Kamila Shamsie blev født i 1973 i Pakistan og bor i dag i London og Karachi. Hendes første roman In the City by the Sea blev udgivet i 1998 og shortlisted til the John Llewelyn Rhys/Mail on Sunday Prize. I 1999 modtog hun the Award for Literature in Pakistan, og et år senere udkom hendes anden roman Salt and Saffron, som fik fantastiske anmeldelser. Hun blev desuden valgt som en af Orange's “21 writers for the 21st Century”. Brændte skygger er hendes nyeste skud på stammen.

Brændte skygger er en roman, der tidsmæssigt strækker sig fra 1945 og frem til i dag. Endvidere strækker den sig over forskellige geografiske steder fra Japan til Indien og Pakistan og til USA. Den omhandler japanske Hiroko og de mennesker, hun møder igennem sit liv.

Hiroko er en ung kvinde, der just er blevet forlovet med tyske Konrad, da den amerikanske atombombe falder over Nagasaki i 1945 og ændrer hendes liv; hendes far og forlovede dør men Hiroko overlever, dog med sår på sjæl og krop.

Hiroko vælger at forlade sit hjemland, hvor unge drenge vil være kamikazepilotor, og hvor al fortid og håb om fremtid er udraderet af atombomben. Konrad har fortalt om sin søster Elizabeth og hendes britiske mand i Delhi, Indien, og Hiroko beslutter sig for at rejse dertil. Dette bliver starten på et livslangt venskab mellem Hiroko og Elizabeth, selv når der kommer landegrænser imellem dem.

Hiroko starter nu på ny med sit liv og bliver gift med Elizabeths tjener, Sajjad Ali Ashraf. Kort efter ulmer uroen i Indien, og Hiroko og Sajjad må flytte til Pakistan og igen starte en ny tilværelse. Her får de sønnen Raza, hvis opvækst vi følger. Raza er en begavet dreng, der dog har svært ved at finde ståsted. Han er født og opvokset i Pakistan, men med sine asiatiske træk ligner han ikke de andre pakistanere. Raza eksperimenterer med sin identitet, og mange begivenheder kommer i fremtiden til at ryste familien.

Efter at en familietragedie har fundet sted, vælger Hiroko at flytte sammen med Elizabeth til New York, hvor hun og Raza igen må starte forfra i et nyt land. Hiroko er nu en ældre kvinde og meget har forandret sig. Det er tiden omkring d. 11. september, og der hersker uro mellem Vesten og den muslimske verden. Hvor hører Hiroko og Raza til? Hvordan overkommer de kulturelle forskelle? Og hvilken indflydelse har disse kulturelle forskelle på deres liv? Det er nogle af de spørgsmål bogen indirekte stiller.

Bogen fokuserer meget på kultursammenstød og den uvidenhed, der præger diskursen Vesten og Østen imellem. På nær Hiroko og Sajjads kærlighedsfyldte ægteskab og Hiroko og Elizabeths livslange venskab, giver bogen ikke meget håb om forenelighed to kulturer imellem. Der er hele tiden spændinger, og den ene katastrofe følger den anden som følge af disse, katastrofer, som kunne være blevet undgået, såfremt mennesker verden over kunne kommunikere fornuftigt.

Igennem sin beskrivelse af Hiroko og de forskellige kulturer, som hun udsættes for, og de kultursammenstød, der dermed følger, tegner Shamsie et mere generaliseret billede af verdenssituationen i dag, man fornemmer tydeligt hendes indirekte holdning; vi er fjendske over for hinanden og er dårlige til at kommunikere vores forskelligheder kulturer imellem.

Budskabet er derfor slående, men det er benyttet mange gange før. Bogen er ikke i sig selv enestående, og historien er ganske vattet. Bogen strækker sig over en lang tidsperiode for det første, og den hopper lidt for meget i tiden til, at det giver mening. Endvidere er der for lidt spænding til, at læseren bliver fastholdt – bogen fylder 464 sider, men den virker endnu længere, da den ikke formår at skabe den nødvendige indfangelse af læseren. Men det dårligste ved bogen er nu slutningen, da den stopper ganske brat og giver ikke svar på bogens indirekte spørgsmål, endvidere kan man på ingen måde tyde, hvad der nu vil ske med nøglepersonerne i bogen.

Shamsies intention med bogen har været god; kommunikationen kulturer imellem er præget af uvidenhed og misforståelse, men denne historie trykker ikke på de rigtige knapper, den svarer ikke på nogle spørgsmål og sætter ikke tankerne i gang hos læseren. Det er en skam, da Shamsie uden tvivl er en dygtig forfatter. Hun skriver på en fornem måde, men selve handlingen er for vattet til at sætte den fornødne tankevirksomhed i gang hos læseren.