Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Hobo with a Shotgun (83 min.) Købsfilm / Atlantic
Anmeldt 22/10 2011, 09:56 af Kim Toft Hansen

Vigilante in extremis


Vigilante in extremis

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Robert Rodriguez og Quentin Tarantino skrev, instruerede og producerede i 2007 de to film Death Proof og Planet Terror under fællesbetegnelsen Grindhouse. Betegnelsen henter de fra amerikanske biografer fra 60’erne, 70’erne og 80’erne, der specialiserede sig i exploitation film. I løbet af 80’erne, da hjemmevideoen blev udbredt, flyttede denne kultinteresse sig fra biograferne og hjem i stuerne. I dag findes der ganske få grindhouse theatres i USA. Rodrieguez og Tarantinos film var en homage til denne voldsexcessive stil. Som små gimmicks indspillede forskellige instruktører falske trailers til andre Grindhouse produktioner. Den første, der blev sat i reel produktion, var Rodrieguez’ egen Machete (2010). Nu er Jason Eiseners trailer til Hobo with a Shotgun blevet omsat til en spillefilm. Den er netop udkommet på dvd.

Handlingen er ikke specielt kompliceret. En hjemløs rejser til en by med tog, og opdager, at der ingen justits hersker i byen. Frem for et politi, der rydder op i gaderne, er lovens håndhævere bundkorrupte, mens byens medie- og mafiaboss Drake er den egentlige magthaver i byen. Da den hjemløse første gang ser Drake, er det ved et tilfælde, da Drake og hans to sønner (særdeles kreativt) dræber en fyr på åben gade – som et stort anlagt show for tilskuerne, der ikke tør gøre andet end at juble. Senere hjælper den hjemløse den prostituerede Abby fri fra Drakes voldelige sønner, hvilket sender dem på flugt fra Drakes kompagni. Langsomt indser den hjemløse, at han er nødt til at rydde op i gaderne. For der er ingen andre, der gør det.

Strukturen er helt klassisk for 70’ernes vigilante-film. Noget er gået så galt, at der kun er én udvej tilbage: voldens og selvtægtens vej tilbage til retfærdighed. Forlægget for denne film er William Lustigs Vigilante (1983), en film som Tarantino også har udtalt sin kærlighed til, men selvtægtsfilmens mange eksempler ligger Hobo with a Shotgun meget nær. Den er nærmest struktureret som en storbywestern, hvor helten ankommer som eneren, der skal rydde op – en formel, vi kender fra Sergio Leones A Fistful of Dollars (1964). Med Clint Eastwood in mente er der også en del Dirty Harry-fornemmelse over denne vigilante-stil, men i alle tilfælde er Hobo with a Shotgon presset helt ud på det (selv)ironiske overdrev.

Filmens dialog, filmens stærkt stiliserede stil, filmens voldsorgie og ikke mindst castingen af Rutger Hauer i hovedrollen som den unavngivne hobo er så overdrevet, at dens kærligt ironiske undertone ikke er til at tage fejl af. Filmen svælger i voldsargumenter og kreativt æstetiske løsninger på vold, mord og meget andet lækkert. Filmens grusomste glansnummer er scenen, hvor Drakes sønner stjæler en bus fyldt med børn – armeret med en flammekaster. Ved første øjekast ser det ud til, at filmen – trods alt! – ikke vil vise brændende børn, hvilket er antydet på det kraftigste af scenens tekniske opbygning. Kameragangen trækker sig langsomt væk fra bussen, og antyder dermed, at scenen ikke overskrider grænsen, men hurtigt vender vi tilbage – with a vengeance. Der er ikke det mord, den opsprættede mavesæk, det kreative drab, der er for voldsomt til Hobo with a Shotgun. Filmen er ikke andet end 83 minutters blood n’ gore.

Holder det så? Ja, det kan selvfølgelig diskuteres. Men den, der har set tilpas mange voldelige exploitation film fra 70’erne, vil glæde sig over en lang række tematiske, stilistiske og ikke mindst auditive gensyn og genhør. Den ligner så meget, at den er ved at kunne narre inkarnerede fans. Selv filmens score fastholder toner, der vækker genklang fra særligt en lang række blodige italienske film. Det kræver sin kvalmetærskel at stå alle minutterne igennem, men for den, der husker de mange gamle grindhouse-film, er Hobo with a Shotgun nærmest romantisk. Det er alt andet end good clean family entertainment you can trust, men det er lige ved at være hyggeligt at overvære hobo’ens sans for retfærdighed. Leveret skud for skud – for skud…


Forrige anmeldelse
« Skills «
Næste anmeldelse
» Juan »


Filmanmeldelser