Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Hjem / Tahar Ben Jelloun / 143 sider
Samleren. ISBN 9788763814300
Anmeldt 1/12 2010, 18:13 af Mie Poulsgaard Jørgensen

Om en indvandrers længsel efter hjemlandet


Om en indvandrers længsel efter hjemlandet

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Tahar Ben Jelloun er en marokkansk prisbelønnet forfatter, der skriver på fransk. Hans romaner er typisk selvbiografiske romaner, der omhandler marginale og rodløse personer, der er splittet mellem to kulturer; den franske og den nordafrikanske. Hjem adskiller sig her ikke fra hans andre romaner. Den omhandler marokkanske Mohammed, der er bosat i Frankrig og lige er blevet pensioneret. Han har en drøm om at samle familien i Marokko.

Mohammed er just blevet pensioneret, eller personeret, som han selv udtrykker det på sit gebrokne fransk. Hans ”forfranskede” børn har mange gange forsøgt at forklare ham, at det hedder pensioneret. Mohammed har boet i Frankrig i ca. 40 år, hvor han har arbejdet på en fabrik, et liv med hans skæbne og daglige rytme fastlagt. Alt dette ændres nu af pensioneringen, og Mohammed overvældes af en følelse af at have spildt livet, og han længes mod at vende hjem til Marokko, et hjemland han knytter mange positive og idylliserede tanker og billeder til.

Problemet er bare, at hans børn er blevet ”franske”, hans datter er stukket af med en italiener, og sønnerne er faldet til i Frankrig. Men Mohammed er optimistisk og forventer, at børnene med sine ægtefæller vil vende hjem til den marokkanske landsby, så snart han har bygget dem et hjem dér.

Mohammed tager til den marokkanske landsby og begynder at bygge et kæmpe hus, der slet ikke passer ind i landsbyen simplicitet, men intet er godt nok for Mohammed, når huset skal agere samlingspunkt for familien og genforening med datteren, som Mohammed forventer vil vende tilbage, efter huset er bygget.

Huset bliver for Mohammed et symbol på, at kulturen og hjemmet og hjemlandets værdier overvinder de franske, moderne værdier. Men da huset er færdigt er det noget nær et cirkustelt. Et hus, Mohammed langsomt må indse, aldrig vil blive beboet af familien – men denne erkendelse kan være sværere at bære og forstå, end for de, der ikke har stået i dilemmaet. Bogen ender altså ganske dystert, men det understøtter blot det dilemma, den ældre generation af indvandrere står i, da de frivilligt flyttede til Vesten (dengang midlertidigt) og nu må erkende, at børnene ikke længere identificerer sig med det idylliserede hjemland.

Personligt blev jeg forelsket i bogen og dets budskab – på trods af dens dystre slutning, der ikke giver læseren den happy-ending, man ofte forventer. Jeg tror dog det er svært for ”almindelige” mennesker at begribe den følelse af hjemløshed, en indvandrer eller flygtning vil føle. Men Jelloun formår at tegne et billede af det, der vil få læseren til at forstå nogle af de mekanismer, der er på spil. Man holder af Mohammed, håber sammen med ham og sørger sammen med ham. En bemærkelsesværdig bog, der klart kan anbefales.


Forrige anmeldelse
« Hævnens alkymi «
Næste anmeldelse
» Den første »


Flere prosaanmeldelser