Mest læste
[Lyrikanmeldelse]

1 - Lyrikanmeldelse
Poesi og andre former for trods
2 - Lyrikanmeldelse
Digte 2014
3 - Lyrikanmeldelse
det nemme og det ensomme
4 - Lyrikanmeldelse
White Girl
5 - Lyrikanmeldelse
Hvedekorn, nr 3 / 2012
6 - Lyrikanmeldelse
ABC
7 - Lyrikanmeldelse
Poesibog
8 - Lyrikanmeldelse
Hvedekorn, nr 2 / 2012
9 - Lyrikanmeldelse
Husundersøgelser
10 - Lyrikanmeldelse
Tvillingerne




Det er fint at tænke på Nordsøen / Poul Høllund Jensen / 47 sider
Forlaget Ravnerock. ISBN 978-87-92625-52-6
Anmeldt 25/5 2012, 08:56 af Kasper Anthoni


Ekkoet fra æstetikkens brusebad

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Poul Høllund Jensens nye digtsamling Det er fint at tænke på Nordsøen består af en række fint sammenhængende digte, hvoraf en del er rene lyriske billedeksplosioner og andre genremæssigt må betegnes som prosadigte. Hvad angår titlen, så er den afledt at lignelsen om Nikodemus, der opsøger og udspørger Jesus og med sig får det fine svar, at vinden blæser fra og hvorhen den vil. Hermed udstikkes en slags nøgle til læseren, og er man til den slags spor eller referencer i digtene, så er samlingen her måske noget. Men den kan ligeså fint læses uden en større eller mindre omgang research.

Jeg synes, titlen er velvalgt – og afspejler ganske fint grundstemningen i Poul Høllund Jensens digte. Dobbelttydig, underspillet, humoristisk. Således begynder samlingen med følgende digt: "Carsten Niebuhr i Yemen var lige så / indespærret som en astronaut på vej til / Mars, og han var ikke i tvivl om geografien" (s. 5). Og samlingens efterfølgende digt slutter (selvfølgelig) med linjerne: "når byens lyde hører op / er jeg i tvivl om geografien" (s. 6). Der er en, trods de forskellige grafiske og sproglige udtryk digtene imellem, en god sammenhæng i Det er fint at tænke på Nordsøen. Digtene taler til hinanden og taler med hinanden. Som en række korte suiter.

Poul Høllund Jensen er en mand, der er oppe i årene, 76 år helt præcist. Og alderen, erfaringen, det levede liv ikke bare sniger sig ind i digtene, det er en stor del af samlingens tematiske fokus: "Men der var andre sange i sporet mellem / forstaden og byen. Smalle sange. Lærkesange. Åen, der nærmest var en bæk. Kraftværkets skorsten, og helt inde, masser / af tussilago, der visnede, næsten før de var / plukket. En rute med sange af Beatles og / Cohen og solen, der rinder op ad østerlide" (s. 17).

Og nogle sider længere henne: "Ejefaldets susen fyldte meget / i mine unge digte / Men en dag på torvet / i en sydlandsk by / mødte jeg en kvinde / der boblede af bløde vokaler / så jeg den lange hede nat / måtte fremsige sonetter / med en koncentration som linedanserens / der i stor højde nærmer som campanilen / over en regnvåd kirkeplads" (s. 20). Der er (gudskelov) ikke tale om store, tunge erindringsdigte om, hvordan livet var anderledes ægte dengang og bla bla, nej der er tale om en sober ikke-bekendende tilgang til fortidens perceptioner og tillæring af skrivekunsten gennem jeg-futeralet selv, digteren Poul Høllund Jensen.

Et af de smukkeste digte i samlingen lyder (således) sådan: "Når jeg begrunder tilstedeværelsen / af de lyse træer på billedet over reolen / bliver jeg hjemløs / og må gå / mellem mange huse / for at opfange et ekko / af æstetikkens brusebad / som det ramte mig med bløde stråler / i gymnasiet på første række ved døren" (s. 21). Digtet her vibrerer på den fjer, poesien må balancere på, der hvor det er svært at bevare balancen og ikke komme til at træde hul på banaliteternes byld men ej heller at træde så varsomt, at fjeren ikke bøjes og tynges faretruende.

Jeg synes det lykkes Poul Høllund Jensen at bevare balancen samlingen igennem, nogle steder mere ligevægtig dansende end andre: "Du tror, du ser mig; men i et / skærmtouch er der kun plads til én." (s. 27). Dertil er brugen af * efter nogle digte og ikke andre mig stadig en gåde, samt hvorfor nogle digte er forsynet med punktummer og andre ikke. Der er muligvis noget jeg har overset, men det forstyrrede min læsning en smule.

"Da stæren gjorde mine / til at bygge ved gavlen / stoppede jeg en pose sand i redehullet // Da jeg fik plæneklipper afprøvede jeg / den først i staudebedet. (...)" (s. 13). Det er linjer som disse, der bliver hængende efter endt læsning af Det er fint at tænke på Nordsøen, der på én og samme tid er en moderne og meget umoderne digtsamling. Holder du af at læse lyrik, kan den på det varmeste anbefales. Og jeg vil undlade at nævne et væld at digtere, Poul Høllund Jensen 'minder om' – Poul Høllund Jensens digte kan kun være skrevet af Poul Høllund Jensen. Og se, dét er fint!


Forrige anmeldelse
« Tvillingerne «
Næste anmeldelse
» White Girl »


Flere lyrikanmeldelser...