Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Øhavsfortælling / Ib Ivar Dahl / 502 sider
Forlaget Klim. ISBN 9788779557451
Anmeldt 21/9 2010, 21:46 af Erik Ingemann Sørensen

Den levende historie


Den levende historie

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Historieundervisningen i såvel folkeskolen som i gymnasiet har det skidt. Rigtig skidt endda. Det virker til tider, som om Undervisningsministeriet sætter en ære i at sende den ene generation af historieløse unge efter den anden ud i verden. Og finansloven skærer dybt i kulturbudgettet. Kan man blive andet end deprimeret?

Det kniber. Og dog. Bogmarkedet giver i den grad anledning til optimisme. Sjældent er der kommet så mange både fag- og skønlitterære udgivelser som netop i disse år. Faglitterært har vi helt i top, fx med Tom Buk-Swientys nye Dommedag Als (2010) om det definitive nederlag i 1864, samt Peter Henningsens og Ulrik Langens Hundemordet i Vimmelskaftet (2010) om 1700-tallets København. Og blandt andet Marie Helleberg er jo storproducent af fremragende skønlitterære værker.

De lange linier har også fået deres nye skribenter. Blandt andet Carsten Jensen med Vi de druknede (2006), hvor fire generationers skæbne fortælles på en måde, så man næsten ikke kan lægge bogen fra sig. Med bogen Øhavsfortælling har forfatteren og sømanden Ib Ivar Dahl givet endnu et skønlitterært bidrag til genren. På en storslået måde.

Udgangspunktet er maleren Johannes Larsens og forfatteren Achton Friis’ besøg på Birkholm i Det sydfynske Øhav i 1921. Med den gamle kertemindebæltbåd ”Rylen” var de samme år påbegyndt en rejse rundt til de danske øer. En rejse, der med mange afbrud, varede i fire år. Resultatet blev storværket De danskes Øer, der udkom få år senere. ”Rylen” tilhører i dag Johannes Larsen Museet i Kerteminde. I 2004 gentog journalisten Jørgen Flindt Pedersen sammen med museumsdirektør Erland Porsmose og kunstneren Jens Bohr rejserne i Larsen og Friis’ kølvand. Det er der foreløbig kommet tre filmtogter ud af. Det seneste i sommer, hvor turen gik til Smålandshavet. To DVD’er fra disse togter er udkommet. Den tredje får premiere til marts næste år.

”Om menneskene på øerne i tiden før 1921 er vores kendskab til dagliglivet på kysterne og øerne i Det sydfynske Øhav mere sporadisk”, skriver Ib Ivar Dahl. Men kilderne findes – herunder sagn, myter og folkeskikke. ”Med afsæt i kilderne skal denne fortælling følge traditionen, der blev grundlagt af Achton Friis”. Sådan hedder det i indledningen til det, der er blevet til denne fremragende romantrilogi – i ét bind.

De tre perioder, som fortællingen omhandler, er vikingetiden, middelalderen og det, der vel nærmest kan karakteriseres som nyere tid. Et spring i tid på over tusind år. Men med det særdeles grundige forarbejde, der ligger bag, må man konstatere, at Ib Ivar Dahl slipper særdeles godt af sted med springet.

I første del, Næsbofortælling, følger vi den unge viking Åver, der sammen med sine skibsfæller stævner mod Slien ombord på vikingeskibet ”Skeidravn” for at mødes med kong Godfred. Afrejsen finder sted fra Helnæs, forfatterens hjemstavn – og skibet er beskrevet omhyggeligt efter det såkaldte Skuldelev 5, der blev fundet i Roskilde Fjord i 1962. Sejlegenskaberne er ikke hentet ud af den blå luft, men stammer fra sejlads med den kopi Vikingeskibsmuseet byggede i 1990-91. Så forfatteren er i sikker sø, når han beskriver færden. Ved hvordan skibet reagerer, når det ”sejler bidevind for styrbords halse”. For en, der færdes hjemmevant til søs, er det ikke noget problem med de mange fagudtryk, der jongleres rundt med. Men den, der har det bedst med fast grund under fødderne, lades desværre ofte i stikken af forfatteren. Her havde et lille leksikalt afsnit gjort underværker.

Mødet med kong Godfred – dateringen er 808 – er en levende fortælling, der i den grad genskaber fortiden. Forfatterens glæde ved de korte sætninger kommer til sin ret – giver både stemning og drama. Og drama er der rigeligt af – kvinder ombord må naturligvis give forlis. Og den unge Åver ”forliser” da også hjertet til en ung trælkvinde. Fager er hun – og beskrivelsen af deres elskov er helt årestrupsk. Lidt befriende i en tid, hvor læseren ofte dænges til med maniske udpenslinger. For udpenslingernes egen skyld. Stor tak for det.

Og så er hun pludselig væk – rejst til Drejø for at bygge et vi for Freja – frugtbarhedsgudinden – stærkt knyttet til erotikken. For Åver er der ikke andet at gøre end at samle folk og fæ til landnam. ”Tre køer, en stud og fire får… foran masten grynter to grise i deres halmforede kasse”. Ni mand med sædekorn, en plov og skovrydningsøkser. Landnamnet på Drejø var begyndt.

Med Øbofortælling, der udgør trilogiens anden del, rykker vi til Avernakø og springer små 700 år frem i tid. Til middelalderens bonde- og handelssamfund. Med afsæt i den unge Peders oplevelser møder vi en lang personrække – ypperligt beskrevet – der giver fortællingen en dirrende intensitet. Kongemagtens knytnæve slår ned. Men de forstår at sno sig, øboerne.

Vi følger øboernes handelssejlads til hansestaden Lübeck, oplever havnebyens bagside, der dengang som nu lokker sømænd med sirenesang. Der er drama og tragedie i afsnittet: ”Spædbarnet skvalpede i sit svøb under stranden. Andre fandt de ikke”. Så barsk var tilværelsen, når skib var det eneste, der kunne bringe folk i kirke. Til barnedåb. Og så mystisk menneskene: ”I nordøst er Signe en sort fugl på diget. Når mørket viger helt, og solen kommer, vil hun strække vinger og flyve”.

Også her er der krydshenvisninger til sagn og skriftlige kilder – fint suppleret med oversigt bag i bogen. Her demonstrerer Ib Ivar Dahl, at sømanden og fortælleren – undskyld udtrykket – også har fast grund under fødderne. Og inviterer læseren til selv at søge videre. Som blandt andet Thorkild Hansen i ”Jens Munk”. Dejligt. Og helt rigtigt set.

Trilogiens sidste del, Holmbofortælling, foregår i perioden 1872 til 1921 – afgrænset af to markante begivenheder: stormflodskatastrofen den 12. november 1872 og ”Rylen”s ankomst til Birkholm i juli 1921. Endda på Achton Friis’ og Johannes Larsens første rejse. Fortællingen opleves gennem pigen Cathrine, der som barn står midt i stormflodsdramaet: ”Cathrine stirrer på Fars støvler. Bag støvlehælene breder en mørk plet sig fra sprækkerne under døren. Det er den store lyd, som vil ind i huset. Familien redder livet på husets loft. Mens vandet bare steg og steg. Til højt op i stuen”.

Cathrine vokser op, finder kærligheden, etablerer sig – får børn. Alt mens tidernes gang registreres i det, der sker omkring hende. En af de små nye, barnet Rasmus, rammes af lungebetændelsen, der flåede menneskene fra livet med en brutalitet, der i dag er svær at forestille sig. ”Den lille kiste står på damlemmen [i jollen] surret med et reb. Under rebet på kistelåget, har Cathrine stukket påskeliljerne, som hun plukkede i haven sammen med børnene”. Stærk og stout som Katrina i Sally Salminens roman af samme navn (1936). Her er det dog virkelighedens personer, forfatteren nu tager under behandling. Juli 1921 lægger ”Rylen” så til på Birkholm - med Achton Friis og Johannes Larsen, københavneren og kerteminderen. Cirklen er sluttet. Andre overtager nu øhavsfortællingerne.

I bogen Hvad er historie? (2010) skriver lektor Bernard Eric Jensen følgende: ”vi har at gøre med historie, så snart en person eller gruppe personer interesserer sig for noget fortidigt og gør brug af deres viden herom til et eller andet formål”. Ib Ivar Dahls romantrilogi er et fremragende eksempel på dette. Det er en stort anlagt og fremragende skrevet fortælling – båret af stor viden om og kærlighed til emnet.

Det står skidt til med historieundervisningen, konstaterer jeg i indledningen. Mødet med denne fornemme bog resulterer i en lille omskrivning af titlen på en musical om Jacques Brel (1974) opført på Det kongelige Teater: ”Historiefortællingen er i live, har det godt og bor på Helnæs”.


Forrige anmeldelse
« Pengemanden «
Næste anmeldelse
» Lucifers evangelium »


Flere prosaanmeldelser