Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Smuds / Katarina Wennstam / 363 sider
Lindhardt og Ringhof. ISBN 978-87-11-31239-1
Anmeldt 17/1 2008, 09:58 af Kim Toft Hansen

Flere mænd der hader kvinder


Flere mænd der hader kvinder

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Umberto Eco skriver i sit efterskrift til Rosens navn, at når det kommer til stykket er al filosofis grundlæggende spørgsmål det samme som kriminalromanens: Hvem er den skyldige? Og hvis det er tilfældet, så er Katarina Wennstams SMUDS ikke en krimi, for det er aldrig usikkert, hvem der er skyldig.

Don’t judge a book by its cover, lyder vendingen, der efterhånden er så slidt, at det er godt, at bogen har SMUDS-opslag. For på forsiden af bogen er SMUDS nemlig døbt ’krimi’, og hvis det er med de forforståelser, bogen læses, så bliver man dog umådeligt skuffet (jeg vender tilbage til senere, hvordan den i stedet bør læses). Bogen handler om karriereadvokaten Jonas Wahl og hans kone Rebecca, der lever et stærkt facadebevidst liv under dække af designermøbler og sminkede smil, men under denne overflade lurer Jonas’ ukontrollerbare fetich for prostituerede kvinder – og dette er tydeligt fra starten. Vi følger Jonas’ kvaler i hans kamp for at kontrollere sin utøjlelige lyst, som sættes i perspektiv af det familieliv, der ledes: Rebecca, der føler sig seksuelt understimuleret men holder familiefacaden høj; sønnen Oliver, der er for ung til rigtigt at forstå nogen ting, selvom han alligevel ved mere, end de fleste tror; og datteren Emma, der er ved at komme i puberteten og dermed opdage sin seksualitet.

Samtidig er Jonas en stjerneadvokat, der grundet sin fremtoning og klare juridiske formuleringer benyttes som kommentator på tv i netop sager om sexkøb i Sverige (hvor dét jo er forbudt). I retten verserer en sag mod tre personer fra prostitutionsmiljøet, der er tiltalt for blandt andet menneskehandel, også i dette tilfælde kaldet trafficking. Kvindelige lavtlønsgrupper fra primært de baltiske lande bliver fragtet til Sverige og solgt på sexmarkedet, mens de bliver holdt tilbage af miljøets grovere karakterer. Samtidig med denne sag bliver sat for retten, foretager Rebeccas tv-ven Maria undersøgelser af prostitutionsmiljøet – mest til fordel for den feministiske undergrundsgruppe, som hun er del af. Samtidig med al dette følger vi også anklageren Madeleine i sin forberedelse til retsprocessen.

Hermed er det tydeligt, at vi har en art kompleks roman, der krydser mange karakterer med hinanden på forskellige måder, men spørgsmålet er, om det lykkes at væve de enkelte fortællinger sammen, så det giver mere end blot summen af delene. Det er desværre ikke helt tilfældet af en enkelt simpel grund, og det handler om den viden, læseren sidder med allerede fra starten. Altså at Jonas lever et dobbeltliv med hang til prostituerede kvinder. For når læseren sidder med erkendelsen af Jonas’ skyld fra starten, taber romanen for det første selve krimiplottet på gulvet, men samtidig – og derfor – udebliver den simple suspense, der skal drive et sådant værk frem. Mest af alt handler det mere om, hvornår Jonas bliver opdaget, end det handler om, hvem der gjorde hvad hvornår.

Dette valg er for så vidt udmærket, men bogen skal i stedet bare læses med andet forsæt end krimi. Romanen handler i stedet meget mere om karakterologiske dramaer, og som et psykologisk drama – nogle ville kalde det en thriller, men den ’thriller’ faktisk ikke rigtigt – vil man få meget mere ud af fortællingen. Wennstam har en udmærket evne til at lade sig glide ind og ud af forskellige karakterer, hvilket skaber indblik og perspektiv, og det er i særdeleshed gennem det varierede perspektiv, at romanen udmærker sig som psykologisk skildring, der her handler om den menneskelige skrøbelighed og manglende selvkontrol. Man vil ikke kunne sige, at bogen finder forståelse for Jonas, men i at underdreje ham gennem feministiske domme, så skildrer Wennstam en bevidsthed, der er i enorm splid med sig selv – og det gælder faktisk ikke kun Jonas, da bogen snarere er et studie i mennesker på tærsklen mellem fortid og fremtid. Jonas, der forsøger at undertrykke sin fetich; Rebecca, der kæmper med sine bange anelser og opretholdelse af facadelivet; Maria, der ikke er sikker på, at den feministiske gruppe er noget for hende mere; og Emma, der forsøger at forstå sine pludselige lyster.

Tematisk havner bogen derfor på den efterhånden overfyldte hylde af feministisk litteratur i en bred forståelse, idet den er yderst anti-mand (mænd er nogle svin, der ikke kan tøjle sin seksualitet, og kvinder er stilfærdigt uskyldige ofre). Derved skriver den sig tematisk så småt ind i en sammenhæng med fx Stieg Larssons romaner, og dermed er det også sagt, at de temaer, der tages op, ikke er underbelyste i den svenske krimitradition. Arne Dahl har også en karakter, der undersøger sexhandel, trafficking, pige- og kvindeundertrykkelse. Men det gør da selvfølgelig ikke, at temaet er uholdbart, uinteressant eller mindre vigtigt, snarere tværtom. Der bør være fokus på den slags problemer, og Wennstam får da også sat sit væsentlige fingeraftryk på en debat, som hun gennem sit virke som journalist allerede var en del af. Det er da måske også bogens problem: den ved ikke, om den skal debattere eller fortælle og forfalder oftest til det første.

Og journalistikken præger da også (desværre!) romanen, så stilen bliver intetsigende, nærmest fraværende. Som vi kender det fra den efterhånden omfattende journalistiske realisme inden for den skandinaviske krimi med Liza Marklund som galionsfigur, så fyldes Wennstams bog da også med klichéer og døde metaforer, der kortvarigt vækkes til live igen, som skaber et univers uden nødvendig vedkommenhed. Det er trættende i længden at få serveret sin roman gennem sætninger, der ofte er subjektsløse og afstammede, at man snapper efter vejret. Fx: ”Rebecca burde vel også sidde der og kigge på Jonas. Være en god hustru… Kommer ikke til at ske… Tager et middel til vinduespudsning ned, rengøringsspray, toiletrens og klorin. Nogle klude og en vaskesvamp. Herefter går hun i gang med badeværelset på første sal.” Eller de korte sætningers poetik: ”Hun kan ikke genkende stemmen. Det er opfordrende, krævende. Vil have hendes tid. Det er en journalist. Selvfølgelig. De har ringet hele morgenen. Som om hun ikke havde vigtigere ting at lave i tiden op til en retssag end at tale med medierne.”

Det er en forsimplet sprogbrug, hvor man som læser hakker sig igennem sætninger som disse, der ofte har sit værd i en krimi til at skabe en intensiv læserytme, som netop kan skabe en fornemmelse af hastighed og suspense. Men her – som hos mange andre moderne forfattere – er det et fast stiltræk, der misforstår ideen om, at sådan skriver man realisme. Så selvom romanen på mange måder viser sig som et dygtigt forsøg på at skabe både fornyet debat af et fortærsket emne og få dette gjort gennem en alsidigt perspektivrigdom, så forbliver romanen lidt forstokket i sin brug af korte hovedsætninger og værst af alt de mange bisætninger uden hovedsætninger. Der er desværre ikke den store forskel på Wennstams sprogbrug i romanen, og det man kunne forvente i et dagblad, hvor forfatningen er sket under væsentlig mere tidspres.

Men lad det være ved det, og lad mig fremhæve, at bogen kan virke vedkommende, hvis den nærmere læses som et tematisk bundet karakterdrama, selvom Wennstam sommetider forfalder til lidt svensk selvhøjtidelighed og noget ensidigt kvindesyn: ”Det var givet, at kvindesynet ikke var stuerent målt med svenske øjne, men man kunne dårligt forvente, at alle andre lande var kommet lige så langt med ligestillingsarbejdet”. Hvis man ser bort fra en sådan alt for selvbevidst feministisk stillingtagen, den minimalistiske sprogbrug og den lidt manglende samkøring af de enkelte fortællinger, så er SMUDS en roman, der brænder for at fortælle om et emne, der så længe det eksisterer ikke må blive irrelevant.


19
Forrige anmeldelse
« Mit livs film «
Næste anmeldelse
» Inanna - himlens og jordens dro... »


Flere prosaanmeldelser