Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Night of the Shooting Stars (102 min.) Købsfilm / Panvision
Anmeldt 1/7 2011, 18:48 af Helle Thorsøe Nielsen

Italiensk krigsmagi


Italiensk krigsmagi

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Kært barn har mange navne: Night og the Shooting Stars, La notte di San Lorenzo eller San Lorenzo natten, som den hedder på dansk. Filmen er fra 1982, og den er både en usædvanlig og usædvanlig vellykket krigsfilm. Jeg foretrækker den danske titel frem for den engelske i forbindelse med den nylige danske DVD-udgivelse, da den ligger tæt op af den italienske originaltitel.

Filmen, der rummer stor poesi og magiske toner, er skabt af de italienske Taviani brødre. Den vandt den særlige jury pris i Cannes. Paolo og Vittorio Taviani er kendte for at kombinere den sociale politiske bevidsthed og dokumentariske effekt fra neorealismen med en modernistisk poetisk stilbevidsthed. Senest har de i 2007 begået La masseria delle allodole, der er en gribende skildring af det armenske folkemord i Tyrkiet. I reglen har deres film interessante og dybe historier at fortælle – historier, der oftest er hentet fra en historisk fortid. Historien om de italienske landarbejdere er et særligt tema i flere af deres film, ikke mindst i hovedværket Min fader, min herre (Padre Padrome 1977) og også i San Lorenzo natten.

San Lorenzo natten er en eventyrlig fortælling om en fascistisk massakre i Toscana mod slutningen af Anden Verdenskrig. Massakren formidles fra en gruppe landsbyboeres synsvinkel. Historien, der er en rammefortælling, fortælles i retrospektiv af Cecilia – en af landsbyboerne, der under begivenhederne var en lille pige på blot 6 år. Den voksne Cecilia indleder og afslutter filmen, og er undervejs tilstede som voice over. Således tager filmen form af et langt flash back.

Situationen på handlingsplanet er, at sejren over tyskerne er en realitet, og som følge heraf trækker tyskere og fascister sig tilbage, mens de med den såkaldte brændte jords taktik efterlader sig et spor af død og ødelæggelse. Filmens fokus er specifikt på den lille toskanske landsby San Martino, hvor tyskerne planlægger at jævne adskillige bygninger med jorden ved minesprægning. Byens borgere er blevet beordret til at samle sig i kirken. Omtrent halvdelen af landsbyboerne følger denne ordre og sætter således deres lid til troen og kirken. Den anden halvdel vælger selv at påtage sig ansvaret for deres befrielse og overlevelse. De drager klædt i sort og indhyllet i nattens beskyttende mørke i samlet flok af sted mod syd. Målet er at finde amerikanerne, som i følge rygtet befrier landsbyerne, som de kommer frem til dem.

Befrielsen er altså lige rundt om hjørnet, men samtidig er det farligere end nogensinde før at færdes i det smukke toskanske landskab. Bombefly har indtaget luften og overalt gemmer der sig desperate krybskytter. Flugten indledes under den såkaldte San Lorenzo nat, hvor drømme – ifølge folkeovertroen – opfyldes, når man ser et stjerneskud. San Lorenzo natten er en poetisk og politisk saga om frihedslængsel, tabet af uskyld og forsoning.

Epik, komik, melodrama, drama, eventyr og historisk realisme mødes i denne film i en særegen og virkningsfuld cocktail, og filmen ligner ingen andre skildringer af Anden Verdenskrig, jeg kan komme i tanke om. Udover den eventyrlige dimension i filmen, er det et interessant element, at den via Cecilias erindringshistorie tematiserer barndommens uskyld og kampen for at holde fast i stumper af den trods krigens gru. Vinklen, fortællestilen og den visuelle skildring er absolut særegen, og filmen er utrolig stærk og meget stemningsfyldt.

Filmen opstiller helt fra begyndelsen en slet skjult parallel til Homers lliaden, som Cecilias bedstefar citerer fra som led i fejringen af en vielse. Senere i filmen dukker Iliaden atter op. Cecilia forveksler under et blodigt opgør mellem fascister på den ene side og frihedskæmpere og landsbyboere på den anden virkeligheden med fiktionen, jf. Billedet på dvd-coveret, hvor en fascist gennembores af lange træspyd sendt af sted af den store græske kriger. Scenen symboliserer de traditionelle italienske værdiers sejr over fascismen.

Det kan diskuteres, hvor velfungerende denne parallel til Iliaden egentlig er. I alt fald er den påfaldende ekspliciteret, og den symbolske pointe er efter nogles smag uden tvivl en kende for arbitrær og storladent melodramatisk fremført. Samtidig kan man dog ikke benægte, at det rent visuelt er et utroligt flot og stærkt billede, de to brødre konstruerer i den pågældende scene. Og overdrevent fremstillet eller ej, så er det en styrke, at filmens billedside ikke blot er skøn makeup, men derimod en selvfølgelig integreret del i den historie og de værdier, der skildres i filmen. Personligt synes jeg dog, at filmens melodramatiske og teatralske elementer er dens svageste. De stærkeste momenter findes for mig i en lang række små realistiske ganske simple scener mellem landsbyboerne, som fx da Cecilia lærer en våse-remse til at bruge, hvis hun bliver bange, og senere i filmen gør brug af den.

Et særdeles vigtigt aspekt af San Lorenzo natten er dens on location setting. Det toskanske landskab er vidunderligt smukt, og den særlige italienske historie fremstår autentisk. Det italienske krigsperspektiv er kontinuerligt gennem filmen allestedsnærværende. Det underbygges i høj grad af det karakteristiske landskab, som danner den mest naturlige og besnærende baggrund for de voldsomme begivenheder.

Karaktertegningen er heller ikke uden betydning herfor. På trods af, at der er mange ligeværdige karakterer i filmen, og vi ikke følger de enkelte dybdegående, så formår filmen at vise deres individualitet og ikke mindst deres menneskelighed på godt og ondt. Et godt eksempel herpå er den fascistiske far og søn, der er på et sandt killing spree. Om nogen synes netop de to at gå helhjertet ind i krigsførelsen mod såvel modstandsfolk som de civile landsbyboere. Da sønnen endelig bliver skudt, føler man som seer på trods af det dæmoniske billede, de to hidtil er fremstillet i, alligevel med den ulykkelige far, som først beder for sønnens liv, og til slut fuldender tragedien efter sønnens død ved at skyde sig selv.

Et gennemgående tema i San Lorenzo natten er desillusionering. Temaet belyses i en række sammenhænge i filmen, men mest overordnet og tydeligt fremkommer det i slutningen af filmen. Her antydes det kraftigt, at hovedmanden bag landsbyboernes togt ud efter frihed ikke længere tror på, at togtet reelt har ændret noget. Mens hele flokken vender hjemad mod San Martino for at fejre friheden og gense deres hjem, så bliver han tilbage og dvæler eftertænksomt ved øjeblikket. Der er et rejsemotiv i filmen. Hjem-ud-hjem er folkeeventyrets velkendte formel, og i filmen her er det netop bemærkelsesværdigt, at landsbyboernes vender hjemad som frigjorte, men ikke som radikalt ændrede eller bevidste mennesker, og måske netop derfor udskyder hovedmanden bag flugten hjemkomsten. Filmen belyser krigens rædsler på en vedkommende og oplysende måde, men den tematiserer ikke, hvordan disse rædsler har påvirket landsbyboerne bagefter – hverken hver især eller samlet set. Historien er koncentreret omkring de sidste intense, vanvittige dage op til befrielsen, og melder intet om forhistorien eller tiden efter befrielsen.

Og dog… på en måde har eftertiden alligevel en plads i filmen i form af Cecilias fortællende voice over. I slutningen af filmen bliver det tydeligt, at hun fortæller historien om de pågældende begivenheder til sin spæde søn, og således understreger Taviani brødrene en klar forbindelse mellem fortid, nutid og fremtid.

Filmen hører så absolut til blandt de mere alvorlige slags – den har noget ideologisk på hjerte. Dens grundlæggende tone er imidlertid hverken positiv eller negativ. Der anes en vis pessimisme på menneskehedens vegne, men samtidig også en tro på basale almenmenneskelige værdier som venlighed, hjælpsomhed, ansvarlighed, og selvstændighed. Taviani brødrene laver på én gang fantasifulde og dybt seriøse film præget af solide, vedkommende historier, som bærer ideologiske budskaber. San Lorenzo natten er et tydeligt eksempel herpå. Den er en vigtig film, som man ikke bør snyde sig selv for at se, og i det hele taget er Tavianierne ualmindeligt vigtige og seværdige instruktører – emnemæssigt såvel som filmæstetisk.


Forrige anmeldelse
« Transformers – Dark of the mo... «
Næste anmeldelse
» True Grit »


Filmanmeldelser