Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Miss Kicki (88 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 20/6 2011, 19:04 af Kim Toft Hansen

Håkons hovedstol


Håkons hovedstol

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Enhver filminteresseret kender det. Vi kæmper os igennem oceaner af film, der er gode, dårlige eller midt imellem. Der kan være langt imellem førstnævnte, mens der er meget kort imellem filmene i den sidstnævnte grå, intetsigende kasse. Indimellem bliver filmelskeren mindet om, hvorfor det er, vi kæmper os igennem den anseelige mængde film: Engang imellem møder vi film, som på en eller anden måde overrasker ved at gøre noget, der er helt ude af trit med det, der ellers var forventet. En sådan film er Håkon Lius debutspillefilm Miss Kicki (2009), der netop har ramt de danske gader på dvd. Det er en enestående god svensk/taiwanesisk film.

Den midaldrende kvinde Kicki har fødselsdag, men lader til at fejre den med sig selv – ud over en kort netdate med en taiwanesisk mand. Hun drikker sig halvfuld og falder i søvn. Dagen efter kommer hendes mor for at fejre hende lidt forsinket – og forsinket dukker Kickis søn Viktor også op. Det er fra starten indlysende, at de tre ikke er en idylliseret kernefamilie. Kicki virker ikke rigtig til at vide noget om sin søn, og situationen fremstår i det hele taget en smule pinlig. Det gælder derfor også, da hun spørger Viktor, om de ikke skal tage på en ferie sammen. Viktor siger kun ja, fordi han nærmest ikke nænner andet.

Der stikker selvfølgelig en hel del under. Meget af det skal vi langsomt finde ud af, men filmens interessante fortællerytme er, at den holder os i blinde langt hen ad vejen. Filmen er sin egen opdagelse, der følger med på den opdagelsesrejse, som mor og søn er på. Rejser har ofte været tæt forbundet med erkendelser – og det spiller Miss Kicki også på. Ligesom de ikke kender hinanden særligt godt, kender vi heller ikke de to personer specielt godt. Det er et helt bevidst valg, at vi langsomt skal se kendskabet dæmre hos de to, samtidig med det også dæmrer for os. Derfor følger vi vældig godt med i og føler selv de pinlige situationer, hvor Kicki ikke rigtig formår at se ud over sig selv.

Viktor og Kicki rejser til Taiwan. Vi er hjulpet lidt på vej her, fordi vi som det første mødte Kicki i sin fødselsdagssamtale med den taiwanesiske mand, der slutter af med at invitere hende. Det gør han ved symbolsk at trække gardinet til side for at afsløre bygningen Taipei 101, der indtil 2009 – da filmen blev indspillet – var verdens højeste bygning. Kicki tager selvfølgelig til Taipei med det skjulte fortsæt, at hun vil opsøge sin netdate. Det er dog ikke nemt for hende, da hun først ser ham.

Filmen er visuelt betagende. Ari Willeys cinematografi er enestående velkomponeret, og giver undervejs hele tiden handlingen en ekstra dimension. Indstillingerne sidder gennemgående lige i skabet, så filmens handling hele tiden understreges og suppleres af visuel poesi. Filmen spiller hele tiden på Kickis forhold til sin søn, der er delikat pinligt. Filmen balancerer – qua Pernilla August fremragende præstation – uafbrudt på grænsen, hvor det virker (om jeg så må sige) lige før, at filmen er ved at knække. Med den ene hånd formår Miss Kicki at vise det tragiske i situationen, der hele tiden mestrer en ligefremhed i kombination med en dybde, mens det også undervejs ligger tæt op ad det komiske. Denne grænse holdes fint hele vejen. August får også klækkeligt modspil af Ludwig Palmell i rollen som Viktor. Han er en tyveårig svensk skuespiller, vi kommer til at se mere til.

Sofia Coppolas Lost in Translation (2003) er blevet nævnt som en parallel. Den er da også oplagt i sit forsøg på at etablere en forståelse for den fornemmelse, der opstår i det interkulturelle rum. Derud over virker det også til, at Lui henter en smule inspiration fra den taiwanesiske instruktør Ang Lee. Den subtile behandling af homoseksualitet er selvfølgelig den indlysende parallel til Brokeback Mountain (2005), men særlig Ang Lees tre første film, der går under betegnelsen Father Know Best Trilogy, formår også at fastholde denne nuancerede tvetydighed, der knuger så givende i en fortælling som denne. Visuelt er der også en række paralleller til Jong Lins billeder herfra.

Samtidig er der også en række modstykker til handlingen i instruktør Håkon Lius eget liv. Han er født i Norge, og har norsk mor og taiwanesisk far. Han levede den første tid hos sin far, men flyttede senere til Norge for at læse, og gjorde sine filmstudier færdige i Göteborg i Sverige. Han kender med andre ord til det interkulturelle rum, og trækker tydeligvis på sin hovedstol i Miss Kicki. Det er altid farligt, men i denne film er der ingen tvivl om, at Liu slipper virkelig godt af sted med det. Jeg er lige ved at sige, at det er årets bedste film, men den er jo to år gammel.


Forrige anmeldelse
« Triangle «
Næste anmeldelse
» Priest »


Filmanmeldelser