Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Giallo (93 min.) Købsfilm / Panvision
Anmeldt 7/6 2011, 22:22 af Kim Toft Hansen

Den gule genre


Den gule genre

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Dario Argento er en aldrende mand, der har haft sine problemer med sygdom. Det stopper ham ikke fra at lave film. Flere mener endda, at han laver bedre film, når han er truet af sygdom. Under alle omstændigheder er han produktiv. For et par år siden indspillede han en kriminalfilm, der på én gang er en selvstændig fortælling og homage til den italienske blodige krimi. Den hedder sågar Giallo – forklaring følger – og er netop udkommet på dansk dvd.

Den amerikanske hårdkogte krimigenre har en pudsig historie i Italien. Her blev den i sin tid udgivet som kioskbaskere i billige paperback-udgaver. De solgte godt, og blev modtaget pænt af det læsende publikum, der med kyshånd tog imod denne blodige kulturpopulisme i bogformat. For at kæde en række ellers uforbundne forfattere sammen, fandt udgiverne på at påføre alle udgivelsers forsider en gul farve. Ordet giallo på italiensk betyder gul, hvilket med tiden blev til en genrebetegnelse for en særligt blodig italiensk udgave af kriminalfilmen inspireret af de amerikanske forlæg.

Dario Argentos film Giallo er en meget metabevidst kriminalfilm, der fortæller en historie om en seriemorder, som samler sine ofre op i en taxa. En kvinde bliver samlet op af morderen, mens hendes søster snakker med hende i telefonen – og mister forbindelsen. Hun forsøger at gå til politiet, der ikke virker til at tage hendes ord alt for alvorligt. Da hun dog viser billedet af sin søster, indser betjenten hurtigt, hvad han måske står over for – og sender hende til enspænderen Enzo, der efterforsker denne serie af mord. Alene!

Hvis vi ser på Giallo som film og fortælling af alene, er det ikke en særlig god film. Den er fyldt med fejl og mangler i særdeleshed troværdighed. Hvorfor i alverden lader politiet fx en enlig betjent efterforske en seriemorder, hvis frekvens virker til at være særdeles høj? Filmen er også tilpas dårligt spillet, og ser ud til at være sparsomt instrueret. Den fremstår ikke på nogen måde som et helstøbt værk, der ville kunne stå alene. Og det skal den heller ikke. Gerningsmanden er tilmed så ekstrem og latterlig, at det ikke kan være meningen, at han skal tages alvorligt.

Argentos kode er titlen. Det skal selvfølgelig ikke afsløres her, hvordan han retfærdiggør titlen tematisk, men som indgangsvinkel er det en metakommentar til den film, han laver. Filmen er et genremæssigt forsøg på at lave en klassisk italiensk giallo fra 70’erne (hvilket Argento i øvrigt også selv gjorde). Filmen overdriver bare de genkendelige træk fra gialloen så meget, at den samtidig bliver en pastiche på genrens velkendte træk. At filmen er tilpas dårlig, er (forhåbentlig!) meningen.

Derfor er Giallo ikke nødvendigvis henvendt til det sultne krimipublikum, der lapper krimi efter krimi i sig. Den er snarere henvendt til de genre-buffs, der kender til Argentos egne krimier og andre italienske instruktører såsom Lucio Fulci, Sergio Martino og Duccio Tessari, der også har lavet denne type blodige krimier. Og så er filmen naturligvis henvendt til alle, der ikke kan lade være med at elske Argento bare en lille smule.


Forrige anmeldelse
« The Walking Dead «
Næste anmeldelse
» Perrier's Bounty »


Filmanmeldelser