Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Superhelte i det hele taget / Dennis Gade Kofod / 159 sider
Rosinante. ISBN 978-87-638-1456-0
Anmeldt 7/6 2010, 18:14 af Torben Rølmer Bille

Superhelte i det hele taget


Superhelte i det hele taget

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Som stor tegneseriefan er det med lettere bekymring man ser andre medier, med større eller mindre held, forsøge at inkorporere tegneserieelementer. Måske sker det i forsøget på at gøre deres egen kunst mere appetitlig. I skrivende stund inkorporerer den danske ungdomsfilm Min bedste fjende en manga-tegneserie, som de mobbede knægte bruger som inspiration til deres modtandsbevægelse mod bøllerne, men også i filmen Superbror, forvandler en autistisk bror sig til en vaskeægte superhelt.

Socialrealismen i dansk børnefilm krydres altså med fantastiske elementer fra især superhelteserier, måske for at lokke det unge publikum til og gøre emnerne mere interessante for alle de unger, der – forståeligt nok - ikke orker at sidde gennem endnu et gammeldaws drama, skåret over nøjagtig samme læst som alle de øvrige. Måske kan man tænke at fiktionsskaberne har indset at de arketypiske og mytiske elementer som er en del af superhelteuniverset er det fælles allegoriske grundlag som man i dag kan benytte, frem for eksempelvis Biblen og den klassiske litteratur og så kan man antage at vi ser flere og flere superhelte udenfor deres gængse rammer simpelthen fordi dem der skaber disse fortællingerne selv er fans.

Én ting er at dette fænomen forekommer i børne- og ungdomsfilm, men nu har tendensen også sneget sig ind i skønlitteratur vendt mod et mere voksent publikum, for i Dennis Gade Kofods nyeste bog, Superhelte i det hele taget, kommer Phoenix - bedre kendt som Jean Grey fra X-Men - til at spille en ganske betydelig rolle i hovedpersonen Pers liv.

Per er også en fyr, der har brug for lidt imaginær støtte, for han lider nemlig af angst og har meget let til tårer. Per tegner tegneserier og Jean Grey bliver hans faste holdepunkt, når hverdagen bliver lidt for svær at magte. Hun fungerer både som Pers mentale støttepædagog, hans lumre fetichobjekt og repræsenterer på mange måder den heroiske side, som Per tydeligt mangler i hverdagen.

Bogen strækker sig over en enkelt dag i Pers liv. Han bor sammen med sin meget forstående kone og datteren Line i Rønne på Bornholm. Per starter dagen med at følge Line i børnehaven, mens han desperat forsøger at undgå unødig opmærksomhed og konstant vurderer hvad andre monstro tænker om ham. Han er sygemeldt fra sit faste job, så resten af dagen går med at traske gennem byen og observere de andre mennesker omkring ham.

Selv om det blot er en ganske almindelig dag, er det en af de mere begivenhedsrige af slagsen. Ikke alene har Pers nabo været forsvundet i flere dage. Ingen ved hvor han er og spekulationerne er mange. Det er en forsvinden, der nu både har foranlediget politiet til at starte en efterforskning og den lokale avis til at bringe et interview med naboens gamle far. I denne del af plottet, hvis man da kan tale om et sådant, synes Kofod at snitte krimigenren, uden den kommer lige så tydeligt i spil som det klare link til X-Men mytologien. Det er trods alt en bog, der på mange måder handler om en jævn mand med problemer, der selv fiktionaliserer sine omgivelser for at få fat i en sammenhæng.

Senere på dagen må Per pludselig flygte gennem buske og hække fra en arrig håndværker, som han har tirret på sin vej. Midt i alt dette opsøges Per så af Phoenix gentagne gange, der af uvisse årsager, og klædt i det obligatoriske stramtsiddende spandex, svæver æggende rundt over Bornholm.

Denne sammenblanding mellem fantastisk fiktion og trist fiktionelt hverdagsliv er langt fra nyt. Der findes et utal af eksempler på protagonister, der har haft usynlige venner eller som har skabt fantasilandskaber, der på bedste eskapistiske vis har gjort deres liv udholdeligt og fortællingerne rigere. At vi denne gang er i Rønne er blot spøjst og ikke en garant for stor samtidslitteratur.

Til gengæld må man sige at forfatteren er både godt inde i Jean Grey/Phoenix figuren, selv om man – som tegneseriefan – måske godt kunne have ønsket en række langt mere konkrete referencer. For Jean Grey er en fascinerende superheltinde, i sær set i lyset af Dark Phoenix sagaen, hvor hun øjensynligt dør, kun for - i kraft af sit navn - at genopstå senere. At det netop er Phoenix, som er Pers imaginære ledsagerske, er næppe tilfældigt valgt, i det Per sikkert også kunne se fordelen i at dø og genopstå, stærkere, renset og med fornyet energi.

Superhelte i det hele taget er skrevet i en meget stram prosaform, der med korte sætninger og uden megen metaforik leverer sin historie. Indimellem kan man blive ganske irriteret på de knappe sætninger, men det gør samtidig billedet af Per mere troværdigt. Selv om man godt kunne mangler mere fortællemæssig fremdrift og et egentligt plot, så kan man til gengæld glædes over at romanens forfatter har en utrolig fin fornemmelse for sine detaljer. Hr. Kofod er virkelig god til at tillægge merbetydning og masser af atmosfære til de små ting i tilværelsen. Mondæne begivenheder, som vi alle kender, springer ligefrem ud af siderne. Kort sagt så fungerer realismen glimrende, mens Phoenix­-delen primært virker som en ret søgt undskyldning for at få tegneserielæsere til at skulle ville interessere sig for Per og dennes familien i omkring 150 sider.


Forrige anmeldelse
« Silhuet af en synder «
Næste anmeldelse
» Seancer »


Flere prosaanmeldelser