Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Skriften i min pande / Nafisa Haji / 319 sider
Lindhardt og Ringhof. ISBN 978-87-11-31855-3
Anmeldt 22/6 2009, 22:10 af Mie Poulsgaard Jørgensen

At efterkomme og bryde kulturelle traditioner


At efterkomme og bryde kulturelle traditioner

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Nafisa Haji er af indisk-pakistansk herkomst, men er født og opvokset i Los Angeles og bor i Californien med sin mand og sin søn. Hendes familie emigrerede fra Bombay til Karachi, da det indiske kontinent blev delt i Indien og Pakistan efter Englands tilbagetrækning i 1947. I 1960’erne flyttede familien til Los Angeles. Da Nafisa Haji var 6 år, og faderen havde afsluttet sin uddannelse på Stanford Universitet, flyttede familien tilbage til Karachi, men mindre end et år efter vendte de atter tilbage til Los Angeles, da de indså, at de i den grad havde tilpasset sig den amerikanske kultur. Nafisa Haji selv har studeret amerikansk kultur ved Berkely Universitet og har siden erhvervet sig en doktorgrad ved Los Angeles Universitet. Hun arbejder i øjeblikket på sin næste roman.

Omdrejningspunktet for denne roman er den unge indisk-pakistanske Saira og hendes familie. Saira og hendes familien bor i Los Angeles, men er ofte tilbage i hjemlandet, Pakistan, hvor de stadig har familie.

Saira fortæller om sit liv, især om søsteren Ameena, der er hendes totale modsætning; Ameena er alles yndling, der lever efter traditionerne og er en ærbar, sød og smuk pige. Saira derimod er rebelsk, alt for selvstændig og er dermed ikke den optimale, pakistanske pige alle mødre leder efter til deres søn – en skam, da det netop er dette de pakistanske piger opdrages til at opfylde; at være attraktive på giftemarkedet.

Ameena har et tæt forhold til sin mormor, der ligesom hende levede et ærbart og dydigt liv. Saira derimod har et tæt bånd til mormoderens søster, Adeeba, der levede et ganske utraditionelt liv; hun tog en høj uddannelse i England og blev aldrig gift.

Lidt efter lidt opdager Saira sin families ufortalte historie; om morfaderen som bragte skam over familien og om farfaderen, som kæmpede for sit folk på bekostning af sin familie – og Saira fascineres dybt af disse historier og begynder at nedskrive dem. Efter et møde med sin fætter, der er journalist, drages hun til at skrive historier om det almindelig menneske og de problematikker dette står over for. Saira vælger at trodse familiens ægteskabsforventninger og tager sammen med fætteren ud i verden for at fortælle verden om menneskerne i kriseramte situationer.

Men pludselig ændres Sairas liv brat, da en dobbelt familietragedie finder sted. Disse tragedier vil vælte om på hendes og familiens liv, og Saira må tage stilling til nye og gamle værdier, samtidig med at endnu flere dunkle sandheder fra fortiden kommer op til overfladen.

Nafisas Hajis roman er en roman om en mønsterbryder, der tør bryde med familiens muslimske traditioner og leve et selvstændigt liv efter eget ønske. Saira var familiens sorte får men havde evnen til at vende sin skæbne til egen fordel. Det er dog også en historie om bevarelse af visse værdier såsom tillæring af familiehistorie og hvilke problematikker, de har stået over for og løst. Det er en historie om familiens stærke bånd, og hvordan familier i stærke tider står sammen eller opløses. Endeligt er det en historie om tilgivelse, overkomme ulidelige tragedier og finde mening i virvaret.

Dermed rummer bogen mere end som så, hvilket gør bogen ganske interessant. Den beskriver mennesket i sin kulturelle verden; hvordan forældre ofte fastholdes i sin egen kulturelle verden, hvorimod de etniske børn, der fx vokser op i USA eller Danmark, må pendle mellem to kulturer – hvilket er ganske problematisk i sig selv. Dermed bliver bogen universel, den berører emnet identitet; at finde sit ståsted – her i grænselandet mellem den pakistanske og amerikanske identitet. Endvidere er det en hyldest til mennesket med alle sine fortrin og skavanker – ingen er perfekte, men man må skabe sin egen skæbne, selv når modgang rammer os.


Forrige anmeldelse
« Den dag Nina Simone holdt op me... «
Næste anmeldelse
» Hvad jeg taler om når jeg tale... »


Flere prosaanmeldelser