Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




The Good Heart (95 min.) Købsfilm / Scanbox
Anmeldt 16/4 2011, 09:30 af Kim Toft Hansen

Hånden på hjertet


Hånden på hjertet

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den islandske instruktør Dagur Kári spillefilmsdebuterede med den anmelderroste Nói albínói (2003) – en fabelagtig film om en indeklemt eksistens i Island. Han fortsatte med Voksne mennesker (2005), der om muligt gjorde endnu mere opmærksom på det spillevende og originale talent, Kári besidder. Begge film handler om skæve eksistenser, der på forskellig vis forsøger at bryde ud af de rammer, de befinder sig inden for. Det gælder også Káris tredje film The Good Heart, der er hans debut på det amerikanske filmmarked. Den udkommer nu på dansk dvd.

Filmen handler om to originale karakterer, Jacques og Lucas, hvis veje krydses, da Jacques får sit femte hjerteanfald, og Lucas forsøger at begå selvmord. De kommer til at dele stue på hospitalet, hvor Jacques – der føler sig særdeles hjemmevant i omgivelserne – lynhurtigt får indlemmet Lucas i at omgå hospitalets sikkerhedssystem. Lucas bliver udskrevet på et tidspunkt, hvor han føler sig taknemmelig for at have fået en ny chance, men uden at sige farvel til Jacques, der derfor begynder at lede efter Lucas. Jacques har nemlig et projekt, som han vil inkludere Lucas i.

Jacques har i mange år drevet en lille lokal bar en sidegade i New York. Han ved godt, at han ikke har lang tid igen – sygeplejerskerne er begyndt at joke med, om han ikke snart dør. Derfor vil han finde en person, der kan overtage baren, når han er død, og drive den videre. For Jacques er baren en nødvendigt åndehul for stamgæsterne, og det vil være en katastrofe, hvis baren forsvandt. Han tvinger derfor Lucas, der indtil da har boet på gaden, til at flytte ind hos ham, så han kan oplære ham. Lucas er fra starten lidt mistænksom, men lader sig ukritisk lede ind i den nye rolle.

The Good Heart er en film med hjertet på rette sted. Den spiller grundlæggende og gennemgående på hjertemetaforen, der allerede fra starten understreges af Jacques’ hjerteproblemer – han har et dårligt hjerte. Samtidig er Lucas en person, der – selvom han selv kun har meget lidt – hele tiden forsøger at hjælpe andre. Det gælder også mødet med den omflakkende April, som han tager til sig og forelsker sig i. Filmen spiller på modsætningsparret mellem godhed og syrlighed, der på forskellig vis påvirker de to personers omgivelser – og det er uden, filmen forsøger at fortælle, hvad der er bedst.

Filmen forsøger at vise, at den rene godhed, som vi finder uspoleret hos Lucas, i sig selv er problematisk. Jacques indestængte råhed påvirker også, og er – i filmens optik – en nødvendighed. Alt sammen kanaliseres ind i filmens fokus på baren, der hedder ’The Oyster Bar’: Jacques er lukket som en østers, baren ligeså (den tager ikke imod andet end stamgæster), mens Lucas dukker op for at åbne op for det hele. Filmens er et symbolsk overload, hvor hver eneste replik og billede betyder mere, end det umiddelbart foregiver. Men med hånden på hjertet skal det siges, at filmen desværre bliver for tydelig i sin søgen efter sammenhænge i hjertesymbolikken: slutningen bliver hurtigt for åbenlys. Se selv, om du kan regne det ud.

Det er da også den eneste anke, som jeg har mod en film, der i høj grad har noget at byde på. Den er umådeligt velspillet og velinstrueret, og der ligger ikke mindst en fantastisk dialog indbygget i Káris manuskript til filmen. Det kommer til at minde en del om Tony Kushners dramatik krydret med den sorte komedie fra Coen-brødrene. Derfor er det en skam, at en film, der formår så meget, ikke formår at bryde med en lidt fortærsket struktur. Det, der for alvor holder filmen oppe, så den ikke helt bliver hjertekvalmende, er ikke mindst Brian Cox i den ene hovedrolle som barindehaveren Jacques. Den indgraverede vrede, han udtrykker på en delikat sensitiv måde, er nok til, at filmen bør ses af de fleste. Som en lille overraskelse spiller Nicholas Bro en skæv birolle, der ikke har en eneste replik gennem hele filmen – han er krediteret i rollen som Ib.

Dagur Kári er Islands mest lovende nye instruktør. Han formår at tage hverdagens dramaer og krydre dem med et komisk sortsyn, der også til tider minder lidt om Aki Kaurismäkis kulsorte komedier. The Good Heart er Káris svageste film, men de to første var også smukke ud over alle grænser. The Good Heart holder sig desværre inden for nogle lidt for snævre fortællegrænser, og derfor bliver det aldrig himmelråbende godt. Men en god film med noget på hjerte er det under alle omstændigheder.


Forrige anmeldelse
« Gertrud «
Næste anmeldelse
» Sucker Punch »


Filmanmeldelser