Mest læste
[Litteraturessay]

1 - Litteraturessay
Alsidighedens affektion
2 - Litteraturessay
Krimi, viden og kultur
3 - Litteraturessay
Interview med Theis Ørntoft
4 - Litteraturessay
At finde en form til sin vrede
5 - Litteraturessay
»Jeg har ikke matematiske evner nok til at skrive en krimi«
6 - Litteraturessay
Den Litterære Rebel
7 - Litteraturessay
Interview med Sofie Kluge
8 - Litteraturessay
Mosaikkens fortælling
9 - Litteraturessay
Hur kommer man på nånting sånt här?
10 - Litteraturessay
Ernesto Dalgas; Modernitetens apokalypse



Læser politikere overhovedet bøger?


« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Hvad nu hvis…

- Hvis jeg var fortsat til Paris i aften i stedet for? Så kunne jeg være havnet på Les Deux Magots og have indsnuset atmosfæren fra Simone de Beavoir og Jean-Paul Sartre i stedet for, og jeg kunnet være gået en helt andet vej, siger Morten Hesseldahl.

Hesseldahl kan ikke blot lidt af hvert, men meget af hvert. Han laver tegneserier og skriver romaner. Han har været forlagsdirektør i mange år, direktør for dagbladet Information, for Det Danske Filminstitut og nu Det Kongelige Teater. Hans skulle egentlig have været til Sydamerika med familien, men da der var rod med flybilletterne, ville flyselskabet ikke lade familien komme på flyet. Hesseldahls kørte slukørede hjem, og derhjemme var der indtalt en besked fra en headhunter, der gerne ville have ham til samtale til en stilling som direktør for Det Kongelige.

Jeg møder ham på en af hans sjældne oplæsningsrejser, hvor han fortæller om sit forfatterskab og sit forhold til kultur og især litteratur.

»Hvad nu hvis?« er vel det spørgsmål, al litteratur handler om, siger Morten Hesseldahl.

- Odysseus tog væk hjemmefra, ud på den store rejse, hvor der sker noget, der ikke ville være sket, hvis han blev hjemme. Der sker en dannelse som i en slags road movie, siger Hesseldahl.

I hans seneste roman, Manden fra lavlandet (Modtryk, 2016), fører en 50-årig mand, Palle Bengtson, med en super karriere, men knap så megen mening med tilværelsen »hvad nu hvis…?« ud i livet. I stedet for at tage flyet til sin smukke kones 50-års fødselsdag i Nice tager han det første og det bedste fly til et eller andet andet sted i Verden. Det bliver tilfældigvis Argentina.

Det sker, da han får besked om, at Danmarks statsminister har været udsat for et attentat. Torben Malling, statsministeren, er en af Palle Bengtsons bedste venner fra gymnasietiden. Det er manglen på mening med livet, der fører Bengtson til Sydamerika i stedet for til Den Franske Riviera, og han har ingen andre planer end at vende sit gamle liv ryggen.

Han er på flugt fra sig selv.

Et menneske uden egenskaber
Men familiefirmaet, som han ejer sammen med konen, havner i noget smuds. En af firmaets fabrikker i Bangladesh er styrtet sammen, og flere hundrede ludfattige og underbetalte tekstilarbejdere er døde eller savnede. Hjemme i Danmark tørrer de ansvaret af på Palle Bengtsson.


Morten Hesseldahl - Foto: Hans Christian Davidsen

Romanen Manden fra lavlandet bliver en road movie, der lægges oven i en udviklingsroman, der beskriver en persons hele livsforløb uden imidlertid at kulminere i en afklaret sluttilstand, som det er tilfældet i dannelsesromanen. Road movie-genren - der også kan overføres fra filmen til litteraturen - beskriver en rejse på såvel det ydre som det indre plan.

- Min hovedperson er i virkeligheden et menneske uden egenskaber. Palle Bengtson har aldrig rigtig gjort sig umage. Tingene er kommet flydende til ham, og han er aldrig trådt i karakter, siger Morten Hesseldahl.

Romanen er mættet med spænding, men Morten Hesseldahl vægrer sig ved at kalde den for en spændingsroman, men han hylder genren spændingsroman, fordi den forholder sig til virkeligheden.

Indadvendt litteratur
- Der er udgivet meget indadvendt litteratur, hvor forfatteren sjældent bevæger sig ud i vores fælles virkelighed. Denne form for litteratur behøver ikke at være dårlig. Den er bare ikke altid særlig vedkommende for læserne. Det var især 1980erne, der dyrkede denne indadvendte litterære genre, og jeg tror, det var en reaktion mod 1970’ernes meget politiske og udadvendte litteratur. Det, jeg kan lide at fremhæve ved spændingsromaner, er, at de er uden berøringsangst og sætter billeder på vores virkelighed. Det er i allerhøjeste grad nødvendigt, for vi har ingen manual på, hvad der kommer i morgen og bagefter, siger Morten Hesseldahl.

Terrorisme, islamisk fundamentalisme og miljøproblemer er temaer, som spændingsgenren i disse år befatter sig med.

Dan Turèll var en af de forfattere, som Hesseldahl selv var tiltrukket af, da han var ung i Odense.

- Dan Turèll havde en helt anden tilgang til litteraturen end de mange forfattere, der i dag næsten ikke kan komme væk fra deres egne følelser. Mange af de nutidige danske forfattere er supergodt uddannede og er gået den lige vej fra skolen over litteraturstudiet eller forfatterskolen. Dan Turèll havde været ude at arbejde i en masse småjobs, før han begyndte at skrive: Mælkemand, flyttemand, sælger, postbud, journalist, pusher, jord- og betonarbejder, discjockey, vinduespudser og korrekturlæser. Det gav ham et godt kendskab til andre verdener, som han kunne skrive om, siger Morten Hesseldahl.

Virkelige personer maskeres
Hesseldahl tager selv virkelige personer for derefter at maskere dem og sætte dem ind i sin fiktion.

Den danske krigskorrespondent og forfatter Jan Stage (1937-2003) genopstod for eksempel som omdrejningspunkt for plottet i Hesseldahls roman Ernestos hænder. Jan Stage er en legende inden for dansk journalistik - og kontroversiel, fordi han ikke altid fulgte det, der var de gængse etiske spilleregler.

- Jan Stage var en slagsbror og drak langt mere, end godt var. Men han skrev blændende - både i sine krigsreportager og i sine spændingsromaner. Vi blev rigtig gode venner, da jeg arbejdede som hans forlægger. Stage levede et eventyrligt liv, men han bar på en hemmelighed, der var med til at præge ham i hans desillusion, fortæller Morten Hesseldahl.

I 1971 var Jan Stage med til at likvidere den bolivianske generalkonsul i Hamborg - en likvidering, der er omdrejningspunktet i Hesseldahls Ernestos hænder Jan Stage førte bilen, da den tyske venstreekstremist Monika Ertl med Colt Cobra .38-revolver skød generalkonsul Roberto Quiantanilla Pereira på klos hold. Mordet var en tak for sidst for Bolivias mord på den marxistiske revolutionære Che Guevara.

Jan Stage bar i sine unge år en sand revolutionær i sit hjerte. Han boede i en årrække i Cuba, da han var Informations korrespondent.

Sideløbende agerede han spion for den cubanske efterretningstjeneste. Det var som cubansk spion, Jan Stage blev involveret i mordet på Pereira, der var Bolivias tidligere efterretningschef. Udover at køre flugtbilen skaffede den danske journalist også pengene til Monika Ertls rejse fra Bolivia til Hamborg.

Desillusioneret journalist
- Det var en fantastisk historie som romanstof, fordi historien aldrig havde været fortalt før. Mordet havde været en hemmelighed i Jan Stages liv - en hemmelighed, han kun havde indviet ganske få menesker i. Problemet for Jan Stage var måske ikke så meget, at han var idealist - det synes jeg egentlig er meget smukt. Men drabet gjorde, at han aldrig rigtig bagefter kom ind til sig selv. Han blev desillusioneret. Denne skelsættende begivenhed og hans ofte barske oplevelser som krigskorrespondent gjorde, at han blev en desillusioneret journalist. En desillusioneret journalist er dog langt mere interessant at læse end en idealistisk journalist. Jan Stage tilførte journalistikken noget, som man ikke fandt andre steder i Danmark i hans samtid, siger Morten Hesseldahl.

En anden virkelig figur, som Hesseldahl, har brugt er hans egen far, der i halvandet år var med den danske modstandsbevægelse under den tyske besættelse 1940-1945.

Det vrimler med svar
- Af en eller anden mærkelig grund kom min far ud af modstandskampen med sjælen i behold. Han kom simpelthen videre i teksten. Det var der mange modstandsfolk, der ikke gjorde. De blev hængende og blev bitre, oftest fordi det var det gamle Danmark fra før Anden Verdenskrig, der vendte tilbage. Det var de samme politikere, der kom til at sidde på magten, hvor mange modstandsfolk havde ønsket sig nogle nye og et anderledes Danmark. Min far kæmpede imod noget og ikke for noget, og det var en helt anden tilgang end Jan Stages, siger Morten Hesseldahl. Han mener, det er vigtigt, at kunsten beskæftiger sig med ismerne, idealismen, totalitarismen, islamismen og historisk nazismen. Ismerne er det stik modsatte af kultur. Ismerne leverer svar helt ned til mindste detalje. Kulturen stiller spørgsmål.

- Det fælles for de store totalitære bevægelser er, at der ikke er andet end svar i dem. Det vrimler med svar på alt. Svar på hvordan man skal leve sit liv. Derfor er det vigtigt - også for vore børn - at vi får løftet kunsten ind for at stille spørgsmålet »hvad nu hvis…?«, for kunsten har også en lidt langsommere og længerevarende afsmitning på beslutningstagerne i vort samfund. Hvis ikke H.C. Andersen og Charles Dickens havde skrevet om social uretfærdighed, havde politikerne og administratorerne vel næppe inkorporeret disse forfatteres ideer i reformerne af samfundet.

- Det samfund, vi har i dag, har vi fået ud af den kultur, vi har haft. Der er en forbindelse fra kultur til politik, fordi kulturen åbner døre for os. De gamle danske partier, Venstre, Det Konservative Folkeparti, det Radikale Venstre og Socialdemokratiet, har alle et afsæt i kulturlivet i Danmark. Jeg ønsker ikke Lars von Trier som sundhedsminister eller Ole Bornedal som sandhedsminister, men når jeg hører statsminister Lars Løkke Rasmussen som eneste reference i sin nytårstale bruge tv-serien Matador, som han oven i købet fortæller, at han har set 20 gange, så tænker jeg lidt: »aaaarg… kom nu!«, siger Morten Hesseldahl.

For læser politikere i dag overhovedet bøger?, spørger han. Tidligere statsminister Anker Jørgensen havde sin arbejderlejlighed i Sydhavnen i København fyldt med skønlitteratur og billedkunst. Anker Jørgensen havde syv års skolegang og en baggrund som lagerarbejder.

- Den slags kan jeg godt savne hos dagens politikere i Danmark.

pil op
Næste essay
Ikke flere essays