Det er de færreste danske børn, der ikke på et eller andet tidspunkt stifter bekendtskab med C.S. Lewis’ Narnia-univers. Om det er i BBC’s tv-produktioner eller i form af Lewis’ oprindelige romaner, er sådan set underordnet. Ad en eller anden vej kommer de fleste ind i Narnia – og kun de færreste slipper ud igen. Derfor kan det være helligbrøde at røre ved fortællingerne igen. Men de første to nye indspilninger – Løven, heksen og garderobeskabet (2005) og Prins Caspian (2008) – fungerede ret fint. Nu er turen kommet til Morgenvandrerens rejse, der netop er udkommet på dvd.

De, der har læst den samlede udgivelse af Narnia-fortællingerne, finder formentlig filmenes rækkefølge pudsig. Men Lewis’ romaner udkom ikke i fortalt kronologisk rækkefølge. De første tre film falder – i universets kronologi – som anden, fjerde og femte roman, mens filmene følger Lewis oprindelige publikationsrækkefølge. Det er i det hele taget et fornuftigt træk, da bogserien også bruger denne udvikling undervejs til at indføje forklaringsrammer for foregående handlingsmønstre. Det var først i 90’erne, at den amerikanske udgiver fandt på at udgive romanerne, så de fremstod i fortalt kronologi.

C.S. Lewis var en af de tre store Oxford-forfattere, der for alvor udviklede og moderniserede fantasy-genren. Sammen med fx J.R.R. Tolkien og Lewis Carroll diskuterede Lewis idéer og udkast til forskellige universer på den lokale universitetspub The Eagle and Child. De tre forfattere står for tre forskellige intentioner med genren. Tolkien stod for den lingvistiske, Carroll for den filosofiske, mens Lewis i vidt omfang inddrog det teologiske. De tre sfærer er ikke nødvendigvis adskilte i forfatterskaberne, men det giver en vis mening at skelne sådan.

På den måde er fantasy-genren en fortælleteknik, der dykker ned i hele den menneskelige erkendelses ursuppe. Sprog, filosofi og Gud opstår formentlig samtidig. Genren udvikler sig fra kunsteventyret, der var den kunstneriske afløsning af folkeeventyret, som er så gammelt som menneskelig kommunikation. At Lewis var den teologiske, er ikke et tilfælde. Den kristne tro stod ham nær, og flere faglige udgivelser fra hans hånd er da også udpræget teologiske. Selvom dette spor siver ind gennem hele serien om Narnia, der på forskellig vis udnytter den kristne fortælletradition, så er Morgenvandrerens rejse den af fortællingerne, der tydeligst inddrager dette.

Fortællingen handler om to af børnene, Lucy og Edmund, der vender tilbage til Narnia for at hjælpe med at bekæmpe en ondskab, som er ved at have overtaget over landet. De ankommer på skibet Dawn Treader, hvor Prins Caspian befinder sig. De ved ikke, hvorfor de igen er blevet hidkaldt, men det finder de snart ud af, da de ser ondskaben bortføre og ofre befolkningen. På det åbne hav må de sammen begive sig af sted mod øen, hvor ondskaben udspringer fra. De må sejle ind i mørkets hjerte for at tage livet af det. Derfor hedder skibet også Morgenvandreren: De skal bringe lyset tilbage.

På samme måde, som det er tilfældet med Peter Jacksons udgaver af Tolkiens Ringenes herre, har den teknologiske udvikling været denne type film gunstig. Der er en lang række ting, der nu kan lade sig gøre, som BBC i sin tid ikke kunne gøre. Det gør ikke de gamle versioner mindre gode, men det gør bestemt de nye anderledes – og forførende. Billedet, stilen og CGI-effekterne er i top, og magien springer i øjnene på en måde, der må betage enhver barnlig sjæl. Det er svært ikke at forelske sig i magien, når den er eksekveret på denne måde.

Handlingen er selvfølgelig temmelig straight. Det gode mod det onde er ikke en kompliceret fortælling, men Morgenvandrerens rejse udmærker sig ved at ville tage et skridt ind i mørket – og erkende det som en potentiel del af alle. Et træk, der i øvrigt også indgår i Tolkiens romaner, men i høj grad også i den kristne tænkning om ondskab. Filmen føjer ikke nyt til denne forståelse, men formår at bidrage med nogle almenmenneskelige rammer for forståelsen af mødet med radikal ondskab. Morgenvandrerens rejse er dog ikke den bedste af Lewis’ romaner, og den omsættes da heller ikke til den bedste af filmene. Men for enhver, der nærer kærlighed til Narnia-universet, er det lidt som at vende hjem. Som børnene i fortællingerne længes efter Narnia, parallellænges læseren.