Ingen kan lide at være spærret inde. Det gælder både i samfundet og i læsningens verden. Hvad angår det sidste, er der masser af litteratur, der med en streng og konservativ brug af genrer, komposition og stil fortæller sin læser, hvor man skal hen, hvorfor og hvordan. Sådan er det ikke i den gode poesi.

En mester i at bryde med alle vante forestillinger om, hvordan bøger kan se ud, er Per Aage Brandt, der netop har udgivet Fandango.poesi. I denne digters værker krydses alle mulige tankemåder og tekstformer, og man glider i legende og elegante bevægelser frem og tilbage mellem noget, der normalt kaldes filosofi, psykologi, sprogvidenskab, dagligdags tale og poesi. Og netop i disse krydsfelter opstår den fascinerende energi i Brandts tekster. Per Aage Brandts lyrik åbner her ens øjne for, hvor vanestyret vor omgang med sproget er.

I Fandango.poesi bliver et stof og en sprogføring, der tager udgangspunkt i en nekrolog eller et dødedigt, pludselig også humoristisk og tankevækkende og drilsk og smertefuldt på en ukendt måde som i den følgende tekst: ”hun omkom af udmattelse i sit badekar, af / alt for varmt vand, overstærk alkohol, et alt for / pludseligt tab af arbejde, hendes lille lys gik / bare ud, mens hun var ved at udtænke et nyt / projekt om sprog og verden, en kras modsætning / i visse situationer, måske omkom hun af den.”

I andre af bogens tekster er det en psykologisk-videnskabelig stil, der kaster nogle tankevækkende og inciterende poetiske formuleringer af sig: ”jeg har kun to dybe følelser, dette ifølge / sagkundskaben, nemlig stolthed og / skam, begge er sociale (de andres blik), / begge bagudrettede (hvad gjorde jeg), / og alt andet er ekstraudstyr, såsom / vrede (stolthed plus skam) eller foragt / (stolthed minus skam)”.

Endelig er Brandt som altid en spasmager, der hugger alle mulige citater og deformerer dem i sin sprogmaskine. Det kan f.eks. gå ud over indledningen til Iliaden: ”glæden gudinde besyng som greb pelle haleløs killing.”

Fandango.poesi er et forfriskende sprogbad, der åbner ens øjne for, hvor stereotyp og regelstyret vor omgang med sproget ofte er. At der om Brandts rige og udfordrende forfatterskab endnu ikke er skrevet en eneste artikel, og at han stort set ikke figurerer i de danske litteraturhistorier, siger også noget om, hvor konservativ den danske litterære institution på visse områder er. Indtil der bliver ændret ved dette, kan man kun gøre én ting: Læs hans digte!