Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Four Flies on Grey Velvet (98 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 19/9 2011, 20:04 af Kim Toft Hansen

Dyrenes verden


Dyrenes verden

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den anerkendte, underkendte, miskrediterede og celebre italienske instruktør Dario Argento har gennem sin karriere instrueret to trilogier. Den ene er De tre mødre, der – sammen med Mother of Tears (2007) – også inkluderer to af Argentos helt centrale værker, Susperia (1977) og Inferno (1980). Inden indspilning af disse hovedværker instruerede Argento sine tre første værker, der skulle komme til at danne hans dyretrilogi bestående af fuglen, katten og fluen: Den mesterlige The Bird with the Crystial Plumage (1970) og den mindre vellykkede Cat o’ Nine Tails (1971). Tredje og sidste film i trilogien Four Flies on Grey Velvet (1971) er netop relanceret på dvd.

Roberto er trommeslager i et rockband. En dag efter øvelser til indspilning ser han igen en mørk mand, der længe har fulgt efter ham. Han løber efter ham, konfronterer ham i et forfaldent teater, men manden truer ham med en kniv. Da Roberto forsøger at forsvare sig selv, ender han med – ved et uheld – at stikke manden ned. En maskeret person når dog at fotografere hele seancen og Roberto med blod på hænderne. Inden længe begynder han at modtage afpresning pr. post og telefon. Problemet er bare, at Roberto ikke rigtig ved, hvorfor han bliver afpresset. Det er tilmed ikke et tilfælde, at scenen udspiller sig i et teater – en fin, indfølt metakommentar fra Argento.

Filmen er en klassiker i den italienske giallo-genre – en særlig blodig og ofte erotisk version af den amerikanske hårdkogte krimi. Genren er kendt for sine kreative mord, sit postkasserøde blod og de smukke kvinder, der ofte også skal udsættes for de mest bestialske overgreb. Genren er kritiseret for sin effektjageri og sine svage, ofte lettere usammenhængende plots, og er samtidig prissat for præcis det samme. Det er faktisk en beskrivelse, der også passer fint på Argento. Nogle peger på hans manglende evne (eller lyst) til at skabe en helhed i plottet; andre elsker det derimod.

Four Flies on Grey Velvet er da heller ikke meget anderledes. Motivet forbliver uklart, selvom forklaringsmodellerne forsøges anskueliggjort, mens en række scener undervejs ikke virker motiveret for resten af filmen. Men de seere, der fastholder denne måde at lave krimigysere som noget anderledes, noget bedre, falder for det gang på gang. Derfor er Argento også en instruktør, der formår at fastholde sit kultpublikum. Derfor vender de altid tilbage, og med denne udgivelse er et af de første Argento-værker igen gjort tilgængeligt for Argento-fans. Alene det er en bedrift, der fortjener applaus. Det er tilmed en restaureret udgave, der genindsætter bortcensurerede scener (disse skiller sig lidt ud ved at være dubbet på italiensk).

Argentos gyserstil anerkender rødderne hos surrealismen og de drømmeagtige strukturer, som denne stil arbejder med. Four Flies on Grey Velvet har også antydninger af disse spor, og flere af de elementer, der kritiseres for ikke at hænge sammen med resten af filmen, er et levn kun for de plotvante filmseere. Surrealismens logik, hvor sekvenser antyder sammenhænge (fx den arabiske henrettelse, der går igen i filmen), pejler i stedet andre forståelsesrammer. Det gør Argentos giallo særegen og pudsig på mange måder.

Filmens stil er poetisk, kameragangen fungerer ofte perfekt. Lyssætningen er stilfuld og excessiv, men sætter hele tiden filmens rytme. Ennio Morricone, der også arbejdede sammen med Argento på The Bird with the Crystal Plumage, har lavet musik til filmen – og alene musikken er en vigtig årsag til at se den. Mikset af jazzede improvisationer med bluesrytmer og rocktonaliteter, fusioneret med horrorens stræbsomme toner, er intet mindre end fremragende. Det er derfor lidt synd, at filmen egentlig ikke er bedre. Det er ikke Argentos bedste værk, men det holder stadig som et stilfuldt og spændingsmættet eksempel på den særlige italienske giallo.


Forrige anmeldelse
« Columbiana «
Næste anmeldelse
» Nordisk Panorama – Bedste Nordi... »


Filmanmeldelser