Musik har, som alle ved, mange formål. Man kan danse til den, benytte musikken som baggrund til hverdagens gøremål elller en hyggelig aften med vennderne, man kan tage den med i hovedtelefonerne når man begiver sig ud i verden og så videre og så videre. Men der findes også musik som forekommer langt mere insisterende, som ikke nemt lade sig danse til eller hensætte til baggrunden. Musik der trænger sig på og sådan har nærværende anmelder altid oplevet Leonard Cohens udgivelser.

Især siden skiven I’m Your Man fra 1988 har Cohens plader haft en nærved irriterende tendens til at bytte eksempelvis studiemusikere ud med keyboardtrompeter og synth-trommer, for selv om instrumentsamplingerne da er blevet bedre, så huserer de stadigvæk på Old Ideas, der er Cohens 12. studiealbum. Rent faktisk så virker det som om Hr. Cohen har fået ryddet grundigt op og fundet ind til nogle langt mere simple konstruktioner, for den nye plade er langt mindre synthsovset end hans sidste par udgivelser.

Måske er det også kun de færreste, der på samme måde som undertegnede lader sig gå på af disse syntetiske elementer, for sangene på albummet fejler bestemt ikke noget og det fremstår andet end kunstigt frembragt. Sangene rangerer fra det cool lounge-jazzede, som på åbningsnummeret ”Amen” og ”Anyhow”, over mere countryagtige toner på nummert ”Banjo” til numre, der allermest minder om spirituals, som eksempelvis ”Come Healing” og ”Show Me the Place”. Heldigvis er der også et helt enkelt akustisk nummer – ”Crazy to Love You” – der sikkert vil glæde gamle Cohenpurister.

Den nye plade byder, vanen tro, på lyrik i verdensklasse sat ind sammen med forskellige musikalske udtryk der alle har Leonards bløde, fløjlsstemme helt i centrum. Hans dybe røst flankeres på langt de fleste numre af hans korpigers – The Webb Sisters’ - forførende harmonier. Det er, som titlen antyder, ikke decideret nyt, men der er bestemt ikke noget råddent ved disse gamle ideer.

Det er – og har altid været – teksterne der har været centrale og Leonard har bestemt ikke mistet sin evne til at skrive kloge, indsigtsfulde sange, der for det meste handler om den svære kærlighed, men der er også afstikkere fra dette dominerende tema. En af de mest spøjse er nummeret ”Going Home” hvor han med alvorlig mine fører en samtale med Leonard, der ifølge teksten er ”a lazy bastard living in a suit” men som gør hvad han får besked på. Det er tekster fulde af humor, alvor og som bærer præg af et levet liv. Hverken denne imaginære Leonard eller kunstneren som styrer ham har i sinde at formane eller belære, men synger blot om nogle af de ting, som man kan tænkes at fokusere på når livet går på hæld.

Den dybe depression er der også plads til i nummeret ”The Darkness”. Her synger han ”I got no future / I know my days are few […] I thought the past would last me / But the darkness took that too” og selv om man godt kunne fristes til at spekulere om dette nummer er affødt af Cohens egen uheldige situation da hans manager stak af med alle mandens hårdt tjente penge, så er indholdet i sangene noget som langt de fleste sagtens kan nikke genkendende til.

Old Ideas er utvivlsomt Cohens bedste plade siden The Future. Det er en plade som man ikke bliver træt af og som, ganske som de bedste at mandens plader, til stadighed overrasker og afslører nye nuancer ved gentagne gennemlytninger. Det er en plade som man, som nævnt indledningsvis, bør lytte til – ikke bare høre – men har man tiden og tålmodigheden til at lægge ører og sind til Leonards sensommerdigte, så er der vitterligt en stor oplevelse i vente.