Mest læste
[Lyrikanmeldelse]

1 - Lyrikanmeldelse
Poesi og andre former for trods
2 - Lyrikanmeldelse
Digte 2014
3 - Lyrikanmeldelse
det nemme og det ensomme
4 - Lyrikanmeldelse
White Girl
5 - Lyrikanmeldelse
Hvedekorn, nr 3 / 2012
6 - Lyrikanmeldelse
ABC
7 - Lyrikanmeldelse
Poesibog
8 - Lyrikanmeldelse
Hvedekorn, nr 2 / 2012
9 - Lyrikanmeldelse
Husundersøgelser
10 - Lyrikanmeldelse
Tvillingerne




Paranoiadigt / Cecilie Lolk Hjort / 63 strimler, ingen sider
Weltscherz. ISBN 978-87-993626-9-1
Anmeldt 2/6 2014, 20:46 af Torben Rølmer Bille


Makulerede strofer

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er altid noget fascinerende ved det skrevne ord, især når det bliver løftet ud af sin ellers så bindende kontekst – bogens sider. Da Cecilie Lolk Hjorts Paranoiadigt sidste år ankom til undertegnedes adresse var der noget legende ved mødet med værket. For Paranoiadigt består af en transparent plasticæske, hvori der ligger 63 laminerede sætninger. (Hvoraf tre er hhv. ISBN, titlen og et link til en webside)

Værket lægger sig rent strukturelt op af Raymond Queneaus Cent mille milliards de poèmes fra 1961. En bog hvor siderne var strimlet på langs, så læseren ved egen kraft kunne sammensætte et eller flere af de potentielt hundred tusind billioner digte gennem frit at vælge mellem hvilken sonet der skulle starte digtet, hvilken der kom i anden strofe, osv. Der var ti sider. Herhjemme har vi også oplevet Peter Adolphsen, der med hans En million historier fra 2007 skabte en bog efter samme principper.

Cecilie Lolk Hjort går dog ikke udelukkende efter kvantiteten eller de mange forskellige kombinationsmuligheder, som hendes tekst potentielt kan struktureres efter, det er snarere som om Paranioadigt forsøger at italesætte paranoiaen ved at bryde med digtet i sin fulde form, ”makulere” papiret med teksten og komme den på æske, der på én gang tager form som skraldespand og Pandoras æske.

Æskens gennemsigtighed lader læseren, før den åbnes, studere de fragmenter af teksten udefra som kan ses gennem plasticen. Strimlerne minder mest af alt om sætningsfragmenter som har været gennem en makulator, i forsøget på at slette sine egne spor. At æsken er gennemsigtig gør også at man godt kan se ind, men samtidig er det umuligt at danne sig et indtryk af teksten, før man åbner den og begynder på at samle puslespillet. Spørgsmålet er blot, om man vitterligt – i mest konkrete forstand – har mod på at åbne op for paranoiaen?

Det er naturligvis det, som er ideen i udformningen af værket, for lige som efterretningsagenten fra spionthrilleren roder gennem ambassadens papirskrald for at finde og rekonstruere hemmelige notater, må læseren selv forsøge at sætte forfatterens ord sammen, så de giver mening. Dette kan naturligvis gøres på mange forskellige måder, så der er også under den alvorlige titel på værket en legende og nærmest puslespilsagtig tilgang til digtet og digtningen.

De eneste ledetråde som modtageren får til at rekonstruere dette fragmenterede digt med er naturligvis de enkelte sætningers indhold, der kan lægge op til eller distancere sig fra de andre. Der findes dog også ledetråde til rækkefølgen i observationen af den tegnsætning, som eksisterer – for nogle strimler ender med et komma, nogle har ingen tegn til slut og endelig er der de, der slutter med et definitivt punktum. Dette gør også, at kombinationsmulighederne synes mere begrænset end de førnævnte analoge hypertekster. Det virker som om at læseren skal lede efter en struktur, finde frem til forfatterens definitive version af Paranoiadigt.

På en af strimlerne, som ikke er en decideret del af digtet, findes der som tidligere nævnt en henvisning til en hjemmeside, hvor man kan opleve forfatteren læse digtet højt. Så er man frustreret over ikke at kunne få brikkerne til at falde på plads, eller har man blot lyst til at fastslå, om det er lykkedes en at genkonstruere digtet, som det oprindeligt var tænkt, så kan man besøge weblinket og høre den lineære version af digtet blive læst op af forfatteren selv.

Der er sikket folk – selv blandt kapellets læsere – der vil mene at beskrivelsen af Paranoiadigt her mere er udtryk, end det er indhold, for nærværende anmelder synes jo udelukkende at beskrive de omkringliggende faktorer ved digtet og ikke dets lyriske kvaliteter. Det er måske meget rigtigt observeret, men efter at have åbnet æsken, er det som om…..


Forrige anmeldelse
« Hæftet «
Næste anmeldelse
» ABC »


Flere lyrikanmeldelser...