Mest læste
[Litteraturessay]

1 - Litteraturessay
Alsidighedens affektion
2 - Litteraturessay
Krimi, viden og kultur
3 - Litteraturessay
Interview med Theis Ørntoft
4 - Litteraturessay
At finde en form til sin vrede
5 - Litteraturessay
»Jeg har ikke matematiske evner nok til at skrive en krimi«
6 - Litteraturessay
Den Litterære Rebel
7 - Litteraturessay
Interview med Sofie Kluge
8 - Litteraturessay
Hur kommer man på nånting sånt här?
9 - Litteraturessay
Ernesto Dalgas; Modernitetens apokalypse
10 - Litteraturessay
Mosaikkens fortælling



Public Relation for de sanseløse


« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Her følger beretningen om et PR-fremstød til fordel for salg af tre bogtitler som hver for sig egner sig som mandelgaver i konkurrence med marcipangrisen.

Kan en hund blive mæt af at æde sin egen hale?
Året er 2004. Statsminister Anders Fogh Rasmussen og kulturminister Brian Mikkelsen indbyder udvalgte forfattere (minus de mest kulturradikale) til hele to middage på Marienborg (den til enhver tid siddende statsministers repræsentative embedsbolig). Ud over den utvivlsomt gode mad ser forfatterne frem til en forbedring af deres økonomiske lavstatus. Møderne resulterer i at der fra den samlede pulje af støttemidler til forfatterne fratrækkes 40 mio. kroner fordelt over fire år til nye litterære initiativer. Af de 40 mio. kroner øremærkes 2,5 mio. til en to-årig forsøgsordning med det formål at ”fremme nye former for markedsføring af dansk litteratur ved at kvalificere forfatterens inddragelse i markedsføringen”. Der kan søges om 15.000 kroner til ”individuel medietræning” eller 50.000 til et samarbejde med et forlag og/eller en boghandler om ”utraditionel markedsføring”.

Forfatterne protesterer kraftigt mod den ordning. Det er begribeligvis forlagene der skal markedsføre et antaget manuskript. Og hvor langt kommer man med 15.000 kroner til individuel medietræning? når de professionelle medietrænere beregner sig i omegnen af 1.500 kroner i timen. Men hvem fanden gider høre på forfatterne? Ordningen blev gennemført, og ansøgningerne begyndte at drysse ind.

Hvor blev det utraditionelle af?
En forfatter blev bevilget 13.000 kroner, så hun på sin hjemmeside kunne invitere børn til forfattermøder om en af sine bøger. En anden forfatter scorede 20.000 kroner så han fik råd til at tage rundt på fritidsklubber og læse op af en af sine bøger. Støttemidler blev også bevilget til et af Gyldendals datterforlag og til forlaget People’s Press.

Den daværende formand for Kunstrådets Litteraturudvalg, Claes Kastholm, er ikke imponeret over originaliteten i ansøgningerne, som også omfatter markedsføringsstøtte til forfatteraftener på biblioteker, så disse kan drøje lidt på budgetterne. I et interview i Berlingske Tidende den 12. juli 2006 siger han blandt andet, at statsstøtten til den utraditionelle markedsføring har ført til uinteressante ansøgninger til mindre interessante bøger. Han kræver støtteordningen annulleret.

Udfordringen
Og det skal man høre om sine kolleger – at de mangler fantasi! Selv havde jeg ikke søgt, men jeg skal love for at jeg efter den svada fik noget at spekulere på. Jeg satte mig for at udtænke en utraditionel form for markedsføring. Når de andre ikke kunne, så skulle jeg vise dem at det kan lade sig gøre.

I mit restlager af titler er der navnlig tre som brænder efter at blive solgt – til en rimelig penge. Og bøgerne egner sig som mandelgaver. Det drejer sig om en digtsamling, Tredve års digte, en sensuel/erotisk/pornografisk (det ikke ønskede kan overstreges) roman med titlen Ekstase i Carmencita City samt novellesamlingen Mandelgaven til en hund – syv forfærdelige fortællinger til højtlæsning i juledepressionens skær. Jeg kunne lade dem springe for en hund per styk, to for 150 kroner og alle tre for 200 kroner.

Jeg ville begynde salget fjorten dage før jul 2006. Men hvor? Selvfølgelig et sted hvor der kommer mange mennesker. Hovedbanegården i København var et oplagt sted. Tilmed havde jeg her chancen for at blive bemærket af journalisterne på Go’morgen Danmark. At blive interviewet af Cecilie Frøkjær har altid stået for mig som toppen på min forfatterkarriere. For at tiltrække mig folks opmærksomhed ville jeg iføre mig digterkappe med tilhørende eksklusiv hat fra Ecuador. Når jeg ifører mig den mundering forlader enhver inspiration mig, men jeg skulle jo også ”kun” sælge skidtet, og konfrontation med et større publikum er mig ikke fremmed. Jeg er ikke stand-up-komiker, men dødbideri ligger mig fjernt.

Det siger sig selv at man i den liberale danske jungle ikke bare kan stille sig op på Hovedbanegården og sælge et eller andet, uden at det får ubehagelige konsekvenser. Et par patruljerende politibetjente ville utvivlsomt dukke op og bede mig pakke mine sydfrugter og forsvinde. Til ubodelig skade for mit salg kunne jeg rette mig efter dem, men jeg kunne også overhøre deres ordre og blive stående. Næste gang de dukkede op for at kontrollere om deres ordre var blevet fulgt, var det ikke sikkert de var slet så flinke. Måske ville de konfiskere mit lager til fordel for statens papirmølle, køre mig bort i salatfad og idømme mig en bøde. Det sidste ville være det værste. En forfatter har virkelig ikke råd til at betale for at sælge sine bøger. Her var det støtteordningen til utraditionel markedsføring for alvor kom ind i billedet. Jeg måtte søge om at staten betalte mine bøder.

Ingen skjult dagsorden
Den 15. september 2006 sendte jeg to ansøgninger af sted, én til Justitsministeriet og én til Kunstrådets Litteraturudvalg. Jeg bad Justitsministeriet om tilladelse til uden myndighedsindblanding at sælge mine bøger på Hovedbanegården – et ”næringsbrev” fra justitsministeren kunne vel gøre det(?) og i Litteraturudvalget bad jeg om 15.000 kroner, så jeg kunne betale mine bøder. Jeg redegjorde omhyggeligt for varens art og pris, medsendte i kopi artiklen fra Berlingske Tidende og gjorde opmærksom på at jeg ikke ville optage megen plads. De to ansøgninger sendte jeg til begge instanser. Der skulle ikke være noget at komme efter, for jeg fejede ikke noget ind under gulvtæppet.

Dateret 21. september 2006 modtog jeg fra Justitsministeriet kvittering for modtagelsen af min ansøgning. Jeg kunne forvente endeligt svar inden for fire uger. Dateret 29. september 2006 kom kvitteringsbrevet fra Kunstrådet. Svar på ansøgningen kunne forventes medio oktober 2006. Så vidt, så godt. Hvis det hele gik i hak kunne jeg begynde salget omkring den 10. december 2006.

Behov for et par advokater
Dateret 3. november kom afslaget fra Kunstrådet. Der henvistes til diverse love af forskellig dato, hvorefter støtte kunne bevilges. Man skal jo have et par advokater i sving, når man er i clinch med staten. Ikke ét ord om kreativitet eller originalitet. Nå, tænkte jeg på tysk: Aber noch ist Polen nicht verloren. Jeg havde jo stadig udsigt til den mulighed at Lene Espersen skrev et pænt brev til panserne på Hovedbanegården. Og så var der ikke noget behov for markedsføringsstøtte.

Men jeg kom ikke af sted på min salgsrejse. Den 10. januar 2007 sendte jeg en rykker til Justitsministeriet og vedlagde sagsforløbet i form af bilag. Samtidig bad jeg om tilladelse til bogsalg gældende fra den 6. december 2007.

Systemets syltekrukke
Dateret 7. marts 2007 kom der endelig en reaktion fra Justitsministeriet. Det var afslag med henvisning til en ordensbekendtgørelse, en normalpolitivedtægt, en særlovgivning og Næringsloven. Igen var der brug for et par advokater til at kontrollere ministeriet. Det korte af det lange var, at nu sorterede hele baduljen under Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Brevet sluttede med at ministeriet beklagede den lange sagsbehandlingstid. Det gjorde jeg sandelig også.

Den 15. marts 2007 lod jeg så min utraditionelle markedsføring gå ud over Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Den 23. april 2007 kom afslaget. I medfør af Næringslovens §§ 13 eller 15 opfyldte jeg ikke betingelserne for bogsalg, for efter samme lovs § 10 skal bøger som hovedregel sælges fra fast adresse, men efter lovens § 13 kan der i særlige tilfælde gives tilladelse til salg for et begrænset tidsrum. Jeg bed mærke i ordene ”hovedregel” og ”begrænset tidsrum”, men manglede igen midler til at aktivere et par advokater. Og jeg er overbevist om at havde jeg selv kastet mig ud i sagen, så ville jeg på et tidspunkt med usvigelig sikkerhed have kvajet mig juridisk.

Morale: Vogt dig for det utraditionelle i Danmark, for som Storm P. bemærkede: Vi fødes som originaler, men dør som kopier.

Værsåartig: Danmark – landet hvor alt er muligt, men hvor intet kan lade sig gøre.

pil op
Forrige essay
« Alsidighedens affektion «