Ved Kulturkapellets åbningsreception 10/12-2007. Læs også Bent Sørensens foredrag Hvorfor kunst- og kulturformidling? fra receptionen.

Først, og vigtigst: TILLYKKE, med foreningen, netportalen – og de store planer! Kulturformidling er vigtig! Som Bent lige har sagt det.

Jeg skal forsøge at sige noget om krimien, om dens muligheder i en kritisk offentlighed, sådan en som Kulturkapellet lægger sig efter at være en del af og nydefinere. Kriminelt medborgerskab kunne jeg kalde mit beskedne bidrag.

”Jeg har skrevet en kriminalroman, hvori det viser sig, at læseren er den skyldige”, sådan siger en dyster ældre herre i en af Storm P’s (engang så) berømte ’Fluer’. Det er jo sandt nok, læseren bliver altid skyldigt – om måske ikke direkte kriminelt - involveret i det sensationelle svineri, som krimien lever af. ”I was part of the nastiness now”, som Philip Marlowe siger det på sidste side af The Big Sleep (Raymond Chandler, 1939). Delagtig i svineriet. Men jo i al hemmelighed, privat.

I dag er vi blevet kolossalt mange der hver for sig, helt privat, nyder krimiens tvetydige glæder og kvaliteter. Mens den popkulturelle hype omkring genrens overstrømmende salgssucces – model Stieg Larsson – ingen ende vil tage, den skingrer af selvtilfredshed. Hvad der er indeni succesen, det er tilsyneladende ikke så vigtigt.

Nogen skryder højt: den store samfundsroman i dag må nødvendigvis være en krimi! Kun den kan omfatte det hele, hele det komplekse væv af magtafhængigheder som den globale kapitalisme har spundet os alle ind i, direkte og indirekte, en balance der regelmæssigt afslører sig via en voldsom overskridelse, et mord, der åbner sprækken til ”the nastiness”. Det er jo en smuk tanke. At apokalypsen befrier, at nogen, en journalist, en detektiv eller politiet kan komme efter de onde kræfter. At der bliver ryddet op.

På den anden side må man jo erkende, at otte-ni ud af hver ti krimier betjener sig af et neutralt alibisprog, hvori en simplistisk, strikt opklaringsmening cirkulerer, uden at alt det omfattende sociale, kulturelle, (køns)politiske stof – som man bryster sig af at paradere – får nye vinkler. Vi genkender nok problemerne, men når gåden er løst, er alting det samme igen, vi glemmer hurtigt historien – og haster videre til den næste krimi, der også tager os igennem den lystfulde spændingsbue frem mod opklaringen, uden virkelig at rykke os. De fleste krimier er simpelthen for dårligt skrevet, alt imens de tror at spejle virkeligheden reelt, bare ved at benævne den. Ideen om sproget som et klart vindue hvorigennem vi ubesværet ser verden. ”Realitetseffekter” kaldte Roland Barthes det, naiv mimesistro. Og trøst for alle og enhver, der som læsere/læserinder kan genkende sig selv i problemerne, føle sig lidt mindre alene og drømme sødt om stærk og retfærdiggjort aktion.

Vi lever i en veritabel Karaoke-kultur, hvor vore selv-performance (gerne via individuel coaching) skal blomstre, så vi kan ses, så vi kan få job, blive værdsat og integreret, inkluderet i det fælles, befriet fra risikoen for udstødelse, eksklusion. Vi skal, vi vil høre til. Belonging. Det er vores begær, at blive med de andre, blive som de andre. Det ’mimetiske’ begær, siger nogen.

Tag nu bare indvandrerne, den nye 5. kolonne. Arbejderne er jo ikke farlige mere. De hedder slet ikke arbejdere længere, men medarbejdere – og vi skal allesammen være medarbejdere. Præfikset med- er smitsomt. Men indvandrerne, de skal testes i hoved og røv, i pænt skoledansk og i kanon – kulturelt, politisk, religiøst – og så kan de måske få lov at være med. Ellers hedder det eksklusion, enten helt bogstaveligt eller i hvert fald symbolsk, dæmonisering. Ingen fremmedhed hos os, tak!

Engang drømte man utopisk – med Marx og Freud og Habermas – om det myndige individ og dets evne til at agere ansvarligt i det offentlige rum. I husker Habermas’ model: I sin private forretnings sfære er manden uanfægteligt fri ’borger’ (bourgeois). Og hjemme om aftenen, i tøfler ved pejsen, da er han slet og ret ’menneske’ (homme). Men begge disse private rum giver historisk ophav til offentligheder. Borgeren kan indtræde i den politiske offentlighed (ideelt parlamentet) og der diskutere samfundets almene problemer, uafhængigt af sine private erhvervsinteresser. Her er han ’statsborger’ (citoyen). Og intimsfærens problemer artikuleres tilsvarende i en kulturel offentlighed, hvor alle og enhver potentielt kunne være ’kritikere’ (Habermas bruger ikke selv nogen term for denne rolle, et historisk faktum er det dog, at kritikerrollen dukker op i det 18. århundrede, hvor offentlighedsbegrebet overhovedet vinder betydning). Offentlighedsbegrebets problemer og grænser skal i øvrigt ikke interessere os i denne sammenhæng).

The Fall of Public Man hed en berømt bog af sociologen Richard Sennett (fra 1977). Den handler om hvordan offentlighed forfalder og om hvordan vi trækker os tilbage, ind i privathedens lune – og lumre – intimitet. Det offentlige menneskes (for)fald.

Der sidder vi så. Og læser krimier på stribe. Er det nu godt eller skidt? (I dag har jeg ikke tid til at skildre de stærke kvaliteter i den moderne, gode krimi.). Medarbejdere, sagde jeg før. Men altså også medborgere. ”Kulturelt medborgerskab” er et kodeord i dag, også for vores krimiprojekt; vi er produktivt i tvivl om begrebets bonitet, slås lidt om det.

Hvad er kulturelt medborgerskab da? Det er alle de måder, vi hører til på. Uden at det bliver virkelig offentligt, forpligtet. Snarere de virtuelle fællesskaber. Blandt fx litteraturhistorikere, western-fanatikere, mellem jazz-freaks, fodboldtosser, you name it. Jeg hører – ligesom jer - til i mange forskellige, kodede fællesskaber, jeg er med, en kulturel medborger.

Og altså også i et kriminelt medborgerskab. Hvor jeg sidder alene og læser, og hygger mig ved tanken om at træde ansvarligt i karakter og gøre noget ved bare nogle af verdens dårligdomme, drastisk, heroisk. Og alle andre gør det samme. Og hvis det går højt, så chatter vi på nettet om vores oplevelser, i halvprivate fora, temmelig uforpligtende. Kan være vi bliver klogere, eller dummere deraf. Kun nysgerrige sociologers interviews afslører det.

Og, mine damer og herrer; det er derfor det er en vigtig fest-reception her i dag. Fordi nogen har taget det svære hverv på sig at ville (gen)etablere en gedigen kulturel offentlighed. Det er min simple pointe i dag: Uden det, offentligt anfægteligt, kritisk redigeret, på webportal og på håndgribeligt papir, uden det hjælper det ikke meget med følsomheden i det kulturelle medborgerskabs private, forestillede fællesverden. Out in the open!

SKÅL OG TILLYKKE!