Elastiske digte
« Tilbage
Det lille forlag Bebop har endnu engang udgivet en af de gamle og uomgængelige digter af det moderne. Denne gang gælder det den schweiziske digter og romanforfatter Blaise Cendrars’ digtsamling Nitten elastiske digte, der første gang udkom samlet i 1919. Og her i en overbevisende gendigtning og oversættelse af Peter Borum. Titlen er ikke tilfældig. Det er virkelig det elastiske, der er på færde i digtene– her tingene trækkes ud – og så slippes de med et svup. Som ved avislæsning, hvor man breder armene ud, for at se begge sider bliver til Kristus på korset og ender i Skriget. Og svupti med næste digt er vi ved Eiffeltårnet, (24 år efter at det blev bygget til Verdensudstillingen i Paris og skulle vise menneskets formåen og kunnen) – og trækkes så elastikken igen – og svupti. Elastikken strammes og slippes. Og det er ikke kun drengesteger, der her er tale om. Det hele er en meget spændende og begivenhedsrig oplevelse og rejse i associationer. Det orange omslag af Per Kierkeby er lidenskaben og digterens eget køn, der pludselig minder om Vesuvs. Og svupti.
Digtenes brug af korte sætninger er meget fotografisk og billedskabende at læse digtene. Steder, farver og lyder trækkes frem og slippes som en elastik med en smældende lyd, der runger i sindet efter endt læsning. Cendrars eget liv var også en spændt elastik mellem kunsten og tilværelsen. Han blev født i 1887. Og efter flere mislykkede forsøg med skolen kom han i 1904 i lære ved en schweizisk urmager i St. Petersborg, og her begyndte han at skrive. I 1907 vendte han tilbage til Schweiz, hvor han studerede medicin ved universitetet i Bern. I denne periode skrev han sin første digte, Sekvenser. Efter et kort ophold i Paris, rejste han til New York, og på få dage i april 1912 skrev han sin lange digtsamling, Les Pâques à New York, som er hans nok vigtigste bidrag til den moderne litteratur. Han vendte tilbage til Paris i sommeren 1912, og han var nu overbevist om, at poesien var hans kald.
Med den anarkistiske forfatter Emil Szittya opretter han et forlag, hvor han offentliggjorde Les Pâques à New York og Sekvenser. Han fik hurtigt bekendtskab med mange af parisiske kunstnere og forfattere, som Chagall, Léger, Modigliani, Jean Hugo og Robert Delaunay. Billedkunsten bliver en vigtig inspirationskilde for ham, og de nærmest kubistiske og ekspressionistiske penselstrøg mærkes som en rytme i digtene. Elastikkens vibrerende summen mærkes levende og nærværende. Cendrars’ forfatterskab blev afbrudt af 1. Verdenskrig. Og som medlem af Fremmedregionen blev han sendt til fronten i Somme. Erfaringerne derfra beskrev han i bøgerne La Main Coupée (Den afhuggede hånd) og J'ai Tue (Jeg har dræbt). Han mistede sin højre arm i kamp og blev hjemsendt.
Romanen Emmène-moi au bout du monde! skulle blive hans sidste arbejde, inden han blev ramt af et slagtilfælde i 1957. I 1960 fik han titlen Kommandør af Æreslegionen for sin krigstidstjeneste. Et år senere, modtog han også Paris Grand Prix for litteratur. Kort efter døde han.
Disse nitten digte, som nu er tilgængelige på dansk, er en kærkommen mulighed for at få (gen)læst en af de vigtige forgængere for moderne lyrik og litteratur, og som ligger grunden til meget af det, der skrives i vore dage. Man kunne nu ønske at romanerne og blev tilgængelige.
Elastikkernes vibrerende rytme ender med et smældende portræt – af bundstykket på et skydevåben – mit portræt. Svupti!