Kasper Bjerre debuterer med denne digtsamling og gør det godt. Han bevæger sig gennemgående over et efterhånden meget brugt tema, nemlig menneskets og teknologiens møde men gør det på en ukompliceret og forfriskende facon. Bjerre prøver ikke at komplicere sit billedunivers og samlingen er letlæselig - men er samtidig fyldt med nyskabende billeder, der taler til og om ungdommen i dag. Hvert digt er formfuldendt og skaber sine egne billeder, og samlingen bliver på intet tidspunkt kedelig, ligesom dens billedunivers kunne udfoldes i timevis.

Det mest fascinerende ved samlingen er netop de billeder, som Bjerre får skabt. De fremstiller det teknologiske på den ene side som noget, der højner et overfladisk samvær mellem mennesker og en overfladisk væren i verden men i høj grad også som noget, der giver mulighed for helt nye oplevelser. Bjerres billeder af teknologi og menneske åbner i sine metaforer ofte op for et tredje billede og bliver derfor aldrig klichefyldte. Blandingen og det nye billede fastslår med det samme sin berettigelse, da det mere overordnet forklarer en måde at opleve og tage verden ind på

. Titlen Trådløs samler godt op på bogens tematik, hvor mennesket søger efter en tilstedeværelse, og bruges også i selve samlingen, eks. således: ”Vi logger trådløst på natten”. Omkring denne formulering ligger en helt ny måde at opleve intenst på, som er gennemgående i samlingen, og som gør, at det teknologiske ikke kun bliver symbol på en ungdomsgeneration, som er overfladisk og ikke rigtigt til stede men også bliver et udtryk for en nærhed, som kan opleves igennem denne teknologi. Eksempelvis får mobiltelefonen sin berettigelse i et ømt øjeblik i følgende uddrag: ”Jeg presser mobilen mod øregangen/du siger ikke mere”. Mobiltelefonen bruges her til at skabe en nærhed, som så igen er kunstig og derfor atter peger på teknologiens ansvar for, at mennesker fjerner sig fra hinanden. ”Du lægger på” er et udtryk, vi bruger, og som kan betyde meget mere end bare det. Så hvorfor ikke anerkende det som et lyrisk billede?

Det ellers så brugte scenarie over den første forelskelse får nyt liv ved inddragelse af mp3´en, som i det følgende infiltreres i oplevelsen: ”Os 2 og et par sange på mp3/en tidlig aften…/…og ordene vi vil sige/og hvordan vi vil sige dem/og hvordan vi vil røre…”. Her fremstilles en velkendt situation på en ukompliceret måde, som samtidig bifalder teknologiens bidrag og anerkender den som et muligt nærhedsskabende element. Desuden bevises det i samlingen, hvorledes der fint kan laves lyrik over brugen af mobiltelefon, mp3, iPad og iPod - et forsøg på at anerkende nye ord og eksistenser, som vækker mindelser om Jan Sonnergaards projekt med samlingen Radiator. De nye teknologiske udtryksformer respekteres og bliver grundlag for dels nye sproglige udtryksformer, dels nye oplevelsesmåder. Alt i alt mere end bare et stykke elektronik.

Teknologien kaster naturligvis i processen også af og til sit kunstige og tomme lys over mennesket, hvilket helt klart også ligger som et budskab mellem linjerne. Eks: ”Håret afbleget i iPodhvidt”. Der ligger stadig en overfladiskhed over samværet, f.eks. i digtet Klassekammerater, hvor en passage lyder således: ”…jeg skrev mit navn på dit penalhus/og du skrev dit navn på mit/og nu har vi 48 fælles venner på Facebook/ men lader som om/vi ikke kender hinanden…”. Som Bjerre selv udtaler det, kan vi være alle steder på én gang, men ender med ikke rigtigt at være tilstede.

Teknologien gøres i enkelte passager endda følsom, eks: ”…og min hud/er en touchscreen/ under vindens glatte fingre”. Metaforen går som bekendt begge veje og derfor fremstår det teknologiske af og til nærmest romantisk. ”Vi downloader horisonten” bliver et nyt udtryk for, hvordan vi gerne vil fastholde noget, en udsigt eller en oplevelse og tage det tættere til kroppen. Trådløs er en alvorlig bog men også en ironisk bog. Alvoren ligger i den beroligende overfladiskhed, som medierne og teknologien har som forgrund samtidig med, der i baggrunden stadig findes de samme menneskelige tanker og følelser. Ironien skabes ved at tage sublime billeder og blande og udfordre dem med slang. Eks: ”Himlen blotter sin blå booty over byen”, og samlingen bliver også et humoristisk værk.

Alt i alt er det en vedkommende bog, som giver ungdommen et nyt udtryk, der er interessant og tiltrængt. Ungdommens ”sprog” i en teknologisk tidsalder er ikke kun udtryksløst eller overfladisk. Det har sin egen betydning og dybde. Samlingen kan forstås således, at oplevelsen og forståelsen ligger i mennesket og ikke i ordene. Derfor kan det nogle gange være lige meget, om sproget fornyes eller simplificeres, for der ligger alligevel den samme dybde bag.