Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Hundrede år / Herbjørg Wassmo / 442 sider
Lindhart & Ringhof. ISBN 9788711424537
Anmeldt 5/5 2010, 07:37 af Marianne Niemann

Længsel light


Længsel light

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Herbjørg Wassmo må betragtes som en af Norges store nulevende forfatterinder indenfor populærgenren, og ikke mange kan skrive inderlig, grum og hjerteskærende prosa i den kaliber, som hun formår. Når dette er sagt, må jeg fastslå, at det seneste udspil på ingen måde lever op til hendes vanlige niveau. Hundrede år er en noget tam affære, der snarere vil lulle dig i søvn end bringe dit sind i kog.

Hundrede år er af selvbiografisk karakter og virker på mange måder som en roman, der er skrevet for Wassmos egen selvransagelses skyld; en slags kreativ slægtsforskning, om man vil. De kvinder, romanen kredser om, er Wassmos oldemor, mormor og mor – kvinder der alle har levet det traditionelle familieliv, men som inderst inde har været drevet af længslen efter noget større – en større og altopslugende kærlighed, en større horisont eller måske en større evne til at elske de mennesker, der burde elskes.

Når man læser om disse kvinder, er det ikke vanskeligt at regne ud, hvorfra Wassmo har fået sin inspiration til sin til dags dato mest interessante fiktive romanskikkelse, Dina fra mesterværket Dinas Bog. Disse kvinder skiller sig blot ud fra Dina i denne altafgørende forstand, at de er realistiske. De lader aldrig for alvor følelserne tage over; længslen bliver aldrig så dyb og fortærende, at den tvinger dem ud i yderlighederne. Afgrunden forbliver på behørig afstand, og realistisk bliver således desværre lig med uinteressant. Kort og godt rummer karaktererne simpelthen ikke emotionelt gods nok til at kravle ind under huden på denne læser. Jeg savner et strejf af vanvid, en smule galskab og vigtigst af alt masser af inderlighed.

Wassmo er en forfatter, hvis største styrke netop ligger i hendes evne til at bearbejde de store og ofte forbudte følelser. Hendes forfatterskab kredser om svigt, skam og begær, og hun går altid til sagens kerne uden nogen form for hæmninger eller berøringsangst. Problemet med Hundrede år bunder i, at vi her kun får serveret de ydre lag. Vi strejfer kun følelserne og når aldrig derind, hvor de bliver farlige og spændende. - Og desværre må det konstateres, at Wassmo ikke mestrer de subtile lag på en sådan måde, at vi som læsere bliver i stand til at føle smerten gennem dens perifere fremstilling.

Men ikke desto mindre er håbet om atter at blive opslugt af en destruktionsmættet og inderlig roman fra Wassmos hånd stadig intakt. Problemet med Hundrede år er ikke, at den ikke er velskrevet. Som altid er håndværket i orden, og min respekt for Wassmo som forfatterinde er langtfra mistet. Hun er en fabelagtig historiefortæller, der mestrer fiktionen til punkt og prikke, og det egentlige problem med denne roman, bunder nok mest af alt i dens biografiske karakter. Den frihed, der skulle løfte fortællingen og bringe den derud, hvor det for alvor bliver sindsoprivende, har ikke været til stede. Derfor ender vi desværre ud med en noget søvndyssende affære, der med garanti ikke vil tiltrække mange nye læsere. Til spørgsmålet om dette har været Wassmos hensigt, må svaret formentlig blive et nej.


Forrige anmeldelse
« Udsendingen «
Næste anmeldelse
» Silhuet af en synder »


Flere prosaanmeldelser