Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Spider Baby (84 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 7/9 2011, 17:54 af Torben Rølmer Bille

Indflydelsesrig, men kedelig


Indflydelsesrig, men kedelig

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Filmen Spider Baby udråbes på coveret som en “klassiker” og det kan godt være at filmen tidligere har været betragtet som både kultfilm og som en film der kan ses som forgængeren til en lang række andre gysere der benytter lignende temaer og figurer – men det ændrer altså ikke meget på at filmen, set fra et mere nutidigt perspektiv, er både langsommelig, usjov og til tider decideret kedelig. Det er ikke fordi filmen har en del år på bagen, for blandt undertegnendes absolut favoritfilm hører Psycho, der kom hele fem år før Jack Hills film og som havde en langt større indflydelse på genren.

Filmens lægger ganske glimrende ud. En af filmens hovedpersoner fortæller, iført smoking jacket og en bog for at virke klog om en frygtelig arvelig sygdom der gør, at de ramte godt nok vokser fysisk, men samtidig engang i løbet af puberteten begynder at degenerere rent mentalt. Dette er forudsætningen for at forstå de tre børn som lever i familien Merries skumle nygotiske villa langt ude på landet. Et uskyldigt postbud skal aflevere en pakke til familien men bliver uforvarende angrebet af Virginia (filmens ”Spider Baby”) som fanger ham i sit hjemmestrikkede net, hakker hans øre af og bliver ved med at svinge kniven indtil han ligger helt stille.

Børnene Ralph (der spiles af Sid Haig som er blevet genopdaget for nyligt bl.a. som fast del af Rob Zombies hold), Virginia og Elizabeth er alle indavlede og selv om de virker som uskyldige, legesyge teens, kan de pludselig skifte karakter og forvandle sig til psykotiske mordere. De passes af familiens gamle chauffør og opsynsmand Bruno, der spilles af det aldrende gyserikon Lon Chaney Jr. der nok bedst er kendt for hans rolle som Ulvemanden i Universals klassiske version fra 1941.

Hovedhistorien drejer sig om en arv. Huset som børnene og Bruno bor i er faktisk arvegods, så manden som seeren så indlede filmen, ankommer til huset sammen med sin kæreste og efter dem kommer en advokat og dennes medhjælpere. De ved selvfølgeligt intet om børnenes morderiske tendenser og påtvinger sig nærmest adgang til at bese huset og overnatte i det, så de kan få en idé om hvor meget de kan tjene på sagerne.

Som den snarrådige læser nok allerede har regnet ud er det ikke alle, der slipper levende fra den beslutning og hvad der følger efter oplægget er en række scener hvor de nyankomne terroriseres på bedste 1965’er manér af ungerne. Der løbes i højt græs, der skriges og skråles men uanset hvor meget filmen forsøger at piske en stemning op, så virker det mærkværdigt tamt, især hvis man hører til de hårdhudede gyserfans, der i de seneste år har udsat sig for torture-porn titler. Alternativt har man har blot nødig at have Tobe Hoopers Texas Chainsaw Massacre frisk i erindring, for at finde en film der både er langt mere uhyggelig og ubehagelig.

Problemet er især Spider Baby ganske letbenede tilgang til sit materiale, for det har været meningen at filmen egentlig skulle være en form for gyserkomedie, men den er hverken gyselig nok til at man skræmmes, eller sjov nok til at man ler. Det ender i stedet med at blive en film som man måske husker på baggrund af et par ganske ufrivilligt lattervækkende scener (som den hvor en af protagonisterne er bundet til en gyngestol og med frygten malet i øjnene ser en håndfuld fugleedderkopper kravle mod ham), eller for den sags skyld for de få momenter i filmen, der som starten, faktisk fungerer.

Det er undertegnede et under at filmen har fået den status som den har og at der endda er blevet lavet en musical over den, men for de der er fans og de som tror at dette er en film som virkelig er værd at se, så skal det indrømmes at det er en utroligt flot version som Another World Entertainment har udsendt. Billederne står skarpt, der er gode gråtonenuancer og nærmest ingen slitage på printet. Der er et væld af nyproducerede dokumentarer, en enkelt udvidet scene og informativt kommentarspor med Sid Haig og instruktøren Jack Hill – der senere skulle blive kendt for at have siddet i instruktørstolen til blaxploitationklassikerne Coffey og Foxy Brown med Pam Grier. Har man lyst til at gå ind i Spider Babys hus, så er det altså på eget ansvar.


Forrige anmeldelse
« Agnosia «
Næste anmeldelse
» The Mechanic »


Filmanmeldelser