Mest læste
[Lyrikanmeldelse]

1 - Lyrikanmeldelse
Poesi og andre former for trods
2 - Lyrikanmeldelse
Digte 2014
3 - Lyrikanmeldelse
White Girl
4 - Lyrikanmeldelse
det nemme og det ensomme
5 - Lyrikanmeldelse
Hvedekorn, nr 3 / 2012
6 - Lyrikanmeldelse
Poesibog
7 - Lyrikanmeldelse
ABC
8 - Lyrikanmeldelse
Hvedekorn, nr 2 / 2012
9 - Lyrikanmeldelse
Koordinater
10 - Lyrikanmeldelse
Husundersøgelser




Blomster under huden når du fryser / Kasper Anthoni / 63 sider
Forlaget PrintXpress. ISBN 9788792895097
Anmeldt 5/1 2013, 20:31 af Kim Toft Hansen


Nattens syndsforladelse under bliktagsregn

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Fire digtsamlinger på tre år. Intet mindre. En vækkelse af centrallyrikken. Et jeg og du – og så derudaf. Kasper Anthonis digtsamlinger er forfriskende visuelle billeder. Af tilstande. Af forhold. Og af natur, der virker ind på jeg’et, der digter. Til et du, der måske også er jeg’et. Fjerde digtsamling Blomster under huden når du fryser er på gaden. Og den er regnvåd – med blå forside.

Tematikkerne blev slået an allerede i første samling #-digte: regn og natur, en anden person (du) og byrummets moderne neonflakken. Meget af dette resterer stadig. Naturen synes dog at vinde langsomt over byen. Byen er der såvist, men natur, krop og regn tager over. Der, hvor byen normalt virker naturlig i sit kunstige lysbad. Anthoni vender sig med denne samling tilsyneladende væk fra det kunstige og ud i det naturlige. Substanserne.

Samlingen er ikke inddelt fra digterens egen hånd. Men en række temaer rubricerer dem alligevel naturligt - om jeg så må sige. I den første del er en religiøs tematik dominerende. Slået an i første digt ”Det er sjælen” og afrundet med ”I dag kalder fuglene”. Ord som disse: sjæl, katedral, Kristus, engle og lam. En fornemmelse for noget overjordisk finder form. Og forlades igen. Næsten. Der er mere i det.

At sige, naturen fylder meget i den næste gruppe, undervurderer samlingens generelle naturinteresse. Men næste ”del” kommer til at stå i skærende kontrast til den tredje del, der vender sig mod naturens modsætninger: en lejlighed, hysterisk jazz, et hotelværelse, en tv-skærm, biler. Natur og by fremhæves. Hver for sig. Og derved sammen. Vi er på vej ind i det neongule, men så ændrer samlingen igen karakter.

Fra ”værelse 76” træder vi ud i regnen igen. Regn er samlingens helt store sammenbinder. Et metafysikum. Et ord, der væder alle sider gennem alle digte. Stort set. Og er regnen der ikke, fremhæves dens mangel: fx den ”goldsprukne jord”. Byen indbefattes i denne gennemsyrende regnmetafor. Asfalten ”glimter”, mens himlen ”hoster vådt på kobbertagene”.

Og her, central placeret, møder vi digtet, der samler samlingen. ”Det er natten du oplever nu” har natten, kroppen (kød og blod), det moderne (telefoner) og troen (syndsforladelse). Og slutlinjen ”blomster under huden når du fryser”. Titelreferencen. Der skal vække læseren. I midten, et medium for samlingens generelle og gennemgående elementer. Herfra bevæger samlingen sig væk. Ind i regnen. Igen.

Den store midterdel efter centraldigtet er våd af regn og vand og tynget af krop. Det bliver her en anelse overvældende med den tunge regn. Variationen i metaforikken udebliver, og de udtryk, der findes i denne længere passage, bliver noget entydige. Ens. Regnen erstattes dog undertiden af en enkelt ”haglbyge”, men besyngelsen af du’et bliver lidt monoton til lyden af regndråber, der falder.

Næstsidste del består af digte, der igen tager fat om civilisationen. Nærmest nostalgisk inddrages et gårdmiljø, hus, kreaturer og kartoffeltoppe. På interessant vis sitrer naturen for sig, dens bymæssige modsætning og dette landlige møde mellem natur og kultur opad hinanden. Nærmest progressivt. Historisk. Som en udvikling. Som ikke ville være blevet til uden regn. Vand.

Digtsamlingen runder af med en lidt uhomogen gruppe af digte, der ikke helt tematiserer noget samlet. Noget sammenhængende. Der er stadig regn. Stadig krop. Stadig natur. Men ikke helt et element, der gør dem læselige i sammenhæng. Restdigte, måske? Ikke hver for sig svage digte. Men det er lidt en skam, at en digtsamling, der på én gang formår at samle gennem hele samlingen (det er jo en digtsamling) og vride forskellige temaer ud, ikke sigter efter dette i afrundingen.

Eller er der monstro en pointe i at lade samlingen splitte? Vi får konkretiseret du’et. Måske: ”da du var dreng”. Og et par metadigte: ”blyantskovene svajer / til sangen de lærte i min hånd” og ”Skriblerier om dig imens regnen / hænger med svaler”. Samlingen splitter for at samle sig om en dobbeltkontrakt. En biografisk inddragelse af et selv, der deler sig mellem et nutidsjeg, der skriver – måske gennem hele samlingen – om et fortidsdu. Der er det samme.

Blomster under huden når du fryser er en digtsamling, der hæfter sig fint på de foregående samlinger. #digte tonaliserede det autobiografiske. du siger delfiner er søde understreger den centrallyriske interesse, mens Også når du kommer mig i møde understreger forholdet mellem subtile ”himmelske” henvisninger og et spil mellem to personer. Denne gang muligvis endnu en biografisk inddragelse. Noget personligt.

Blomster under huden når du fryser varierer sig lidt væk fra byrummet. Men den blå jazz og regnens metafysik spiller stadig på sin gennemtrængende altsax. Kønt og brysk. På samme tid. Atonalt – og så alligevel så forbandet sammenhængende. Ja, det er jo faktisk ret godt klaret.


Forrige anmeldelse
« Spørgsmålene «
Næste anmeldelse
» Koordinater »


Flere lyrikanmeldelser...