Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Vores tid kommer (83 min.) Købsfilm / Atlantic
Anmeldt 15/10 2011, 13:05 af Torben Rølmer Bille

Find din indre franskmand


Find din indre franskmand

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

På omslaget til Notre jour viendra eller Vores tid kommer, som filmen er kommet til at hedde på mundret dansk, sammenlignes den med David Finchers banebrydende Fight Club, hvilket i sagens natur betyder at man allerede før filmens allerførste billede toner frem, indtager en skeptisk positur, for hvordan kan en fransk film, instrueret af en forholdsvis ukendt (men kontroversiel) musikvideoinstruktør, nærme sig en af halvfemsernes skarpeste spillefilm? Selv om filmen ikke byder på den samme visuelle og narrative hittepåsomhed som Fight Club, kan man alligevel godt forsvare sammenligningen, for begge film fokuserer på den vanskelige opgave det kan være at finde frem til ens maskuline identitet i en meget kaotisk verden.

Filmen er lige dele road movie og lige dele bildungsroman, for den dannelsesrejse som vor unge protagonist kastes ud i, byder konsekvent på grænseoverskridende situationer, der udfordrer ikke kun på hans sociale evner, men løser ligeledes op for årtiers indestængt frustration over hans omverden. Rémy er en firskåren, rødhåret dreng, der bor hjemme sammen med sin dominerende søster og en mor, der konsekvent tager søsterens parti. Som et tematisk ekko fra Fight Club, synes en fader også i Rémys liv at være ikke-eksisterende og dette fravær kan måske være blandt grundene til at han er blevet så underkuet som er tilfældet da seeren først møder ham. Han er i bund og grund en god knægt, der bare alt for nemt lader sig manipulere og dominere af hans omgangskreds.

Denne usle situation ændres dog radikalt, da Remy ved et tilfælde støder på psykologen Patrick. Han er blevet træt af sin praksis og i stedet har han besluttet sig for at begive sig ud i verden for på bedste hedonistiske vis at gøre præcis hvad han har lyst til. Vincent Cassel spiller denne rolle med stor iver, indlevelse og bizar seriøsitet, for selv om hans figur opfører sig konstant provokerende, uanstændigt og grænsesøgende, på kanten til det drivende utroværdige, kammer filmen aldrig helt over. Patrick er den katalysator, der pludselig viser Rémy at der findes et alternativ til konsekvent at vende den anden kind til.

I en form for ekstrem gestaltterapi, indleder Patrick slagsmål på barer, provokerer fremmede og bryder en lang række sociale konventioner som så Rémy så må tage konsekvenserne og må kæmpe sig ud af.

Filmen giver ingen rigtig bevæggrund til at Patrick ikke længere har lyst til at udelukkende at påvirke folk i sin psykologpraksis, men det gør heller ikke så meget for man gribes ganske hurtigt af den - på den ene side ganske realistiske og på den anden side fuldstændigt surreelle og karikerede - tone filmen byder på. Hvis undertegnede i dette forum skulle forsøge at beskrive enkeltscener, ville ord ikke helt slå til, læseren ville blive hægtet af, for det fine ved Notre jour viendra er netop at filmen er en ganske vild oplevelse.

Patrick tvinger Rémy til at gøre op med hans forestillinger om almindelig god opførsel og lader ham i stedet smag for de vildere sider ved tilværelsen, en vildskab der forstærker drengens følelse af at være til og have en egen vilje. I den franske udgave skabes der ikke en kampklub for rodløse mænd, men der formuleres undervejs maskuline manifester der leger med såvel maskulin identitet samt franske nationalistiske tendenser grænsende til rendyrket fascisme.

I denne film er det ikke nok at dyrke ekstremsport, opsøge billige adrenalinopkog, som udøveren inderst inde godt ved er forholdsvis sikre at udleve, for selv om Rémy først er tøvende, lærer han hurtigt de leveregler som Patrick præsenterer for ham. Rémy finder sin indre styrke, en fornyet tro på sin egen maskulinitet og identitet idet han må klare sig selv i de scenerier Patrick stiller op for ham. Han kommer endog styrket ud på den anden side af disse i sådan en grad at Rémy på et tidspunkt er i stand til at tage fat i seletøjet og selv styre den løbske hest som de to metaforisk har sat sig op på. Da Rémy og Patricks fællestræk er at de er rødhårede og derfor fra barnsben af er blevet marginaliseret af samfundets (en tematik som instruktøren også har berørt i musikvideoen til M.I.A.’s Born Free) beslutter Rémy sig for at tage på en slags pilgrimsfærd til Irland, for at ende op blandt ligesindede.

Det kunne måske alt sammen lyde enormt fortænkt og som en film, der både i stil og tematik bevæger sig rundt på et Carl-Mar Mølleragtigt, mandschauvinistisk overdrev, der forherliger testosteron og synes at sige at alt er muligt hvis man bare formår at finde sin indre pik, men filmen er langt mere end det. Bevares det er og bliver en film der nok primært vil finde sit publikum i folk der er udstyret med Y-kromosomer, men ikke desto mindre er den meget seværdig, både i kraft af det gode skuespil, den uforudsigelige handling og ikke mindste filmens visuelle side, der parrer fløjlsbrun realisme med en surreel æstetik. Denne mærkværdige blanding gør at Notre jour viendra bliver en film som man med sikkerhed vil vende tilbage til, for selv om den aldrig bliver et hovedvæk som den film den sammenligner sig med, kan mindre også gøre det. En stærk, lovende debut fra en instruktør hvis navn man bør skrive sig bag øret – hav pennen klar; Romain Gavras!


Forrige anmeldelse
« Vanishing on 7th Street «
Næste anmeldelse
» Caged »


Filmanmeldelser