Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




True Legend (110 min.) Købsfilm / SF-Film
Anmeldt 24/5 2011, 21:20 af Torben Rølmer Bille

Historien om den fulde mester


Historien om den fulde mester

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den spritnye martial arts film, der har fået den noget oxymoroniske titel True Legend, er fortællingen om Su Qu-Er, eller ”Tigger Su” som han også kaldes. Han er, ifølge kung-fu (film-)mytologien, manden der nærmest ved et tilfælde skabte kampstilen ”drunken kung-fu”, en stil der blev gjort verdensberømt i det, der vist må siges at være Jackie Chans egentlige gennembrudsfilm - Drunken Master fra 1978, der ligeledes var instrueret af manden bag True Legend.

True Legend er instrueret af wire-fu mesteren Yuen Woo-ping, som de fleste hvide djævle måske kender bedst som actioninstruktøren bag Matrix og Kill Bill filmene. Selv om han har instrueret omkring 30 spillefilm i Hong Kong – blandt andet den helt fabelagtige Iron Monkey - så er True Legend den første film Woo-ping har instrueret egenhændigt i over ti år og derfor interessant for de der har fulgt hans karriere. Alderen tynger dog ikke vores instruktør synligt, for filmen er virkeligt underholdende, byder på imponerende scenerier, den arketypiske kinesiske melodramatik (måske især forstærket af at manus er skrevet af en kvinde – Catherine To aka. Chi-Long To) og så er der naturligvis hyppige kampscener hvoraf enkelte forekommer at være større end selve livet.

Filmen starter i nærmest komplet harmoni. Vores helt Su Qi-Er får efter filmens dramatiske åbningssekvens, der byder på en ufattelig flot kampsekvens henlagt til en stor, underjordisk hule, tilbuddet om at blive guvernør over en afsidesliggende provins, men i stedet for at takke ja til tjansen giver han jobbet videre til hans svoger Yuan Lie og trækker sig selv tilbage med hustruen for at stifte familie og leve et liv i fred.

Årene går og pludselig er svoger transformeret til en ondskabsfuld despot, der styrer provinsen med en hård, uretfærdig næve. Faktisk har han forbrudt sig mod de uskrevne kung fu regler og har lært de ”fem giftes næve” – kort sagt er han i stand til at dræbe sin modstander ved blot at røre ved ham. Træningen, der blandt andet består i at bokse ned i baljer med slanger, edderkopper og skorpioner!, har sat sig tydelige spor i svogeren udseende. Han ser ud som en slags sindssyg albino, der ydermere har syet en rustning fast til sin krop i forsøget på at blive helt usårlig. Samtidig har han tilsyneladende mistet sin forstand, for han inviterer Su, Sus søn og søsteren hjem til sit palads, men i stedet for at byde dem på et festmåltid, tæsker han Su halvt ihjel og smider ham i en brusende flod. Sus kone, Yuans søster, springer efter sin husbond. Su overlever med nød og næppe, takket være sin hustru og en klog kone, som tager sig af parret og får meget af giften hevet ud af Sus svækkede krop. Nu starter så, helt traditionelt, Sus lange, hårde genoptræning, der naturligvis skal gør ham i stand til at overvinde svogeren i en kamp til døden. Svogeren har parrets barn i sin varetægt og derfor er et møde mellem dem naturligvis uundgåeligt.

På mage måder er True Legend en helt klassisk martial-arts film, der samtidig viser hvor teknisk dygtige filmfolkene i Hong Kong er blevet Især sekvenserne under Sus træning, hvor han ved et tilfælde møder Kung-fu Guden og en gammel vismand, der holder til ved en gigantisk Buddhastatue i skoven, imponerer filmen. På denne statue forsøger Su at overvinde Kung-fu Guden dagligt og i trit med at Su bliver bedre og får sine kræfter igen, desto højere op på statuen bliver der kæmpet. Metaforen forekommer ganske indlysende: kampsporten er intet værd uden filosofien bag kampen, men samtidig er scenerne blændende flot lavet, lige som en række af filmens andre, hyppige kampscener.

Det mest underlige er dog at filmen, efter den netop beskrevne handling har udspillet sig, fortsætter i en halv time endnu. Dette andet kapitel i fortællingen fokuserer på Sus skæbne senere i livet, hvor han, nærmest i en karbonkopi af de to meget succesfulde film om Ip Man, bliver nødsaget til at redde lokalbefolkningens ære, ved at kæmpe i en arena mod en række amerikanske eller europæiske boksere. Kulturkampen tager her, som hos Ip Man, ganske håndfast form. I den forbindelse er det værd at nævne, at selveste David Carradine optræder i en lille birolle som promoteren, der har disse hvide boksere i sin stald. En rolle, der skulle vise sig at blive en af Carradines sidste, idet han få måneder efter filmens optagelser var tilendebragt blev fundet død under ganske mærkværdige omstændigheder på et hotel i Bangkok.

Det er dog hverken Carradines skæbne eller for den sags skyld den lidt ujævne, formulariske historie der gør True Legend seværdig, det gør derimod de bjergtagende billeder og dynamiske kampscener for her hører filmen til blandt de absolut bedste i tiden. Der er sikkert ikke så mange der kender filmens hovedrolleindehavere (ud over førnævnte Carradine og Michelle Yeoh der spiller den kloge kone på bjerget), men det gør ikke så meget for de medvirkende skuespillere gør det som de skal og samtidig viser de sig at være så fysisk stærke og smidigt veltrænede, at kampene ikke blot bliver skabt i klipperummet, som ofte er tilfældet når man ser mere gumpetunge, amerikanske, slå-på-tæven film. True Legend er muligvis ikke en født klassiker indenfor sin genre, men det er en film som alle, der holder af klassiske martial-arts film, bør se mindst én gang.


Forrige anmeldelse
« Opstandelsen «
Næste anmeldelse
» Monsters »


Filmanmeldelser