Mest læste
[Litteraturessay]

1 - Litteraturessay
Alsidighedens affektion
2 - Litteraturessay
Krimi, viden og kultur
3 - Litteraturessay
Interview med Theis Ørntoft
4 - Litteraturessay
At finde en form til sin vrede
5 - Litteraturessay
»Jeg har ikke matematiske evner nok til at skrive en krimi«
6 - Litteraturessay
Den Litterære Rebel
7 - Litteraturessay
Interview med Sofie Kluge
8 - Litteraturessay
Hur kommer man på nånting sånt här?
9 - Litteraturessay
Ernesto Dalgas; Modernitetens apokalypse
10 - Litteraturessay
Mosaikkens fortælling



Tysklands politiske fortæller


« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Tysklands store litteraturikon Günter Grass er i Danmark, hvor han næsten er blevet symbolet på tysk litteratur. Men den politiske forfatter har igennem mange år både delt og samlet Tyskland. Günter Grass har lagt sig ud med både socialdemokrater, hjemstavnsfordrevne, litteraturkritikere og sikkert også mere end én forbundskansler.

Mange synes, han er bedrevidende og arrogant. Men da Günter Grass er manden, der om nogen har bidraget til at give tysk efterkrigslitteratur international rang, er også lovord til overs til forfatteren. Man taler måske ikke så ondt om en landsmand, der har fået Nobels litteraturpris.

Günter Grass er en fremragende fortæller, en undervurderet lyriker og en blændende tegner. Men han er også "aggressiv og hævntørstig", siger den harske litteraturkritiker Marcel Reich-Ranicki i en dpa-rundspørge, som nyhedsbureauet engang lavede. Marcel Reich-Raniciki kom på kant med Günter Grass, da han på forsiden af Der Spiegel rev bogen Ein weites Feld (på dansk: En lang historie) over. Det var en fotomontage, har Reich-Ranicki senere understreget.
- Günter Grass har gjort så meget godt for tysk litteratur, at man sagtens kan tilgive ham sine synder. Til hans største synder hører hans årelange kamp for at afskaffe eller i det mindste at kastrere litteraturkritikken, siger Reich-Ranicki.

Lidt for ivrig
Den tidligere redaktør af tv-udsendelsen Das literarische Quartett håber på en forsoning med Grass men tror ikke rigtigt på den.
- Det skal jeg være den første til at beklage, siger Reich-Ranicki til dpa.

Men.

I 1997 sagde selvsamme Reich-Ranicki, at Grass' seneste bøger var så mislykkede, at Grass var uden chance for at få Nobels litteraturpris. Da Grass så fik den i 1999 udtalte litteraturkritikeren, at "var der en tysk forfatter, der skulle have prisen, så var det Grass".

Det er frem for alt hovedværket Die Blechtrommel, der har placeret Grass som en af de mest betydningsfulde, europæiske nutidsforfattere. Grass har også altid været den engagerede intellektuelle. Mange syntes, han var lidt for ivrig i sit politiske engagement i 60erne og 70erne. Dengang gik Grass ind i valgkampen på SPDs side. Nogle mente, han skadede den sag, han ville tjene. Herbert Wehner, SPDs mangeårige gruppeleder i Forbundsdagen, sagde:

"Med alle sine aktiviteter er det lykkedes Grass at vinde tusindvis af nye SPD-støtter samtidig med, at han har skubbet tusindvis væk".

Spiegel-redaktøren Volker Hage har nogle gange fået for meget af Grass, men er alligevel manden bag udtalelsen:

"Forbundsrepublikken Tyskland ville have været en anden republik, hvis ikke Grass havde sat sig op mod Adenauer-epoken, og hvis ikke han i tide og utide havde blandet sig".

Æresborger i Danzig
Der findes dog få tyskere, der er mere populær i Polen end Günter Grass. Det er blevet sagt om Grass, at han er litterær i udlandet og politisk i Tyskland. I Grass' fødeby Danzig (den nu polske by Gdansk) står en statue af Bliktrommens hovedperson Oskar Mazerath, og Grass selv er blevet ophøjet til æresborger i byen. Da Grass fik Nobels litteraturpris berettede polske medier stolt om forfatteren, hvis bedstemor var kaschuber. Det var nærmest som om, den femte polak i rækken fik litteraturprisen, da fire fra Polen indtil nu er blevet tildelt den.

Kaschuberne er det lille slaviske mindretal i det tidligere Pommern og er nært beslægtede med det polske folk. I Polen har man heller ikke glemt, at Grass var med på Willy Brandts rejse til Polen i 1970. Rejsen var starten på en tysk-polsk-forsoning.

Moralsk autoritet
Grass har fået en stor moralsk autoritet i Polen. Her står han som den tyske forfatter, der i den skarpeste form har beskæftiget sig med nazismens uvæsen og sat sig op imod fremmedhad, oprustning og stramning af asyllovgivningen. Samtidig skyede han heller ikke en harsk kritik af de tidligere kommunistiske magthavere. Grass har dog forsonet sig med flere af dem, han ellers tidligere har kappet forbindelserne til. Da kunstakademiet i Berlin ikke ville give Salman Rushdie husly, da præstestyret i Teheran udstedte dødsdom over forfatteren, trådte Günter Grass ud af akademiets præsidium.

Senere er han genindtrådt i præsidiet, og akademiet viste for nogle år siden en stor særudstilling om Grass. I dag bor Grass i Lübeck, Thomas Manns og Willy Brandts hjemby.

Enhver fordrivelse er en forbrydelse
Günter Grass brød et monopol, da han udsendte Im Krebsgang (på dansk: I krebsegang) - nemlig de nationales og højreradikales monopol på at fortælle historien om forbryderregimets egne ofre.

Grass mener, at historien om "Wilhelm Gustloff" har været alt for vigtig til kun at være helgenlevned for højrefløjens revanchister.
- Temaet med de 12-14 millioner flygtninge, der blev fordrevet fra de tyske østprovinser i 1945 og derefter, har ikke decideret været fortiet i det tidligere Vesttyskland. Men er heller ikke blevet behandlet særligt indgående i for eksempel litteraturen. I DDR kunne man derimod tale om et decideret tabu. Her blev flygningene aldrig kaldt for fordrevne men for "Umsiedler", fordi arbejder- og bondestaten ikke ville genere Polen og Sovjetunionen, der indlemmede områderne, siger Günter Grass.

Romanens fortæller er den midaldrende journalist Paul Pokriefke, der blev født på selve rædselsnatten, da "Wilhelm Gustloff" blev sænket den 19. januar 1945. Paul og hans mor Tulla overlevede på mirakuløs vis, men fortællingen igennem spøger alle de omkomne, flest kvinder og børn, som blev ofre i dobbelt forstand: Ofre for Hitlers og Stalins brutale krigsførelse og ofre for eftertidens tyske fortielse af sorg og smerte.

Paul er en repræsentant for den fædreløse generation, der efter 1945 skulle kigge fremad. Han får sig dog et chok, da han opdager, at hans egen søn beskæftiger sig med emnet på en nynazistisk hjemmeside. Unge højrekræfter taler, hvor de ældre generationer tier.
- Jeg har oplevet en angst hos mange tyskere. Den går ud på, at hvis vi nu taler om de tyske ofre, så vil højrefløjen komme på banen og opregne ofrene mod hinanden. Men det holder ikke. Enhver fordrivelse er en forbrydelse. Vigtigt er det dog at fastholde, at det var tyskerne, der begyndte med fordrivelserne. Vi gik ind i Polen og Sovjetunionen, og det udløste en kæderaktion af vold og forbrydelser, og det er i denne rækkefølge, det hele skal ses, siger Günter Grass.

Kritiker af genforeningen
En af Grass' kæpheste er den måde, den tyske genforening foregik på, og her over tyve år efter Berlin-murens fald giver han også gerne sit besyv med.
- De tidligere DDR-borgere er blevet bedraget. De troede på Helmut Kohls løgn om, at Østtyskland ville blive forvandlet til "blomstrende landskaber". Mine advarsler fra dengang er blevet overgået af virkeligheden. Alt sammen er blevet meget, meget værre. Genforeningen var i virkeligheden en vesttysk overtagelse af DDR, og i dag er 90 procent af produktionsmidlerne i vesttyske hænder. Fattigdommen i Tyskland finder man frem for alt i de nye forbundslande, hvor gennemsnitsindkomsten ligger langt under den vesttyske. Man gjorde DDR-borgerne ejendomsløse, og man stillede dem dårligere økonomisk, siger Günter Grass.

Günther Grass hæftede sig allerede ved genforeningen i 1990 ved, at DDR-borgerne aldrig formelt blev spurgt, selv om den tyske grundlov kunne tolkes sådan, at folket havde et krav om at blive spurgt.

- Man skal også huske på, at oprettelsen af DDR var en reaktion på oprettelsen af den vesttyske forbundsrepublik. Vesten tog altid det første skridt. Tysklands deling skete ikke kun på grundlag af østblokkens skridt. Først kom Bundeswehr i vest, så kom Volksarmee i øst. Først kom D-marken og så kom DDR-marken, siger Günter Grass.

Han mener, det var Adenauer-æraen, der lagde grunden til denne deling. Først med Willy Brandts berømte knæfald i Warszawa i 1970 kom de to Tysklande ud af den fastlåste situation.

Havde fortiet SS-fortiden
I 2006 år udsendte Günter Grass erindringsbogen »Beim Häuten der Zwiebel«, der affødte en voldsom debat i og uden for Tyskland. Ikke så meget på grund af selve bogen men på grund af et interview med Frankfurter Allgemeine Zeitung (FAZ). Her fortalte Günter Grass, at han i de sidste uger af krigen var indrulleret i en SS-division. Waffen SS var på det tidspunkt en våbenenhed som alle andre, og det var en enhed, man kunne blive indkaldt til.

Grass blev stærkt kritiseret for, at han først på dette sene tidspunkt var gået til bekendelse, blandt andet på den baggrund, at han ikke havde været sen til at revse andre, når de ikke lagde deres fortid under Det tredje Rige frem for offentligheden. En af dem, der har forsvaret Grass i denne sag er hans danske oversætter, professor Per Øhrgaard.
- Hvis man ikke vidste, at Grass på et langt tidligere tidspunkt havde betragtet sin fortid under nazisterne meget selvkritisk, så har man ikke læst Grass ordentligt. Han havde lang tid før interviewet med FAZ sagt, at han også havde troet på hele den nazistiske propaganda. Han havde fortalt, at han var vokset op i en familie, der ikke troede på ret meget andet end det, der kom fra propagandaministeriet i Berlin. Derfor er dog alligevel interessant, at han ikke noget før havde fortalt offentligheden, at han som ung havde været SS’er, siger Per Øhrgaard.

Og netop det sidste var dét, der faldt hans kritikere i Tyskland for brystet.

pil op
Næste essay
» Interview med Sofie Kluge »