Mest læste
[Koncertanmeldelse]

1 - Koncertanmeldelse
Sinne Eeg og Touché
2 - Koncertanmeldelse
Abild
3 - Koncertanmeldelse
MC Hansen Band
4 - Koncertanmeldelse
JazzKamikaze
5 - Koncertanmeldelse
Helene Blum & Harald Haugaard med: Anna Lindblad, Petri Hakala, Antti Järvela og Sune Rahbek.
6 - Koncertanmeldelse
Pligten Kalder
7 - Koncertanmeldelse
Veto
8 - Koncertanmeldelse
Eivør
9 - Koncertanmeldelse
Sinatra - En mand og hans musik
10 - Koncertanmeldelse
Folkeklubben




Mariss Jansons og Det Kongelige Kapel
Operaen 9/3-2018
Anmeldt 10/3 2018, 13:21 af Lars Ole Bonde

Opstandelsen og livet


Opstandelsen og livet

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Gustav Mahler ønskede, at symfonien skulle være en verden i sig selv. Ikke bare en musikalsk verden med melodiske veje, rytmiske markeringer, harmoniske farver og formmæssige grænser, men en verden af tanker, følelser og oplevelser, som mennesker kan spejle sig i og bruge til at reflektere over deres eget liv. Det var et kontroversielt program for 100 år siden, i Mahlers egen levetid, men i dag er Mahlers symfonier blandt de mest spillede, fordi vi i dag gerne vil høre disse storslåede fortællinger om hvordan det er at være menneske, på godt og ondt.

En femsatset fortælling
Nogle af Mahlers symfonier er dybt tragiske, mens andre er mere optimistiske på menneskehedens vegne. Til den sidste kategori hører 2. Symfoni i c-mol, Opstandelsessymfonien, en femsatset fortælling som på dramatisk vis fører tilhøreren igennem tilværelsens dybeste afgrunde og tilstande af fortvivlelse og håbløshed, for alligevel til sidst at fremmane opstandelsens herlighed og det evige lys.

Den tyske digter Klopstock har skrevet de fortrøstningsfulde ord, f.eks. sopransoloens "O glaube: du warst nicht umsonst geboren! Hast nicht umsonst gelebt, gelitten!" På samme måde som i Beethovens 9. Symfoni træder koret til og forstærker følelsen af samhørighed mellem de udøvende og tilhørerne.

Jeg vil ikke her gå ind på de mange fortolkningsmuligheder, symfonier tilbyder, - for eksempel hvordan Opstandelsen egentlig skal forstås: religiøst eller eksistentielt. Jeg vil nøjes med nogle betragtninger over den opførelse, som langt over tusind mennesker i en fyldt Opera kunne opleve torsdag aften den 9. Marts, da dirigenten Mariss Jansson kvitterede for Sonning-prisen ved at dirigere netop Opstandelses-symfonien med Det Kongelige Kapel, sopranen Genia Kühmeier, mezzosopranen Bernarda Fink og Operakorene fra København og Malmö.

Gribende og overvældende
Orkestret og koret fyldte scenerummet godt ud - alt i alt var der godt 100 musikere og omkring 70 sangere, plus fjernorkester (messingblæsere), de to solister og dirigenten selv. Orkestret havde en god aften, men det kunne også tydeligt høres at der var en del assistenter med: ikke alle instrumentgrupper havde en lige homogen klang. Det er nok desværre en del af den pris, Kapellet - og ikke mindst vi som publikum - har måttet betale som følge af de seneste statslige nedskæringer.

Operakoret sang de fantastiske korafsnit i 5. Sats klangskønt og dynamisk nuanceret. I "gamle dage" (for få år siden, før koret blev skåret ned til 40 faste sangere) kunne det kongelige operakor selv have klaret opgaven - nu måtte det altså suppleres med koret fra Malmö-operaen, og det var glimrende, fra det næsten uhørlige pianissimo i korets første frase til de overvældende hymniske slutlinjer. De to udenlandske vokalsolister var fremragende - ingen overdreven opera-patos, men tværtimod let tilbageholdte, slanke og meget inderlige stemmer, som var fine hver for sig og passede godt sammen (i 5. Sats), også sammen med koret. Sammenfattende må man sige, at det var en gribende opførelse - på ingen måde "indspilningsperfekt", men med live-fremførelsens særlige intensitet. Og det skyldtes ikke mindst dirigenten.

En af verdens bedste dirigenter
Den 75-årige Janssons direktion er skøn at se på - bagfra. Jeg er også ret sikker på at den opleves som dybt tilfredsstillende for musikerne og sangerne. Jansons bruger dirigentstok, og som udgangspunkt holdes den i højre hånd og bruges til at markere alle væsentlige indsatser, temposkift og overgange, men "pinden" vandrer ofte og egentlig ganske upåfaldende over i venstre hånd, hvor den så gemmer sig; det sker især når karakteren af et kortere eller længere afsnit skal markeres gestisk. Så bruger Jansons begge hænder selvstændigt til at vise, at udtrykket skal være inderligt, heftigt, smilende, dramatisk, ophøjet eller noget helt sjette. Det ser fuldstændig organisk ud; der er intet spil for galleriet, og musikken flyder derfor fuldstændig selvfølgeligt af sted, også i et meget langt og komplekst forløb som denne symfoni er.

Man oplever det samme, når/hvis man lukker øjnene: Der er ingen overdrevne effekter, ingen hårde opbremsninger og forceret acceleration eller opbremsning: Dette enorme skæbneskib af en komposition føres elegant gennem klippefyldte farvande, lægger indimellem til kaj og afleverer de fineste glasmosaikker, malerier af store kampscener, landlige idyller eller muntre sammenkomster, før det igen sejler mod fremtids fjerne mål. Der skal en virkelig god kaptajn til at styre et sådant fartøj, og Jansons kan sin metier til perfektion.

Akustikken i operaen var egentlig ikke nogen stor hjælp. Der var ikke megen efterklang til at skabe magi omkring de langsomme blæserkoraler eller i mezzosopranens Urlicht, klagesangen over menneskehedens selvforskyldte elendighed. Men øret vænner sig til omgivelserne - det er et fantastisk organ vi dér har til at lytte til verden! Jansons havde placeret de sidste satsers fjernorkester højt oppe på en balkon i tilskuerrummet, og trods manglen på efterklang opstod magien - det var som at høre et lille engleorkester fra det hinsides; præcis som Mahler må have tænkt det.

Sonnings musikpris
Jansons får Sonningprisen for et langt dirigentlivs indsats i musikkens tjeneste. Som Katrine Ganer Skaug sag i sin prisoverrækkelsestale, stiller Jansons aldrig sin person ind foran musikken. Det er noget, både orkestermusikere og publikum kan mærke. Et vidnesbyrd om slidstyrken i denne form for musiker(mester)skab er det meget lange forhold Jansons havde til Oslo Philharmonikerne (1979-2003) og hans fortsatte samarbejde med eliteorkestre som Concertgebouw og Bayerns Radioorkester.

Jansons dirigerede faktisk en del i Danmark i begyndelsen af sin internationale karriere, og han nævnte selv samarbejdet med (det der dengang hed) Sjællands Symfoniorkester i sin korte takketale. Meget mere blev det ikke til; udlandet fik først øje på den lettiske dirigents kvaliteter. Nu var han altså tilbage i Danmark og dirigerede for første gang Det Kongelige Kapel. Han nævnte vist også, at han ville se med glæde på en invitation til at dirigere en opera med Kapellet. Det er noget, Jansons sjældent gør, så man må håbe de rette ører var åbne! Efter en så uforglemmeligt koncert som denne ønsker man bare: mere.

Bonusoplysninger:
Man kan læse et portrætinterview med/om Mariss Janons i det seneste nummer af musikmagasinet KLASSISK, som også gennemgår nogle af de eksisterende videooptagelser af koncerter og operaer. Man kan læse om Mahlers 2. Symfoni bl.a. i Valdemar Lønsteds store biografi Mahler (Gyldendal 2006)

Forrige anmeldelse
« Sønderjyllands Symfoniorkester... «
Næste anmeldelse
» Chris Minh Doky Trio »