Endelig har trip hop pionererne i Portishead, også kendt som Beth Gibbons, Geoff Barrows og Adrian Utley, taget sig sammen og lavet et tredie studiealbum efter intet mindre end 11 års ventetid. I mellemtiden har vi så heldigvis fået det glimrende soloalbum fra Beth Gibbons Out of Season fra 2002, som er et yderst minimalistisk og akustisk folk-album lavet i samarbejde med tidligere Talk Talk medlem Rustin Man. Lige som man havde opgivet alt håb om nye toner fra Portishead, der kunne leve op til det fabelagtige debutalbum Dummy, der efterhånden må kunne karakteriseres som en klassiker, svirrer rygterne pludselig om et Portishead, der ikke blot er gået i studiet men tilmed har ladet sig inspirere af den mere alternative musikscenes navne som blandt andre støjrockerne i Sonic Youth (tillad mig at juble!), no wave pioneren Glenn Branca samt (og hold nu godt fast) det yderst makabre dronemetal-ensemble Sunn O))). Så mere spændt og utålmodig end nogensinde før og med skyhøje forventninger sætter man med rystende hænder dette nye udspil med den noget anonyme titel Third i afspilleren, og lad mig blot afsløre det nu... man bliver alt andet end skuffet!!!

Da trioen Portishead første gang så dagens lys, var det som en del af den banebrydende og meget tidstypiske trip hop scene, der opstod i start- eller midthalvfemserne, og som tilmed har navne som Massive Attack, Tricky og lidt senere Lamb på samvittigheden. Idet Portishead i den grad var med til at definere denne scene, lurer faren for altid at blive betragtet som eksponent for en specifik stil og lyd. Så nu, hvor tidligere tiders stjernestøv for længst er fordampet, står Portishead tilbage med den næsten umulige opgave, det er at nulstille tiden.

Men er opgaven virkelig helt umulig? Svaret må blive et klart og rungende nej, ikke for Gibbons og co. Dette nye album, der er af næsten magisk karakter, formår virkelig at gøre det umulige - og vaske tavlen ren. Profetisk må det erklæres, at en ny æra for Portishead har set dagens lys. Hermed menes ikke, at Portishead fornægter fordums musikalske gerninger, blot at de har formået at skabe et værk, der på ingen måder vil komme til at stå i skyggen af fortiden, tværtimod.

Portishead har formået at gennemføre et temmelig markant stilskifte samtidig med, at de stadig umiskendeligt er sig selv. Den stemning, der hviler over pladen som helhed, rummer stadig den samme filmiske skrøbelighed som tidligere, særligt i numre som ”Hunter” og ”Nylon Smile”, men udtrykket er generelt blevet mørkere, hårdere og meget mere intenst, hvilket til dels nok skyldes den øgede brug af analoge instumenter. Som lytter må man altså være forberedt på en både mere nuanceret men tilmed en mere avantgardistisk orienteret og sværere tilgængelig version af Portishead, der højst sandsynligt ikke vil begejstre så stort et publikum som eksempelvis Dummy. Men værn dig med tålmodighed kære lytter, ellers risikerer du at gå glip af en hel unik musikalsk oplevelse, der kan risikere at mærke dig for livet.

Tematisk set har vi at gøre med et udspil, der kredser om de indre kampe, der, hvis man skal tro på Gibbons smertelige røst, må siges at kunne betragtes som et grundvilkår ved den menneskelige tilværelse. Og tror man på hende... det gør man. Ingen anden kan rumme så megen smerte og sårbarhed i sin stemme som hende, men det er en subtil smerte, en smerte der ikke bliver klynkende men blot dybt gennemtrængende. Så når der i det fænomenale indledningsnummer ”Silence” synges: ”Empty in our hearts / Crying out in silence” begynder man seriøst at betvivle menneskehedens tilstand.

Den disharmoniske tilstand, som udtrykkes tekstligt, suppleres hele pladen igennem af en måske ikke mere kompleks, men i hvert fald mindre harmonisøgende instumentalisering, end vi før har set det hos Portishead. Eksempelvis oplever vi i nummeret ”Small”, hvordan en harmonisk, akustisk start udvikler sig hen mod at ende i et støjende lydbillede, der mest af alt henleder tankerne på 70’ernes syre-eksperimenter, og som i sin kaotiske monotoni har en yderst truende og hårrejsende effekt.

I førstesinglen ”Machine Gun”, der nok næppe kommer til at ligge nummer et på the Voice charten, suppleres Gibbons klokkeklare sang om skyld, ofring og kampen for at finde frelse i sig selv af beats, der lyder som affyringer fra en maskinpistol. I mødet mellem Gibbons klokkeklare og yderst skrøbelige røst og den brutal instrumentalside skabes en kontrast, der giver dette nummer en helt unik og brutal skønhed. Englene synger, mens menneskeheden er i krig. At tolke dette nummer rent politisk som en protest mod Irak-krigen, ville dog være alt for unuanceret en betragtning. Det er menneskets indre krige, der er de interessante. Betragt blot tekststykket: ”If only I could see / Return myself to me / And recognize the poison in my heart”.

Selvom dette tredje udspil fra Portishead som helhed er et stort mesterligt højdepunkt, vil jeg dog fremhæve nogle numre, der står som noget helt sublimt. ”The Rip”, der starter som en akustisk folk-ballade og bevæger sig over i elektronisk monotoni, er så uendelig smuk og sørgmodig, at det løber en koldt ned ad ryggen. Når Gibbons synger om de vilde, hvide heste, der tager hende med og reder hende fra mørket, får man lyst til at tage med.

Den intensivt repeterende og suggererende ”We carry on” giver én den berusende fornemmelse af at bevæge sig ud i intetheden, væk fra tomheden og ud i mere tomhed, der er mulighed, mens afslutningsnummeret ”Threads” forvansker melankolsk skønhed til nærmest fysisk ubehag, når den indre dissonans til sidst synes at kulminere. Linien ”I am one / Damned / One” repeteres afslutningsvis, og idet Gibbons ligger lige på kanten af det falske, skabes et meget blottet og intenst udtryk, der understreger den fornemmelse, der har hersket gennem hele pladen, af at det hele er ved at tippe over.

Med dette album har Portishead altså præsteret intet mindre end et mesterværk med særdeles langtidsholdbar effekt. De indre dæmoner er endelig blevet forvandlet til noget frugtbart, et kosmos født ud af kaos. På trods af frygten for at komme til at lyde som en lallende anmelder, er jeg nødt til at konstatere, at det her uden tvivl er noget af det bedste jeg meget længe har hørt. Det kan ikke engang betale sig at forsøge at lede efter svage numre, da albummet i sin helhed er så fantastisk helstøbt; så det eneste jeg har at beklage er, at jeg ikke fik billetter til den koncert, der for nylig blev holdt i KB-hallen (arghh!).