Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




The Door (99 min.) Købsfilm / NTC-Film
Anmeldt 27/2 2011, 15:00 af Kim Toft Hansen

Jeg er en anden


Jeg er en anden

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Døren spiller en stor rolle i meget fiktion. Døren er en tærskel, hvor fremtiden findes på den anden side – i et eller andet format. Gunnar Staalesens detektiv Varg Veum har det derfor altid svært, når han står over for en lukket dør – han ved aldrig, hvad der venter ham på den anden side. I eventyr er det også ofte en dør – eller en gemt passage – der leder ind i en anden verden, mens eksempelvis filmen Sliding Doors trækker døren ind i ”denne verden” for at skabe to parallelle verdener, som fortælles side om side. Døren er på den måde en illustration af menneskets fascination af – eller ønske om – en dybere virkelighed end den, der umiddelbart fremstår for os. Den tyske film Die Tür – der netop er udgivet under den internationale titel The Door – har det allerede i sin titel.

Mads Mikkelsen spiller den succesrige kunstner David, der lever en fredfyldt forstadseksistens sammen med sin kone og sin datter. Under overfladen skranter ægteskabet dog. David elsker ikke rigtig længere sin kone, og har en række affærer ved siden af – blandt andet med en nabokvinde. En eftermiddag skal han se efter sin datter, men vælger at besøge naboen i stedet – og da han kommer tilbage er datteren druknet i deres swimmingpool. Vi springer derefter fem år frem i tiden, hvor David og konen er skilt, og ekskonen har det temmelig svært med at tilgive David. Efter et sidste forsøg på tilgivelse tager David hjem igen, men falder på en isglat vej – og slår hovedet. Han finder her en død sommerfugl i sneen, som han samler op, og til hans overraskelse rejser den igen vingerne og flyver af sted.

David, der er såvel fuld som temmelig ulykkelig, stavrer efter sommerfuglen, som flyver ind i en tunnel – og for enden af tunnelen er der en dør. Da David åbner døren er det sommer og sol, og nabolaget ser ikke ud, som før. Han ser naboen råbe, han ser nogle mennesker og nogle biler passere forbi – alt sammen scener, som vi allerede har set en gang. Han indser hurtigt, at han er sprunget fem år bagud i tid, og dagen, han har ramt, er dagen, hvor datteren omkommer i swimmingpoolen. Selvfølgelig når han derfor lige akkurat at hente hende op fra dybet for bagefter at konstatere, at han har endnu et problem: Han kommer snart selv hjem fra naboen. Da denne kommer hjem, finder han det, han tror, er en indbrudstyv i huset, og forsøger at slå ham ned – men den fem år ældre David kommer ved et tilfælde til at slå ”sig selv” ihjel.

Filmen kender sine kilder, som den henter inspiration fra. Sommerfuglen, der leder David tilbage i tid, er selvfølgelig en indlysende illustration af, at en handling har konsekvenser – som en sommerfugl på den ene side af jorden kan være årsag til en orkan på den anden side. Det, at David vender tilbage i tid, og redder sin datter, er ikke nok, for flere ting spiller ind, når skæbnen ændres. Det kender vi fra film som Sliding Doors eller Final Destination, mens The Door samtidig veksler mellem disse spor og dobbeltgængermotivet, der får en dybere betydning undervejs. Samtidig er filmen også bevidst om sine eventyrmæssige forgængere – det understreges af, at datteren på et tidspunkt læser tjekkiske eventyr. Skæbnespil, intertekstuelt spil og dobbeltaspektet i mødet med sin dobbeltgænger i forhold til dobbeltverdensspillet spiller her interessant og filosofisk sammen.

Mads Mikkelsen spiller fint og troværdig på tysk, mens Jessica Schwarz, der spiller hans kone, også spiller på disse dobbelttoner. Hele tiden er der – mellem de to – en fornemmelse af en dybde, der ikke kommer til overfladen, men hele tiden skaber betydning i deres forhold. På den måde formår filmen ikke kun at udnytte det spektakulære i dobbeltverdensaspektet, mens også at inddrage nogle mere eksistentielle visualiseringer og perspektiver på plottet. Det falder dog bort undervejs, ligesom det hele begynder at gå op for de fleste. Filmen vender sig bort fra skæbnespillet i retningen af thrillerens dramatik, der mere handler om at redde livet. Det er lidt en skam, for filmens første to tredjedele henter faktisk meget i filmens hovedspørgsmål: Kunne du leve med konsekvenserne, hvis du fik en ny chance? Filmen giver et slags svar – men det skal selvfølgelig ikke afsløres her.

Samlet er The Door derfor lidt blandet. Havde den fastholdt det filosofiske og referentielle spor hele vejen, ville den have fungeret som en kunstnerisk bearbejdning af et kompliceret spørgsmål. Det falder lidt bort til fordel for sensationelle og opsigtsvækkelse drabsscener og flugtsituationer. I sin brug af thrillerens elementer minder den faktisk en del om Ole Bornedals Kærlighed på film, men sin søgen efter en morale og en fremhævning af det skæbnetunge korrekte bliver The Door væsentligt mere venlig over for seeren. Vi ved godt, hvad vi skal føle, når filmen er slut.


Forrige anmeldelse
« Johan Falk – De fredløse «
Næste anmeldelse
» Sanctum »


Filmanmeldelser