David Bowie
Sony, CD Spilletid: 41:17 min.
Anmeldt 12/1 2016, 17:20 af Torben Rølmer Bille

Smuk, kompleks svanesang


Smuk, kompleks svanesang

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er en virkelig mærkværdig følelse, at forsøge at finde de helt rette ord til at beskrive David Bowies nyeste – og sidste – plade på selvsamme dag, hvor resten af verden er vågnet til nyheden om mandens død. At lytte til den nye plade, mens ordene nedfældes er derfor en utrolig blandet fornøjelse. Stor sorg over et rockikon, en musikalsk mytisk helt og en vidunderlige kreativ sjæl, der ikke længere er blandt os der samtidig blandes med en næsegrus fascination og begejstring for det både komplekse og fascinerende lydunivers han præsenterer for lytteren. Det er med dødsfaldet i mente også nærmest umuligt at undgå ikke at læse Bowies egen forestående undergangsfortælling ind i hans sidste værk.

Ifølge pressematerialet havde den nu mediesky superstjerne fået diagnosen leverkræft for atten måneder siden, men kun hans allernærmeste vidste besked om dette. Det viser måske også noget om mandens arbejdsdisciplin, at skiven udkom på Davids fødselsdag den 8. januar 2015 og at han tre dage senere ikke længere er blandt os. Dette sammenfald kan nemt tilskrives et tilfælde, men ikke desto mindre virker det som et sært sammentræf.

Bowie blev kun 69 år gammel, men har efterladt sig en masse uforglemmelig musik. Gennem sin lange karriere har han i forskellige afskygninger sørget for at sætte sit unikke præg på såvel populærmusikken, moden, medierne og meget andet. Han var en af de første mediepersonligheder der åbenlyst og meget offentligt bevidst spillede på en androgyn fremtoning og der er sikkert mange unge mennesker der kan takke Bowie for at finde modet til at selv at turde at være anderledes både psykisk, fysisk og seksuelt og have modet til at stå ved det.

Gennem hans mange forskellige scenepersonligheder og en eksperimenterende tilgang til både det musikalske og til den medieverden hans figurer og han selv uvilkårligt blev en del af, påvirkede Bowie flere generationer og fik selv en status som syntes at transcendere berømmelsen.

Bowie har altid været en forgangsmand, avantgarde, konsekvent forud for sin tid. Når manden sendte en ny plade på gaden, så gik der en to-tre år, så var der pludselig et hav af musikere og bands, der med ét lød som ham. Muligvis er dette lidt af en overdrivelse, men ikke desto mindre har undertegnede altid oplevet at Bowie var forud for sin tid – og måske også ofte misforstået af samtiden.

★ er den officielle titel på det sidste, nye udspil. Ifølge pressematerialet kalder man den ’Blackstar’ hvis man skal tale om den. Det er hans plade nummer 27 (hvis man tæller de to Tin Machine-skiver med) og den rummer syv numre. Med en spilletid på lidt over 41 minutter, efterlades man måske ved den første gennemlytning med følelsen af at musikken nærmest stopper før den er kommet ordentligt i gang, men heldigvis udfolder pladen sig ved gentagne gennemlytninger og leverer i den grad det eksperimenterende rekviem, der kan sende alle hans alter egoer men også manden selv afsted til dødsriget.

Den første single, som deler titel med pladen, blev udsendt den 20. november 2015 og blev ledsaget af en ganske flot, men – vanen tro - både kryptisk og dyster musikvideo . På udgivelsestidspunktet blev man måske efterladt med en følelse af, at videoen var ganske vellykket, men at titelnummeret måske var både ganske mærkværdigt og alt, alt for langt. Det har en spilletid på næsten ti minutter, er for det meste sitrende, kommer ikke rigtigt ud af starthullerne, synes at stritte i mange retninger og er et nummer der ganske enkelt er meget svært at blive klog på. Faktisk var det et nummer, der umiddelbart var ganske svært at holde af.

Det er ikke mandens pludselige bortgang, der har ændret anmelderens syn på titelnummeret, men faktum er at selv om nummeret ★stadig er det nummer der er det mest udfordrende på den nye plade, så vinder det virkelig ved et par genlyt. Der er de der vil påstå at ”man kan vænne sig til alt, hvis man bare hører det nok”, men det er ikke det som er i spil hér. Det er i stedet det faktum, at Bowie med titelsangen igen skaber den velkendte verfremdungseffekt, som mange af hans tidligere sange og kompositioner også har budt på. Bowies musik har stort set siden første plade insisteret på, at lytteren investerer noget af sig selv for at kunne komme indenfor i Bowies musikalske universer, at lytteren engagerer sig. Lytte i stedet for at høre.

Dette bliver især tydeligt hvis man sammenligner det med skivens sidste to numre I Can’t Give Everything Away eller Dollar Days der begge synes at pege tilbage til helt ”klassiske” Bowie-sange. Sange der med lidt behændighed og af en god sanger godt kunne synges om et lejrbål, lige som mange af mandens sange der efterhånden er blevet evergreens. Her synes det være de melankolske tekster som kommer i højsædet sat til en langt mere enkel melodi, mens titelnummeret stadig bevarer noget af den mystik og fremsynethed som altid har været hans vartegn.

Selv om pladen er meget kort, så viser Bowie, der på denne sidste plade igen har fået selskab af Tony Visconti ved mixerpulten, at han til det sidste havde flair for både at skrive musik og ikke mindst tekster. Det vidunderlige ved Bowie har nemlig alle dage været, at teksterne syntes mindst lige så vigtige som det musikalske udtryk. Hos Bowie var de to elementer så tæt forbundet, at man nærmest ikke kan forestille sig det ene uden det andet.

Der vil sikkert i den kommende tid være utallige musikskribenter (med og uden sølvpapirshatte) der vil give sig tid til at nærstudere musikken og lyrikken på dette sidste album, for på den måse at forsøge at dechifrere Bowies fokus på hans forhold til det uundgåelige, til døden. Eksempelvis virker det ligetil at inddrage både musikken, teksten og videoen til Lazarus, der indledes med ordene: ”Look up here, I’m in heaven / I’ve got scars that can’t be seen / I’ve got drama, can’t be stolen / Everybody knows me now..” en tekst som nemt kunne ses som mandens kommentar til sin sygdom og sin karriere.

Man kan også nærstudere final nummeret I Can’t give Everything Away hvor han synger: ”I know something’s very wrong / the pulse returns the prodigal sons / The blackout hearts, the flowered news / with skull designs upon my shoes”. I omkvædet påstår at han, som nummeret antyder, at han ikke kan give det hele væk – muligvis en hentydning til at han ikke har lyst til at opgive det hele. De materielle værdier der står tilbage, når man selv skal herfra.

Dødstematikken bliver hjulpet godt på vej på nummeret Dollar Days som synes at pege mere direkte mod døden, end de øvrige: ”If I’ll never see / these English Evergreens / I’m running to / It ’s nothing to me / It’s nothing to see.”, synger han i omkvædet hvorefter tonen pludselig skifter til mol og Bowie synger: ”I’m dying to […]” – og nummeret afsluttes med at han skiftesvis synger : ”I’m trying to / I’m dying to”- men det kunne lige så godt lyde som om han synger ”I’m dying too”.

Til gengæld har manden selv sagt at de fleste af hans sange at handle om stort set det samme. Om vores indre liv. Om den udfordring, der består i konstant at forsøge at skabe kontakt med de mennesker der omgiver os, samtidig med man forsøger at finde ud af hvem man selv er. Rent faktisk kunne teksterne på den nye plade, lige så nemt ses som en forlængelse af dette projekt.

★ giver heller ikke et entydigt svar på denne livslange søgen efter svar, men er derimod en plade, der både tekstmæssigt og musikalsk fortsætter med at udfordre sine lyttere. En plade der både er jazzet, rocket, poppet og på sine steder ganske svær at greje. Bowie har lavet sin mest interessante og bedste plade i mange år. Han beviser, at han stadig som 69-årig har masser på hjerte og at han har lyst til en sidste gang at indvie lytteren i sit unikke, fremmedartede univers og udfordre de der har lyst til at lege med.

Det er som fan bare så ustyrligt trist, at dette samtidig er uigenkaldeligt de sidste toner vi nogensinde kommer til at høre fra David Bowie. Til gengæld må vi blot trøste os med at han gennem sine 50 år som musiker har givet verden et så rigt et bagkatalog, som man altid kan vende tilbage til. En samling af plader og sange man overraskende nok stadig kan blive ved med at finde nye nuancer i.


71
Forrige anmeldelse
« Popular problems «
Næste anmeldelse
» Anywhere but here »


Flere musikanmeldelser...