Mest læste
[Filosofi, kultur og samfundsessay]

1 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Digitale medier, kompetencer og dannelse
2 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Jobs Bog
3 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Hvorfor tager Roman Jakobson fejl?
4 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Den naturgivne magt i menneskets hænder
5 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Livskvalitet, kultur og identitet
6 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Nietzsches filosofi
7 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Det idylliske Danmarks-billede er krakeleret
8 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Den danske hygge, krisen og demokratiet
9 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Det var en heltedåd
10 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Danmarks Radio på vrangen



Den danske hygge, krisen og demokratiet


« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

For det første en selvfølgelighed: følgende handler ikke om ”Verdens sande tilstand,” (bog af Bjørn Lomborg) for jeg, der ikke er noget overmenneske, kender den ikke og er heller ikke statistikker. Dette er kun mit synspunkt, der er mange andre kvalificerede – og det skal der være lov til, demokratisk lov, der jo fx forudsætter adskillelse mellem lovgivende, dømmende og udøvende magt.

Men vores tid er en forvirret tid, en rodløs tid, en uhæmmet tid. Der findes imidlertid også antaster til at mere vedkommende ting, hinsides ”personsager,” (altså sager der gennem lange stræk handler om at nedvurdere enkeltpersoner) bliver taget mere alvorligt eller debatteres mere seriøst og åbent uden den vanebetingede selvfølgelighed, der ofte præger mediernes opportune paranoia. Den rentable paranoia gælder særligt de, næsten konsekvent underlødige, tabloid- aviser, der er opportunister, affekt-aviser, pengemaskiner, men jeg synes også, det gælder vores politiske kultur.

Brug for åndelighed og mangfoldighed
Selvfølgeligheden i forudsigelig person-nedgørelse, der udhuler troværdighed og integritet, som vores tid imidlertid skriger efter – og skriger sådan efter. Men kan troværdighed designes, eller er design udslag af, at ingen politikere har troværdighed, fordi den som underholdning systematisk undergraves i visse dele af pressen? Helle Thorning taler, som jeg ser det, stadig inden for rammerne af ”designerpolitikken,” som Fogh (og begyndende Nyrup før ham, hans konstante medie-ledelseskrise er baggrund for Foghs ”håndtering” af medierne – læs fx ”Hvor der handles” af B. Heltberg, og lignende bog, ”I Rosens navn,” af L. Ellegaard) opfandt og gjorde til retvisende traume og magtopportunisme: noget for noget, ikke årvågen menneskelighed, men iscenesat handelsmoralisme – som vi vel var bedøvede nok til at betragte som præstationsfremmende udebliven af ellers førhen agtet tolerance.

Men nu – den nuværende regering. Med de også gode potentialer, den faktisk har, og den øgede og mindre centralstyrede mangfoldighed, den repræsenterer – også den taler stadig om fx den ”finansielle situation,” ”finanskrisen,” som var den ikke netop ligeså meget eller mere: en menneskekrise, en opløsning af vores fælles værdier og de forhold, vi velbegrundet kan sætte vores lid til. Dermed taler regeringen, indenfor rammerne af designerpolitik, vel stadig ned til mennesker uden at opdage det – thi forventer den, eller forsøger den bevidst at fortrænge, at mennesker har flere behov end de rent materielle, visioner, fx?

Kunne vi danskere ikke ønske os noget mindre snæversyn, en smule mere åndelighed, lidt mere bastant og troværdigt håb, der ikke i forvejen er sat på forudsigelig og centralstyret produktionsflaske? En mere klar og fast (jeg tør dårligt bruge ordet, det næste, der kommer, er jo ”fair”) og human linje, medier ikke konstant får lov til at beklikke lødigheden i, mens man svælgende undergraver personligheder på vegne af de læsere, der hermed vel aktivt miskrediterer deres egen dømmekraft eller ansvarsløst tilsidesætter den? En smule mere åndelighed, lidt mere fantasi? Personligt ser jeg ikke megen fantasi – derimod en del politikere der taler godt for sig, når de i stadig højere grad skal lægge afstand til – det de, kørt rundt i medierne, talte godt for eller flygtede fra sidst.

Derfor altså åndelighed, mere mangfoldighed og mindre planlægning af mediebudskaber? – Særligt fordi man under de borgerlige regeringer, i vrede over det fremmede, ikke fremmede vilkårene for ”de fremmede” – en fremmedhed som de borgerlige ikke syntes at genkendte hos sig selv og derfor bekæmpede i andre? – Når man samtidig sikrede: at ”de fremmede” ikke måtte give udtryk for denne nedvurdering uden at give de borgerlige ret i deres antagelser om, at der desto mere var grund til den? – Fordi man altså gjorde det til vane at tale ned til mennesker og derfor, med tiden og ikke imod den, fik ret i de menneskers nedrighed, der med tiden blev, som man selv forudsagde?

Nedsættende tale skaber nedsatte mennesker. Med denne tale forårsagede man deres, de i forvejen dårlig stilledes, nedrighed, skabte den i forløbne medier og her med ubetryggende tilsidesættelse af almindelig respekt og kritisk sans, som var nedrigheden reel virkelighed, eller som var den ikke andet, opretholdte den – sammen med magten. Så sagde man borgerligt og erklærede, at man da var midterparti, øh, her er der vist noget galt: ”Se, de er, som vi siger, de skal have mere hårdhed.” Hvorfor reelt: måske fordi man forudsatte, at ”de” ikke kunne være anderledes, hvad ”de” i længden således heller ikke kunne, eller rettere: at vi ikke burde være bedre, eftersom vi havde retten og ”det gode” på vores side. For mig ligner det afmagt og nedrighed forklædt som attråværdig præstation, det højeste når det når triste dybder eller begynder at nærme sig vores grundvand – og tilmed får offentligt ros for sin skamløshed.

Derimod kan ærlige visioner, der ikke forudsætter fjendskab, starte med varme hænder og ikke kolde kontanter og frysende hjerter. Hvad vil Thorning og ministrene, udover økonomisk berigelse, med vores land, med deres, i forhold til den tidligere regering, ligefrem lettende og menneskelige mangfoldighed? Skal vores land stadig styres af opportunister og ”design”? – nej, det kan ændre sig til det bedre.

Design-politik, mediemanipulation og underholdning
Men netop næppe med mere ”spin”? For hvad er spin? Spin ligner meget ”medier der underholder medier” – og medievirkelighed, der reelt undergraver interessen for lødighed og politik. Spin ligner lede, spil og design – at man med andre ord retter sin mening ind efter, hvad (man mener) vælgerne gerne vil høre, så man får eller kan bevare magten. Derimod ligner spin ikke, hvad man, i oprigtigt, mindre kalkulret og ærligt lederskab, mener ville være godt for andet og andre end ”medievirkeligheden,” idet man i denne gør sig afhængig netop af den del, eller det i os alle, der vidende og uvidende tilsidesætter redelighed og hult vel opretholder underholdningen – med det modsatte. Hermed mener man – og dette med urette, men ikke derfor med udeblivende effekt: at kunne bevare magten, men hvor længe?

Politisk design udtrykker ”mængdens” formodede ønsker – og tager os derfor ikke alvorligt, som individer. Designpolitik synes ikke at betragte individer som individer, men snarere som grupper eller masser, der kan manipuleres. Og blev vi, befolkningen, under de brogerlige regeringer, ikke til dels genstand for kalkuleret manipulation, hvorved vi, som masse, blev betragtet som blotte magtredskaber for en højere dagsorden – der altså ikke viste sig at være vores, men viste sig at være: et spil?

Design er kalkulation, mens ærlighed er mod, ikke mindreværd, ikke overmod, men (balance og) mod. De mere centralstyrede borgerlige regeringer var mere kalkulerede end de var frie, skelnede ikke ordentligt og hjertelig mellem godt og mindre godt, hvis ikke der var magtinteresser knyttet til det, og nu igen: ”de, os, dem, jer, massen, hoben, flertallet…” Fogh agerede kølig systematiker, der teflon-agtigt flyttede rundt, som var vi brikker i et spil, der handlede om at fastholde magten men dermed vel også det fjendskab, der var grundlaget for den.

Klinisk ledelsespræcision  – og ”dansk hygge”?
Således bør man, efter min mening, hos socialdemokratiet – der ikke nu er krati, men er demokratiske enkeltindivider, erne, tænke mere – og mindre halvtotalitært. Dette betyder, at sætte større ære i vedkommende uenigheder og mindre planlagte budskaber, ære i forskelligheder og tolerance overfor dem, og, i flertal – mangfoldighederne bag dem. Det er vel, hvad vores politiske kultur savner, sukker dybt efter – men hvilken ubehandlet sukker- eller magtdrift er ikke sundhedsskadelig, når den syge sundhedsideologi tager dømmekraften fra mennesker og placerer den hos kliniske magtmanipulatorer og hvidkitlede, der ikke er på valg, men har valgt meget for os?

Hvis man sagde, at dette land, i nogen grad, var ledet af ”særlige rådgivere” eller hvidkitlede klinikere, der ikke er valgt, og stadig mente, det gavner vores frihed og demokrati, så kunne selv (medie)bedøvede lade stå til og regne det for en ligefrem demokratisk ret. Det er det også, men fører det til demokrati, eller forfører det væk fra det? Respekteres friheden, individerne der har den, redeligheden, der ulønnet giver den?

Demokrati kræver vedholdende arbejde, ikke viljeløs hensvæven, der ikke skelner (mellem mere skadeligt, mindre opbyggende, manipulation, redelighed, virkelighed, fantasi, mindre ensidighed, mere mangfoldighed, vane og nytænkning), ikke betingelsesløs opgiven, men seriøsitet og kritisk sans: vedholdende vurderende viljeanspændelse. Og visionen: bare vi tjener penge nok er nok nok for en del mennesker, men nok ikke naturen, som vi har skadet, fordi nok ikke var nok. Denne kan vi igen lære at respektere i en ydmyg fornemmelse for, at vi er børn af den, og at overgreb på den derfor er overgreb på os selv.

Og hvorfra hørte man intolerant, at ”nok er nok,” mens ikke meget var godt men faktisk ringere end dårligt? Indtil vi igen fokuserer på større respekt, kan vi danskere jo i mellemtiden søge midlertidig og bemidlet adspredelse ved fx det dansk antikverede kongehus, regimer og regimenter, heste og uniformer. Hos kongehuset hvor vi forflygtigende, hyggeligt og dansk, placerer medaljer også på statsledere, der nok ikke i alle tilfælde helt fortjener dem nok og nok derfor under tiden, men også under overfladen, har ført til ligefrem kongelig fortrydelse, men ikke åben bedyrelse af, at den har fundet sted.

Har ”den danske hygge” beskæmmende omkostninger, udover dens gode sider, også mere uhyggelige sider? Lader ”dansk hygge” i for høj grad stå til? Hvorfor taler vi stadig ikke om andet end at tjene de penge, der skal dække økonomiske omkostninger, ikke formindske menneskelig ulykke – den vi kan kende fra os selv og dermed både respektere og lindre hos andre.

pil op