Mest læste
[Lyrikanmeldelse]

1 - Lyrikanmeldelse
Poesi og andre former for trods
2 - Lyrikanmeldelse
Digte 2014
3 - Lyrikanmeldelse
White Girl
4 - Lyrikanmeldelse
det nemme og det ensomme
5 - Lyrikanmeldelse
Hvedekorn, nr 3 / 2012
6 - Lyrikanmeldelse
Poesibog
7 - Lyrikanmeldelse
ABC
8 - Lyrikanmeldelse
Hvedekorn, nr 2 / 2012
9 - Lyrikanmeldelse
Koordinater
10 - Lyrikanmeldelse
Husundersøgelser




Mit nøgne hjerte / Simon Grotrian / 61 sider
Herman & Frudit . ISBN 9788793671003
Anmeldt 5/6 2018, 15:20 af Michael Agerbo Mørch


Lys, gakket, prægnant. Ny Grotrian når højderne

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Simon Grotrians produktivitet er frygtindgydende, og de af os, der gerne vil læse det hele, har travlt. Den seneste udgivelse, Mit nøgne hjerte, er en lille samling digte, der er udgivet på det nystartede Det aarhusianske forlag Herman & Frudit. Udgivelsen er håndsyet, signeret af forfatteren og er kun udkommet i 137 eksemplarer (min er nummer 133, så interesserede læsere må skynde sig).

Samlingen er inddelt i fem afsnit – netop det antal inddelinger forekommer ofte i Grotrian-samlinger – med varierende længde. Det andet afsnit er det længste, det femte er det korteste. Inddelinger skal næppe forstås som kapitler, og der er ikke umiddelbart nogen klar overgang mellem de fem afsnit. En mere intens granskning vil måske afsløre en udvikling, men samlingen fremstår for den umiddelbare læsning som én helhed. Titlen,Mit nøgne hjerte, lyder næsten selvbiografisk, men sådan tror jeg næppe, det skal forstås. Der tages måske nok selvbiografisk stof med, men som læser skal man kende forfatteren umanerligt godt, hvis det skal identificeres. Det er mere gangbart at læse digtene som rå poesi, der frit kan bruges til egen selvrefleksion og spejling.

I samlingen er der digte på én linje, og der er digte over flere sider. Digtet på én linje lyder: ”Ligesom når du bader i regnbuens løsnede sløjfe”. Digtet er meget sigende for samlingen optimistiske tone, der er påfaldende karakteristisk for Mit nøgne hjerte. Grotrian-læsere vil vide, at det metafortættede univers, som også disse digte er indplaceret i, svinger lystigt mellem det dystre og lyse, det alvorlige og grinagtige, men der er altså en klar overvægt af optimisme her, som gør samlingen blid og håbefuld. Afslutningsdigtet indledes fx med fanfaren ”Husk, opstandelsen er en bordbombe”, men den alvorlige modpol glemmes ikke, da digtet fortsætter ”dette gir jeg kun til dem, der elsker mig”.

En lignende spænding kan ses i andre digte, fx her:

Det går op og ned
som at dyppes i kaffe og derpå
svales ad Guds kærlige hænder i dåben
men i et syrebad længst nede
dér, hvor Fanden jager gaflen i enden
findes den nødvendighed, der driver mig
hen over hodet på alle.”

Dåbens gode og milde påmindelse om Guds faderhånd, modsvares af Helvedes nærvær, hvor Fanden plager sine, men min påstand er altså, at det i denne samling er den håbefulde tone, der klinger klarest.

Når jeg citerer digtet ovenfor i fuld længde, skyldes det også, at flere af digtene har en mere prosaisk karakter end flere af de sidste års Grotrian-værker. Der er flere genuint gode digte, hvor flowet er afgørende, og hvor det ikke kun er de helt tætte, hermetisk lukkede poesilinjer, der bærer værket. Et andet eksempel, som også træder frem som en poetologisk refleksion:

”Hvorfor digte?
Gud forstår jo ikke dansk
jeg ved da godt
at de taler aramæisk i Paradis
i bølgesvingninger hinsides volapyk
men han kan høre alt
selv støvet, der falder
og placerer vokalerne, hvor de hører hjemme
på en flitsbue nærmere
bønnen, knoglen og fuldbyrdelsen."

Flere kendte træk er der dog også: Som sagt er det stadig et metafortæt univers, vi inviteres ind i. Iderigdommen er stor, og de mest underfyndige relationer kan skabes i dette sprog. Pronominerne er stadig svære at placere med reference, men de er der, og som læser kan man gøre med dem, hvad man vil. Farvekoderne er stadig besværlige at håndtere. Grotrian bruger en bred palet, men ofte er det ret gakket, hvad der bliver sat sammen, fx ”blå ekskrementer”, ”Guds blå ånde” eller ”et suk af grøn emalje”. Der er også de klassiske, spøjse slapstick-indfald, hvor man nogle gange griner, nogle gange græmmes: ”Jeg blev født under en krystallysekrone / jordemoderen så beundrende på indholdet af min ble”, ”vi ser … gravkoen komme imod os med et læs testikler” eller ”skønt lokummet skummer over / som et glas champagne”. Så er der selvfølgelig også den kristne referenceramme, som hele tiden taler med. Nogle gange bekendende, nogle gange søgende, nogle gange mærkeligt uortodokst, næsten provokerende. Men aldrig kedeligt!

Til slut en mere general overvejelse over det at læse Grotrian. Når metaformaskinen buldrer, kan man som læser hurtigt føle sig trængt op i en krog. Sproget fratager nærmest læseren sproget, fordi man afklædes gennem sin afmagt til at forstå digtene. På den måde bliver læseren mestret af digtene, og det kan være svært at vende denne dominans om. Men, og det er grunden til, at Grotrians læsere vender tilbage, de enkelte digte kan også rumme sætninger med så stor ynde, præcision, ja, epifani, at udtrykkene forøger sproget som en gave, der gives af nåde. Læsningens nåde. Denne paradoksikalitet rummer både frustrationen og velsignelsen ved at være Grotrian-læser.

Grotrian indleder denne udgivelse med udbruddet ”Poesien braser som et lokomotiv gennem spisestuen”, og det er rigtigt, at digtene ikke kan læses mageligt. Men afslutningsvist skriver han også:

”Det er en betroelse
lagt ind i papiret som omvendte flammer
jeg kan sige alting uden at åbne munden
bare hånden arbejder”.

Den lydløse kommunikation mellem forfatter og læser når et godt klimaks i denne samling, fordi de klassiske Grotrian-kendetegn er fint spundet sammen af en mere lys og varm tone, der klæder teksterne.


Forrige anmeldelse
« Hundrede kærlighedssonetter «
Næste anmeldelse
Ikke flere anmeldelser


Flere lyrikanmeldelser...