Mest læste
[Litteraturessay]

1 - Litteraturessay
Alsidighedens affektion
2 - Litteraturessay
Krimi, viden og kultur
3 - Litteraturessay
Interview med Theis Ørntoft
4 - Litteraturessay
At finde en form til sin vrede
5 - Litteraturessay
»Jeg har ikke matematiske evner nok til at skrive en krimi«
6 - Litteraturessay
Den Litterære Rebel
7 - Litteraturessay
Interview med Sofie Kluge
8 - Litteraturessay
Mosaikkens fortælling
9 - Litteraturessay
Hur kommer man på nånting sånt här?
10 - Litteraturessay
Ernesto Dalgas; Modernitetens apokalypse



»Den slags ville ingen dansk politiker jo turde sige«


« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Gid Danmark blev invaderet af et demokratisk naboland.

Det provokerende ønske fremsatte forfatteren Carsten Jensen i 10’erne. Bag det lå et håb om at Sverige og Tyskland - de to lande som Danmark historisk havde ligget i krig med i flere omgange - måtte indtage Danmark. Ikke med stålhjelme eller kanonkugler, men med de bløde værdier, som netop de to lande de seneste årtier er gået i den ene retning med.

Mens Danmark er gået i en lidt anden - og efter Carsten Jensens opfattelse - og forkert retning.

Dansk Folkeparti har vundet kulturkampen i Danmark. Ikke mindst fordi mange af midterpartierne i det politiske spektrum har overtaget partiets retorik - først og fremmest Socialdemokratiet. Det anerkender Carsten Jensen, men ikke med sin gode vilje. Den danske forfatter har været en skarp kritiker af Danmarks engagement i krigene i Irak og Afghanistan og den stramme flygtninge- og asylpolitik i landet.

Carsten Jensen stiller op til et interview, mens han er på en rejse gennem Tyskland for at præsentere sin seneste roman, Den første sten, der er udkommet på tysk med den direkte oversættelse Der erste Stein.

Krigsromanen har fået topkarakter af de danske anmeldere - hele vejen rundt. På 614 sider gennemhuller han det ofte - i hvert fald i Danmark - temmeligt ensidige skønmaleri, der har været kampen mellem det gode og det onde i Afghanistan.

På mange måder er Carsten Jensen i højere grad på mental hjemmebane i Tyskland, når det gælder værdipolitik og den retorik, der er i det offentlige om flygtninge og indvandrere. Også fra flere sider i det danske mindretal i Sydslesvig har kritikken lydt, at Danmark er ved at lukke sig om sig selv i en globaliseret verden.

Forbilleder i Tyskland
- Dronning Margrethe takker hvert år i sin nytårstale det danske mindretal for dets trofasthed over for Danmark. Jeg ville snarere takke mindretallet for en mangel på trofasthed.


Carsten Jensen - Foto: Lars Salomonsen (c)

Der er ting, jeg kan kritisere forbundskansler Angela Merkel for, blandt andet hendes håndtering af krisen i Grækenland, men hendes reaktion, da flygtningene med ét kom sydfra over vore grænser, synes jeg, har været forbilledlig. Det samme gælder de signaler, der er kommet fra SPDs nye kanslerkandidat, Martin Schulz. Han sagde for nylig: »Når jeg ser ind i flygtningenes ansigter, ser jeg noget, vi ikke har set i mange år. Det er drømmen om Europa«.

Den slags ville ingen dansk politiker jo turde at sige. Så ville vedkommende være færdig. Der kan man mærke forskellen mellem de to lande, siger Carsten Jensen.

Skadefryd i Danmark
- Jeg regnede med, at vi skulle tale om min bog, ler Carsten Jensen. Men vi vil gerne vide, hvordan Carsten Jensen mentalt føler sig hjemme i Danmark og i Tyskland, når han er på læserejse i det store naboland.

- Det er mest mine bøger, jeg taler med publikum om, når jeg er på læserejse i Tyskland. Så meget når jeg ikke at komme ind på forskellene på det politiske klima i de to lande. Jeg bemærker mest reaktionen i Danmark over for tyskernes beundringsværdige holdning i flygtningespørgsmålet. - Eksempelvis når Berlingskes chefredaktør Anna Libak hovmodigt udtaler sig om, at Angela Merkel vil tabe næste valg med den flygtningepolitik, Tyskland står for, og at hun håber, Frauke Petri vil vinde. Det er som om, der er en skadefryd i Danmark. Vi ved godt, at vi er moralsk lurvede, men  det luner altid, når andre også stikker hovedet ned i skraldespanden, siger Carsten Jensen.

Han frygter ikke så meget, at partierne længst ude på højrefløjen skal komme til magten, men mere hvad deres fremkomst og retorik gør ved midterpartierne.

Dybt beklageligt
- Jeg kender ikke Alternative für Deutschland så godt, så jeg tør sige, om man kan sammenligne partiet med Dansk Folkeparti. På mange områder er Dansk Folkeparti et parti med socialdemokratiske holdninger, når det gælder velfærdsstaten, og socialdemokraterne er også begyndt at læne sig op ad Dansk Folkeparti. Prisen er, at de også overtager deres modbydelige indvandrerpolitik. Det er dybt beklageligt, siger Carsten Jensen.

- Det paradoksale er, at Dansk Folkeparti ikke selv tør at tage et ansvar. Det er åbenbart nemmere at stå udenfor og pisse ind i teltet. Er der noget, Dansk Folkeparti virkelig har opnået, så er det, at det ikke er sjovt at være indvandrer i dagens Danmark. Disse mennesker har jo stort set ingen politiske talsmænd tilbage. 77 procent af medlemmerne i det danske Folketing går ind for en helt umenneskelig flygtningepolitik, siger Carsten Jensen.

Antikrigs-epos
Carsten Jensen har opholdt sig i Afghanistan i længere perioder og i flere omgange. Første gang som langhåret hippie i 1972, anden gang i 1980erne under den sovjetiske besætelse. Tredje gang var efter Talibans fald i 2002. Senere fulgte et længere researchophold, hvor han opholdt sig blandt de udsendte danske soldater i Helmand-provinsen.

I Den første sten følger læseren en flok danske soldater, der har meldt sig som frivillige til krigen i Afghanistan, fra ankomsten til Camp Price til den fuldstændige desillusion ved slutningen af det store krigs- og antikrigs-epos.

Carsten Jensens hensigt har ikke været at skrive en debatbog. Debatten kan med langt støre effektivitet tages ved at stille op i tv eller skrive kronikker. En roman tager flere år at skrive.

- Det væsentlige for mig har været at forstå, hvad krig gør ved mennesker. Alle krige er meget konkrete. For Danmarks vedkomende er det tilmed en krig, der føres i et så fremmedartet miljø, som de fleste af os ikke kender til - og soldaterne heller ikke. Det er det psykologiske, eksistentielle og menneskelige i krigen, der har optaget mig, siger Carsten Jensen.

Mens han ikke var afvisende over for Afghanistan-missionen til at begynde med, vendte han efter besøget hos de danske soldater hjem som modstander af Vestens indblanding i Afghanistan.

- Jeg fandt ud af, at det, jeg havde læst i de danske aviser, ikke passede. Det hed sig, at Danmark var i landet for at forsvare lokalebefolkningen mod Taliban, men lokalbefolkningen betragtede os som en besættelsesmagt. Hele ideen om, at Afghanistan var en terroristrede, og at terroristerne ville komme til Europa, hvis ikke vi stoppede dem, var en fuldstændig forrykt ide. De fleste talibanere anede ikke engang, hvor Europa ligger på verdenskortet. Der var lov under Taliban og kaos efter Talibans fald, og jeg er kommet til den konklusion, at hvis mennesker skal vælge mellem lov og orden og anarki, så vælger de hellere lov og orden, også i den jernhårde udgave, siger Carsten Jensen.

Vi er alle ansvarlige
Kan man tale om, at danskerne har en kollektiv skyld og et kollektivt ansvar for landets krigsdeltagelser? - Nu er »kollektiv skyld« er belastet begreb. Men jeg mener, det ligger i demokratiet, at vi alle har et ansvar. Jeg vil snarere sige, at vi som danskere har haft et medansvar, og det medansvar har vi ikke levet op til. Ansvaret hvilet på en uskøn alliance mellem medier og regering. Der har stort set ikke været kritik af det danske engagement i medierne, og når der så endelig kom kritik, blev den stemplet som illoyal, som om det var soldaterne personligt, man kritiserede for at være dårlige mennesker, og ikke en håbløs politisk strategi.

Danskerne har været stort set indifferente over for den krig. Afghanistan har stort set ikke været et tema ved de tre-fire folketingsvalg, vi har haft, mens vi har haft udstationeret soldater i landet. Krigen har ikke haft nogen betydning i den offentlige debat i Danmark. Det hænger vel også sammen med, at det ikke er værnepligtige, men professionelle soldater, vi har sendt derud. Så er det jo ikke din nabos søn, der kommer hjem i en kiste, men ham, der har meldt sig frivilligt, siger Carsten Jensen.

Arbejde som gravplads
Det var en belæst militærmand der gav Carsten Jensen idéen til at skrive en krigsroman. Den danske kontreadmiral Niels Wang havde læst Carsten Jensens Vi, de druknede om sømænd fra Ærø, der også drager i krig for Danmark.

- Jeg spurgte ham, om jeg ikke kunne komme til kaffe på Holmen. For jeg havde aldrig mødt en admiral før. Under en lang og spændende samtale sagde han pludselig, at de eneste, der i dag levede lige så udsat som mine sømænd fra 1800-tallet, var vore dages professionelle soldater, der også risikerede, at deres arbejdsplads blev deres gravplads. Og det blev en slags åbenbaring for mig.

Mens Den første sten fik en flot litterær modtagelse, har Carsten Jensen fået en opsang fra flere danske politikere - mest for den debat, hvor Carsten Jensen har været en enlig stemme, også i mange år før bogens udgivelse.

- Danske politikere ønsker ikke tage debatten om Afghanistan. De fleste er for uvidende til overhovedet at stille op. Så lader de sig fodre af embedsmændene med ofte forfalskede statistikker om antallet af piger i skole, og længere kommer man ikke. Eller også får vi den med hensynet til de pårørende til de faldne, som lægger låg på enhver diskussion. Hvis man sætter spørgsmålstegn ved en krig, der på enhver måde har været en fejltagelse, bliver man fremstillet som enten børnehader eller kyniker. Jeg er ingen af delene, siger han.

Han mener, at åbenheden over hans bog og hans kritik har været større i hæren end i ministerierne.

- Hvis man vil have et bevis på, hvor godt demokratiet har slået rødder, så skal man tale med ganske almindelige officerer og soldater.

pil op