Mest læste
[Filosofi, kultur og samfundsessay]

1 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Digitale medier, kompetencer og dannelse
2 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Jobs Bog
3 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Hvorfor tager Roman Jakobson fejl?
4 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Den naturgivne magt i menneskets hænder
5 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Livskvalitet, kultur og identitet
6 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Nietzsches filosofi
7 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Det idylliske Danmarks-billede er krakeleret
8 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Den danske hygge, krisen og demokratiet
9 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Det var en heltedåd
10 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Danmarks Radio på vrangen



Hvorfor tager Roman Jakobson fejl?


« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Misforstå mig ikke, jeg anser, som mange andre, Roman Jakobson som en af de vigtigste sprogforskere nogensinde. Men jeg mener dog også, at han har gjort brug af visse forenklinger, som dog relativt enkelt kan rettes til. Jeg tænker her især på hans kommunikationsmodel. For den læser, der ikke kender til Jakobsons kommunikationsmodel, kommer den her:



Hvorfor er det så, at jeg anser denne model som fejlagtig? Først og fremmest må man nødvendigvis spørge sig selv, om det udelukkende er indkoderen (altså afsenderen), der har indflydelse på afkoderen (altså modtageren). At sige at kommunikationen foregår så lineært er misforstået. Der er ingen modtager – ligegyldigt hvilken modtager man tænker på – der blot sidder passivt og tager imod. Og hvis en sådan modtager skulle findes, må man spørge sig selv, om dette er en perceptionist eller receptionist.

Forskellen på disse to er ren nuance, og jeg vil ikke gå i dybden med forskellen her. Men når man er receptionist, tager man blot imod den strøm af information, der kommer fra afsenderen (reception betyder netop at modtage). Men selv her må man antage, at der hos en sådan modtager findes en smule kritisk sans. Ellers kan man vel næppe siges at tage imod noget som helst. Hvis man ikke er kritisk overfor det, man hører, er man vel ret beset blot til stede. Man tager jo næppe imod noget, hvis man ikke har en mening til det, man tager imod. En receptionist må som minimum tage imod og have sine egne meninger til det, denne tager imod. En perceptionist tolker og analyserer det, denne tager imod (perception betyder at opfatte). Forskellen på de to er som sagt ren nuanceforskel, og jeg skal ikke gå i dybden med dem her.

Den model, som er vist ovenfor, kan man, med lidt god vilje, lægge ned over læsningen af en bog. Men selv her må man indse, at dette ville være at simplificere tilværelsen en smule. Lægger man en sådan model ned over en læsning, går man automatisk ud fra, at modtageren ikke kan danne sig sin egen mening om det læste, endsige kommentere på det læste. Hvis man antager, at kommunikation imellem forfatter, tekst og læser ser sådan ud, ville det alt andet lige være tæt ved umuligt at forklare, hvordan der nogensinde kan udkomme anmeldelser af bøger. Eller hvordan man i det hele taget kan diskutere bøger. Tog man blot passivt imod, ville man læse en bog, lægge den på hylden, og aldrig nævne den igen. Altså antager Jakobsons kommunikationsmodel, at det kun er afsenderen, der kommunikerer med modtageren igennem teksten.

Hvis man så vil tale om interpersonel kommunikation, bliver ovenstående model ganske enkelt ubrugelig. Som det kan ses af ovenstående, er modellen stærkt forenklet ved læsning, men ved interpersonel kommunikation kan den ganske enkelt ikke bruges. Her må man som minimum bruge følgende model:



Hvad denne model tager med, er det faktum, at modtageren også har en mulighed for at blive afsender. Under alle omstændigheder viser denne model, at man som modtager, kommunikerer med den tekst, man læser. Dette forstået på den måde, at man som læser typisk er netop perceptionist, der læser og analyserer det skrevne. Man har så at sige en mening om det, man læser, og man drager nogle konklusioner ud fra det læste. Det er ikke sikkert, det er store, dybsindige konklusioner, men man tænker som minimum over, om man kan lide den tekst, man har læst, eller om man synes, det er noget vrøvl. I denne model må man selvfølgelig inkludere kode, kontekst og medium, men dette er underforstået, og jeg vil ikke skrive det på igen.

Men selv denne model, må man indse, kan ikke bruges ved interpersonel kommunikation. Det er altså blot en model til tekstlæsning. Interpersonel kommunikation er, alt andet lige, noget mere nuanceret end læsning af en bog, idet der ved en sådan kommunikation, rent faktisk er tale om ansigt-til-ansigt kommunikation. Der er mange flere ting, der kan afkodes, når man taler med et menneske frem for når man ”taler” med en bog. Derfor vil man ganske enkelt se sig nødsaget til at udvide selv denne model ganske drastisk for overhovedet at kunne anvende den blot nogenlunde på interpersonel kommunikation. En sådan model vil se ud nogenlunde som følger:



Denne figur kræver en forklaring, selvom den egentlig er ganske ligetil. Indkoderen (afsenderen) sender en meddelelse til afkoderen (modtageren). Afkoderen bliver så nødt til rent faktisk at afkode meddelelsen, og dette kan være enten forstået eller misforstået. Afkodningen afføder så en respons, og denne respons kan igen afkodes, hvilket igen kan være enten forstået eller misforstået. Det skal her kommenteres, at min model, som enhver anden kommunikationsmodel, har sine fejl. Eksempelvis tager sådanne modeller ikke eksplicit med i sine overvejelser, hvorvidt noget er sagt i sjov, hvordan ansigtsmimikken er, hvilket toneleje, der bliver talt i og så videre. Dog tager jeg, som Roman Jakobson, til en vis grad højde for at også konteksten spiller en rolle i forhold til beskeden, og det er denne kontekst, der kan siges at være basen for forståelse af den eventuelle humor, der ligger i en meddelelse.

Denne forståelse af humor kan også forstås gennem koden, der er det fælles sprog, begge taler, og der kan humor anses som et fælles sprog. Men hvad nu hvis man sidder flere, og en eller to ikke forstår humoren, selvom man bruger en anden tone eller en anden mimik? Så bliver konteksten og den kode, man troede var fælles, i princippet irrelevant, og beskeden vil sagtens kunne misforstås alligevel. Og man kan tilmed sige noget i sjov, men lyde helt alvorligt, og så er det igen, at beskeden kan misforstås, fordi man ikke opfanger humoren i beskeden – og igen er konteksten og koden i princippet irrelevant. Dernæst skal der også spørges ind til, om konteksten for Jakobson er den tidslige konktekst eller om det rent faktisk, i interpersonel kommunikation, er alt det, der ligger omkring meddelelsen. Det er en diskussion, jeg ikke vil bekymre mig om på nuværende tidspunkt.

Kommunikationsmodeller er nyttige for så vidt, at de kan forklare, hvordan samtalen på overfladen forløber mellem to eller flere mennesker. Og min model tager til en vis grad højde for, hvorledes meddelelsen bliver afkodet, og dermed hvordan kommunikation fungerer mellem mennesker eller grupper. Ved andre modeller er afkodningsprocessen dog med implicit – læseren skal altså selv tænke sig til denne mulighed. Så hvis læseren ikke tænker over dette, bliver afkodningsprocessen til en vis grad glemt eller i bedste fald blot overset. Men ved min model er denne proces helt eksplicit, hvilket jeg anser som væsentligt.

Så kommer tidspunktet, hvor jeg skal forsøge at forklare, hvorfor Roman Jakobson tager fejl. Dette er ret ligetil, og jeg har nok forklaret det løbende. Men helt basalt kan det siges, at Roman Jakobson tager fejl, fordi han anser kommunikation som noget lineært, der kun forekommer fra afsender til modtager. Dette er en fejl, og det bliver antaget at kommunikation er noget statisk. Det er ikke tilfældet. Kommunikation er dynamisk, og man er som afsender og modtager nødt til hele tiden at indordne sig konteksten. Altså tager Roman Jakobson fejl, fordi han ikke eksplicit overvejer muligheden for, at der er potentiale for tovejskommunikation i en hvilken som helst læsning.

pil op