Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Sven Tveskæg / Preben Mørkbak / 457 sider
Lindhardt og Ringhof. ISBN 978-87-11-43470-3
Anmeldt 20/10 2009, 18:19 af Claus Poulsen

Danernes sidste viking (Bind 1)


Danernes sidste viking (Bind 1)

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Preben Mørkbak gjorde sig positivt bemærket med sin Erik den Røde-fortælling. En fortælling som ganske spændende redegjorde for, hvordan Erik den Rødes liv og færden kunne have foregået. Historien var fortalt gennem en række anerkendte historiske punktnedslag, bundet sammen af et fiktivt handlingsforløb og kan dermed karakteriseres som en historisk roman.

Samme metode går igen i Mørkbaks nye store epos Sven Tveskæg – danernes sidste viking. Her er fakta og fiktion på samme måde limet sammen. Således er de kendsgerninger der er en vis historisk konsensus om, fra perioden omkring Harald Blåtands og Sven Tveskægs liv forsøgt beskrevet.

Handlingen indledes med Svend Tveskæg og Broder Wilhelm Pezzolino af St. Pedroc’s første (blodige) møde. I datidens vikingesamfund var der, for store mænd og stolte vikinger, stor vægt på at få sine gerninger og bedrifter nedfældet, så eftertiden kunne lade sig imponere. Dette var muligvis noget nær det eneste fornuftige de brovtende krigere, kunne bruge de slappe munke til.

Efter dette indledende møde får man sat rammerne på plads for resten af historien. Hvert kapitel starter med Broder Wilhelms korte beskrivelse af årets vigtigste begivenheder – et forsøg på at sætte handlingen i perspektiv til samtiden. Derefter bliver det mere jordnært og kapitlerne følger Svens liv kronologisk, startende med Sven som en bette knægt i år 962.

Handlingens omdrejningspunkt er forholdet mellem Harald Blåtand og dennes søn, Sven. Samtidig bliver det en skildring af sammenstødet mellem troen på de gamle nordiske guder og den efterhånden ret så påtrængende, kristendom.

Et andet centralt element er et af vikingetidssamfundets grundlæggende værdier, æresbegrebet. Man er tro mod sin herre, i medgang og modgang. Ethvert forsøg på svig medfører opsprætning af maveskind og adskillelse af hoved og krop, lige på stedet.

Netop dette gør, at karaktererne forekommer mig at være en anelse stereotype. Man er f.eks. aldrig i tvivl om, hvorvidt en karakter er god eller har onde hensigter – og man kan ofte gætte deres næste skridt. Men det kan også skyldes, at bogen i overvejende grad bygger på historiske overleveringer. Og egentlig gør det ikke så meget. Det giver også en slags glæde, når tingene bare er på plads.

Bogens persongalleri er rimelig omfattende. Det er en god blanding af historiske personer, fra store dele af Europa og fiktive karakterer. Så har man tendens til at blive forvirret over dette, er bogen heldigvis udstyret med en fin liste, der giver et godt overblik. Derudover også en række kort, således at man kan følge handlingens geografiske bevægelser. Der bliver sejlet meget frem og tilbage.

Sproget i bogen er forsøgt holdt med udtryk og sentenser, som man egentlig godt kunne forestille sig, det ville have lydt. Ingen tvivl om at der er gjort en hel del ud af dette. Samtidig er det ret detaljeret og faktisk en anelse voldsomt. Specielt når der er slag i luften. Der bliver ikke sparet på noget i skildringen af blodige, grusomme drab og andre uhyrligheder.

Jeg følte mig ret godt underholdt hele vejen igennem, men skulle man anfægte noget, skulle det være, at visse kapitler kan være en anelse repetitive; man får hurtigt Svens fremtrædende karaktertræk præsenteret – men også gentaget og understreget et par gange for meget. Dernæst forekommer det mig, at den gæve Sven kommer ret let til mange ting. Han må virkelige have været en særegen mand!

Men alt dette bliver opvejet efterhånden, som handlingen skrider frem. Uden at denne bogs anmelder på nogen måde vil erklære sig som særdeles blodtørstig, må jeg erkende at bogen bliver mærkbart bedre, efterhånden som Sven vokser op, togter og slag indledes, og blodet begynder at flyde. Med dette i mente ses der rigtig meget frem til bind 2.


Forrige anmeldelse
« Min fars gevær «
Næste anmeldelse
» Efter solnedgang »


Flere prosaanmeldelser