Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Vold og magt / Elsebeth Egholm / 336 sider
Politikens Forlag. ISBN 9788756794022
Anmeldt 7/11 2009, 12:58 af Gunhild Agger

Mor slår igen


Mor slår igen

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den første sætning i Vold og magt lyder ”Jeg er gravid”. Ida Marie, kriminalredaktøren Dicte Svendsens nære veninde, venter som 45-årig barn med ”sin politimand”, John Wagner. Sætningen er symptomatisk, for det er - som set før hos Egholm - moderskabets sorger og bekymringer, der leverer forbindelseslinjen mellem de to plots, der udfolder sig i romanen. Det handler om konsekvenser – konsekvenser af hvad mødrene har gjort, og især af hvad de har undladt at gøre.

Det første plot udfolder sig omkring Dictes søn Peter Andreas Boutrup. Han spøgte længe som Dictes dårlige samvittighed i Egholms romanunivers, før han endelig materialiserede sig i Liv og legeme. Her optrådte han som indsat i Horsens Statsfængsel, forsynet med en nyresygdom, en hel del mystifikationer i sin fortid og en intens modvilje mod at forholde sig til den mor, der bortadopterede ham som spæd og dermed svigtede ham. Peter er nu løsladt fra fængslet. Allerede første dag efter hans løsladelse finder et drab sted, maskeret af en voldsom eksplosion. Den dræbte er en invalid kvinde. Og Peters DNA findes på gerningsstedet.

Det andet plot har Francesca Olsen, en kvindelig borgmesterkandidat, som omdrejningspunkt. Hun går ind for oprydning blandt byens bander af rockere og indvandrere, hvilket forårsager uro i de kriminelle miljøer. Da hendes hus og bil raseres, og da hendes privatliv eksponeres i pressen, tvinges hun til at profilere sig på et andet punkt - kvinders ret til selvbestemmelse. Herunder at vælge attraktive yngre partnere til seksuel udfoldelse ligesom magtens mænd altid har gjort, uden at nogen har haft særlig ondt af det. Ligesom Dicte bærer hun rundt på en byrde fra fortiden, der har med moderskab at gøre – at have og påtage sig ansvar for børn, både sit eget barn og andres.

Er det så kun moderskab, det drejer sig om? Ikke helt. På sidelinjen står John Wagner som far til en 15-årig søn, Alexander, der uden påviselig grund begynder at begå butikstyverier og skulke fra skole. Han kræver også opmærksomhed. I det valg, Ida Marie og John Wagner skal træffe i forbindelse med graviditeten, spiller hensynet til ham og familiens øvrige sammenbragte børn også en rolle, der udvider moderskab til forældreskab. Alligevel er det helt klart moderskabet, der fylder mest i romanens to hovedplot, og hvis problematik leverer brændstof til både romanens actionelementer og dens filosofiske overvejelser.

Romanens mødre er villige til at gå langt for at forstå og forsvare deres børn og deres egne handlinger. Med undtagelse af Ida Marie har de alle – Francesca som Dicte, Miriam og Sally - begået nogle afgørende fejltrin, der bliver ved med at forfølge dem. Spørgsmålet er grundlæggende, hvilke forpligtelser man pådrager sig ved at være mor, og hvornår moderskabet overhovedet ophører. Svaret er, at uanset hvad der sker, kan en mor aldrig frigøre sig: ”- Man kan glemme så meget, sagde Miriam. – Man kan glemme hvad klokken er, og man kan glemme at spise og passe på sig selv. Men et barn, du. Det glemmer man aldrig” (s. 241). Den prostituerede Miriam taler af egen erfaring. Men hun har også en anden indsigt, der til en vis grad mildner den første: ”Man gør som man gør. Man bestemmer ikke altid selv” (s. 241). Og det er den anden side af moderskabet – hvilke vilkår det foregår under. Det viser sig her, at kvinderne har været oppe mod større magter af forbryderisk karakter, og derfor kun i meget begrænset omfang har bestemt selv. Titlens ”Vold og magt” spiller på dette forhold.

Hvilke forbrydelser, det drejer sig om, afdækkes gradvist i de to plotlinjer, der følges på skift og til sidst viser sig at kunne kobles sammen: ”Alles historier var i familie med hinanden, akkurat som alle havde en berøring med hinanden. Alle var viklet ind i hinandens fortid og løgne og fortielser” (s. 339). Men i alle tilfælde er mødrene til enhver tid villige til at slå igen for at ramme de personer, der har tvunget dem ud i de valg, de fortryder. Og som sædvanlig ender Dicte i en hæsblæsende konfrontation med forbrydelsens bagmænd og ofre kort før politiet finder sammenhængen.

Den journalistiske aktualitet er som sædvanlig nærværende hos Egholm. I Liv og legeme var det organtransplantationer. Sygdoms- og sundhedstemaet fortsætter her i form af det fokus, romanen sætter på finansiering af forskning i sjældne sygdomme, der jo har vanskeligere vilkår end de mere udbredte. Desuden er der bandekrigen og dens konsekvenser. Og bag det hele lurer Josef Fritzl og alle hans forgængere i familier og på børnehjem fra kanaløen Jersey til Danmark.

Det samfundsmæssige og moralske engagement fungerer, og Egholm har som sædvanlig styr på lokalkoloritten i Århus og omegn, herunder Ry. Med en enkelt undtagelse – men her er vi så også 110 km. fra Århus: Det er efterhånden en hel del år siden, at den lokale avis i Aalborg hed Aalborg Stiftstidende. Nu hedder den Nordjyske.

Det kører – så meget, at der måske er ved at gå rutine i Dicte Svendsen-universet. Forholdet til kæresten Bo går op og ned som sædvanligt. Forholdet til datteren Rose er lidt kuldslået, men også det er set før. Redaktionen kører som den plejer med smågnidder og kollegajalousi. Og så er der moderskabet, der også tidligere har vist sig at spille en afgørende rolle. Så: det kører – men det rejser samtidig spørgsmålene: Hvor mange bind endnu? Og i den sammenhæng: Kan dette univers fornys?


Forrige anmeldelse
« Morgenthalers dyrefabler – Ha... «
Næste anmeldelse
» Brændte skygger »


Flere prosaanmeldelser