiserede kernefamilien og den vestlige kulturs livsform. Den blev hurtigt efterfulgt af Kærlighedens veje og vildveje i 1975, som gjorde op med de snærende bånd og konventioner, for især kvinderne, i vesten. Brøgger kredser i sit forfatterskab især om begreberne forførelse og forandring som også behandles i myterne om Inanna, begreber som også behandles i hendes selvbiografiske trilogi: Creme Fraiche fra 1978, hvor hun skildrer sin egen opvækst i Danmark og i Østen, hvor hun kæmper for at skabe sin egen livsvej, og i Ja fra 1984 hvor hun beskriver et opslugende kærlighedsforhold, hvor kvinden optræder som den utæmmelige tiger. Sidste bog er Transparence, som bliver et vendepunkt i forfatterskabet, hvor den kvindelige hovedperson ender med at sige ja til en mand efter års religiøs søgen og ensomhed. Hovedpulsåren i trilogien er som i Inanna den erotiske livsfilosofi, men samtidig en stadig dybere erkendelse af og bekendelse til hverdagen og det enkle livs intensitet. Og i 1994 oversatte hun Vølvens spådom og lod sig gribe af mytologien, som også nu er tilfældet.

Inanna – Himlens og jordens dronning er en fantastisk bog, hvor Suzanne Brøggers evne til at udtrykke det facetterede menneske, i skikkelse af en gudinde, lyser som en stjerne på himlen. Flot understøttet af Pia Skogemanns viden og visdom i efterskriftet. Også bogens billedmateriale og smukke layout bør vises stor opmærksomhed. Hymnerne ledsages af fotografier af kunstneren Peter Brandes´ lertavler med abstrakte tegn, som uden konkret henvisning til Inanna binder oldtid og samtid sammen. Alt sammen trykt på skønt papir. Inanna er en lækker oplevelse på alle planer! Og hvem kan ikke blive beriget og inspireret af Inanna? Lad afslutningsstrofen i Inannas herliggørelse få det sidste ord:

Ophøjes skal enhvers tale
til den elskede himmelfrue
til min skønne skarpretter
til Inanna.


20
Forrige anmeldelse
« Smuds «
Næste anmeldelse
» Mørk treenighed »


Flere prosaanmeldelser