Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Bataljemaleren / Arturo Pérez-Reverte / 268 sider
Lindhart & Ringhof. ISBN 9788759527955
Anmeldt 2/3 2010, 21:25 af Marianne Niemann

Elfenbenstårnet anno 2010


Elfenbenstårnet anno 2010

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Med sit seneste udspil Bataljemaleren har den spanske journalist, forfatter og krigskorrespondent Arturo Pérez-Reverte skabt en fortælling med selvbiografisk islæt, der kredser om den menneskelige arts grusomhed og kunsten at indkapsle den. Bataljemaleren er en svær størrelse at have med at gøre, både som læser og som anmelder. Hvorfor vil fremgå af nedenstående. Nu først lidt om handlingen.

I romanen, der har et yderst spinkelt persongalleri, møder vi to desillusionerede mandeskæbner; den tidligere krigsfotograf Falques og den tidligere soldat Ivo Markovic. Falques har trukket sig tilbage fra sit arbejde samt fra civilisationen og har isoleret sig i et gammelt fyrtårn, hvis vægge han har til hensigt at udsmykke med et maleri, der skal gøre netop dét, han føler, hans fotografier aldrig har kunnet – illustrere selve den grusomhed, der er krigens væsen og dybt implementeret i den menneskelige natur.

For sit fotografiske arbejde har Falques opnået et hav af priser, én af dem for et billede af en kroatisk soldat presset til grænsen efter en flugt fra fjenden. Denne soldat, Markovic, opsøger ham nu med en klar intention om at slå ham ihjel – men først har han en masse ubesvarede spørgsmål, han gerne vil have svar på.

Og netop ideen om uforløste spørgsmål, der altid vil forblive uforløste, er, hvad romanen drejer sig om. Gennem tilbageblik til alverdens krige behandles spørgsmålet om, hvad det er, der sker med mennesket, når alle sociale konventioner sættes ud af spil, og vi overlades til vores dyriske overlevelsesinstinkt, mens romanens reale tid kredser om eksistentielle spørgsmål om skyld og skam.

Hvornår er vi egentlig skyldige som mennesker? Kræver det, at man udfører en konkret brutal handling, eller er det nok bare passivt at se til? Vores hovedperson befinder sig som krigsfotograf et sted midt imellem. Det er ikke ham, der stikker kniven i offeret, men han lever af og hædres for at afbilde andres ulykke, og befinder sig således i et slags moralsk ingenmandsland. Er fotografiet vidnesbyrd eller udnyttelse? Og kan kunsten som sublimering af grusomheden retfærdiggøres? Det er op til læseren selv at vurdere.

Bataljemaleren er således meget langt fra at være en politisk roman om krigen og dens berettigelse men snarere en eksistentiel beretning om menneskets svaghed og skrøbelighed. Men en ting, der særligt slår mig, er, at jeg som læser sidder relativt upåvirket tilbage på trods af romanens overflod af mord, voldtægt, tortur og desillusion. Det massive bombardement af brutalitet og lidelse giver romanen et nærmest nøgternt udtryk, og man efterlades som læser med en følelse af ligegyldighed.

Er dette så en litterær svaghed eller en styrke? Ja, jeg vil vove at påstå, at det faktisk er begge dele. - En svaghed, fordi det engagement, der skal gøre det til mere end en række filosofiske overvejelser, mangler og en styrke, fordi romanen faktisk formår at gøre det ved læseren, som krigen har gjort ved vores hovedperson, nemlig at henvise én til en tilstand af apati og ligegyldighed. Det er derfor langt mere dekadent, end det er melankolsk.

Grundlæggende kan man betragte Bataljemaleren som en slags moderne omskrivning af myten om den ophøjede og lidende kunster, der ser ned på verden fra sin åndelige højborg – elfenbenstårnet. Men her er kunstneren ikke hævet over verden, tværtimod. Han lever og ånder kun i grusomheden og i døden, og det, vi følger romanen igennem, er hans bizarre forsøg på at blive ét med denne grusomhed. Krigen som fænomen ville aldrig kunne indkapsles, og således er det mere en roman om selverkendelse end om noget andet.

Pérez-Reverte har med sit seneste udspil skabt en meget vigtig roman, der både implicit og eksplicit går ind og bearbejder nogle basale spørgsmål omkring den menneskelige natur. Men når dette er sagt, skal det påpeges, at Bataljemaleren er en overordentlig tung størrelse, der absolut ikke lefler for den suspense-hungrende læser. Den er velskrevet og aldeles velreflekteret, men hvis man leder efter svar eller en form for forløsning, må man lede forgæves.


Forrige anmeldelse
« Aske «
Næste anmeldelse
» Forbarm dig »


Flere prosaanmeldelser