Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
8 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Dødens Jagt (eng. Heart Shaped Box) / Joe Hill / 347 sider
Politikens Forlag. ISBN 978-87-567-8852-6
Anmeldt 10/12 2007, 11:33 af Torben Rølmer Bille

King jr.


King jr.

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Dødens Jagt… titlen bærer umiskendelige referencer til en lang række andre dårlige danske ”undersættelser” af gysertitler fra min ungdom hvor især film med mytiske navne som The Serpent & The Rainbow og Prince of Darkness blev til henholdsvis I gravens dybe stille ro og I en kælder sort som død. Dermed ikke sagt at Joe Hills debutroman er dårligt oversat, men med en titel som denne er man sikker på at frastøde alle elskere af virkelig litteratur. Lad os dog se bort fra titlen et øjeblik og i stedet fokusere på bladene mellem omslaget, for også her finder man også en hel del fællestræk med firsernes blodindsmurte fiktion.

I al sin enkelthed handler bogen om den aldrende rockstjerne Jude, der, som en tro kopi af Ozzy, samler obskure og obskøne objekter til sit superstjernehjem. Intet heimlich rockpalads kan vel være foruden et par menneskelige kranier, en video med dødsporno og naturligvis et spøgelse købt på nettet. Det er i den sidstnævnte bizarre genstand, at vores fortælling tager sit afsæt. Jude vælger at investere i et jakkesæt, som en gammel særling har valgt til det, han vil begraves i. De efterladte vrager jakkesættet til fordel for et andet, og er nu plaget af den gamle mands genfærd, som synes at være bundet til tøjet. Jude synes i første ombæring, at købet er lidt latterligt, men han kommer hurtigt på andre tanker, da den gnavne gamle mand (i bogen portrætteret med betydelig lighed til den fantastiske Rev. Kane fra Poltergeist 2) pludselig viser sig for Jude og hans 25 år yngre goth-kæreste Marybeth.

Det viser sig hurtigt, at det har været langt fra tilfældigt, at Jude har fået fat i spøgelset, for netauktionen var organiseret af ingen ringere end søsteren til Judes forhenværende kæreste. Søsteren blev vraget til fordel for en yngre model, og hun blev sendt hjem til Florida, hvor hun kort efter tog sit eget liv. Som hævn over søsterens død er farmand Craddock, der ikke alene var forhenværende marinesoldat, men også okkultist og hypnotisør, blevet sendt efter vores rockstjerneprotagonist med én ting for øje – at hive Jude med til dødsriget i en fart. Det er nu, den dødes jagt på de levende begynder.

Bogen er, som sikkert kan fornemmes, fyldt med klicheer, men hvis man holder af genrelitteratur, er gensynets glæde ikke at kimse af. De popkulturelle referencer bliver indimellem lidt for platte, eksempelvis hedder Judes hunde Bon og Angus efter hhv. et dødt og et levende medlem af rockgruppen AC/DC. Andetsteds er referencerne lidt for sløsede, som der hvor der skrives, at hovedpersonen ejer såvel værker af ”virkelighedens” Aleistair Crowley og H.P. Lovecrafts fiktive Charles Dexter Ward. Endeligt bliver de evige referencer til forskellige aktuelle bands og artister lidt for repetitative, og synes kun at være med som en hyldest til den musik, Hill har lyttet til mens han skrev. Selv med denne overflod af intertekstuelle blandede bolcher, som umiddelbart ikke tilføjer ret meget merværdi til handlingen, har bogen stadig en drenget charme. For man skal ikke glemme, at bogen er skrevet af en 23-årig ung mand, der uanset litterær kvalitet har leveret en glimrende og tempofyldt b-gyserfilm i bogform, som alle genreelskere garanteret vil sætte til livs med smaskende velbehag.

Joe Hill er kongens søn, nærmere bestemt Stephen Kings – men hvor King benytter megen plads i sine romaner på karakterskildringer, fokuserer Hill primært på det narrative forløb. Dette valg gør hovedpersonerne todimensionelle, men til gengæld får man langt flere groteske voldshandlinger og blodsudgydelser, som lægger sig i direkte forlængelse af dem, man finder hos en ung Clive Barker eller vores egen Dennis Jüergensen (forstået som den størst mulige ros, naturligvis).

Der, hvor Dødens Jagt fungerer allerbedst, er i de passager, der er placeret i grænselandet mellem fantasi, overnaturlige hændelser og bogens virkelighed. Her brillerer Hill med en fortælleiver, der kan tage pusten fra de fleste. Det bliver aldrig forvirrende eller rodet, selvom vores hovedperson er det, og de meget klare hallucinatoriske beskrivelser af meget filmisk kvalitet er med til hæve bogens niveau betydeligt. Det kan godt være, at Hill igennem sit valg om ikke at lade det tunge familienavn optræde på omslaget, forsøger at undslippe faderens skygge, men evnen til at starte med et brag og afslutte noget mere fladt kan han ikke flygte fra. Selv om bogens klimaks er dramatisk, så sidder man alligevel tilbage med en lidt flad fornemmelse. Her kunne han godt have brug for lidt mandsmod og skabt en meget mere dyster finale. Lykkeligvis er Hill stadig en vårhare, og selvom han ikke besidder et åbenlyst sprogligt talent, som hans yngre landsmand Christopher Paolini, er han bestemt en af de unge forfattere, man bør holde et vågent øje med. For selv om debuten ikke er stor kunst, så er det i hvert fald underholdende, så længe det varer.


Forrige anmeldelse
« Adam Hart «
Næste anmeldelse
» Manden der opdagede at han ikke... »


Flere prosaanmeldelser