Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Valhalla Rising (88 min.) Købsfilm / Scanbox
Anmeldt 30/11 2010, 19:40 af Kim Toft Hansen

Profeten uden ord


Profeten uden ord

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Nicolas Winding Refn er en infant terrible i dansk film. Ganske uvornt sagde han nej tak til en plads på den danske filmskole for at lave Pusher (1996), der blev en umiddelbar succes – såvel kritisk som populært. Som så mange andre danske instruktører tog Refn – efter Bleeder (1999) og et indspark til tv-serien De udvalgte (2001) – over søen for at instruere en amerikansk film, hvilket blev til den særdeles undervurderede Fear X (2001) – såvel kritisk som populært. Det efterlod Refn dybt forgældet; så forgældet, at han heldigvis (!) måtte fortsætte Pusher, så den blev til en trilogi. Særligt Pusher II (2004) var en af årets bedste danske film. Den første film i trilogien er netop færdiggjort i en britisk udgave. Samlet set er Refn en instruktør, der kun af nød lefler for det, publikum vil have.

Det kan man også sige om hans seneste spillefilm Valhalla Rising, der netop er udkommet på dvd. Det er en film, der på overfladen fremstår som en blodig voldsfilm med lange, stillestående passager, som i udgangspunktet knækker filmen over i et rytmisk dvælende tempo. Skraber vi blot lidt i overfladen viser der sig dog en film med stor interesse for Nordeuropæisk mytologi, religion og kultur. Fortællingen handler om den barbariske kæmper – en slags vikingegladiator – der holdes fanget af en gruppe folk, der bruger ham til at tjene penge ved at kæmpe med andre. Han er stærk, voldsom og alle andre teknisk langt overlegen. Derfor vinder han alle sine kampe, men befinder sig selvfølgelig ikke godt i fangenskab, hvor han bliver tvunget til at slås. Gennem list ender han med at slippe fri.

Han slår sine ”ejere” ihjel, og flygter med en knægt, der gennemgående har sørget for at brødføde ham. Det er her tydeligt, at filmens fortælling ikke umiddelbart er specielt kompliceret. På vej væk fra sit fangenskab møder One Eye – som han af oplagte grunde bliver kaldt, fordi han mangler et øje – en gruppe kristne pilgrimme, der rejser rundt for at få de hedenske kulturer til at konvertere til det kristne budskab. Det er igennem dette møde, filmen etablerer nogle interessante, mytologiske og religiøse lag, der mest af alt handler om religionernes vold – i dobbeltforstand. One Eye flygter fra den hedenske kultur, der har holdt ham fangen, og ramler her ind i en frelserkultur, som umiddelbart kunne se ud som et særdeles brugbart møde. Bag dem ligger der dog et udbrændt bål, hvori der kun er knogler tilbage – noget andet har tilsyneladende været for her.

Dette mønster bliver kun antydet. One Eye – der intet siger; måske er han stum – viser ingen undren eller noget tegn på et følelsesliv, men rejser med de kristne, der lover at vise vej til Det Hellige Land. Som pilgrimme er dette den vigtigste kamp at kæmpe, og de kan bruge en dygtig mand som One Eye i kamp. Filmen sigte er dog ikke at vise den kristne sejr over hedenskaben, selvom denne trækkes som en blodig antydning gennem filmen, men det er netop dette blodige spor, der er pointen: Begge kulturer var ikke uproblematiske møder eller rene overgange fra en kultur til en anden, men krævede blod og masser af den. Denne fortælling er en subtil del af filmen, der på den måde engagerer sig i en diskussion af ikke kun de hedenske guders brutalitet, men også kristendommens brug af samme for at vise frelsens vej. Det betyder, at der i filmen tematisk er temmelig meget at komme efter. Afrundingen på filmen er i den grad sigende – men intet skal selvfølgelig her røbes.

Stilmæssigt er filmen en perle! Den er – i allermest positive forstand – træg og langsom, hvilket får den til at fremstå på den ene side realistisk – en realisme, som Refn har interesseret sig for i sine andre film. På den anden side er det ikke en autencitet, der lever op til almindelig repræsentation. Det er i højere grad en afsøgning af, hvordan vi med kameraet – snarere end med fyldig dialog – kan fortælle mere, end ord formår. Stemningen er ikke nødvendigvis en positiv antydning af kulturers overgang fra barbari til civilisation, men i stedet er det nærmest en postapokalyptisk fremtoning, der gør sig gældende. Stilen vækker evidente mindelser om Lars von Triers The Element of Crime (1984), der også balancerer på denne grænse mellem noget, der engang var, og noget, der er ved at blive – uden at det er klart, hvad det skal vise sig at være.

Valhalla Rising handler om noget, der rejser sig – om det er fortiden, der er på retur, eller om det noget andet, der tager over, er ikke klart – og denne stilmæssige, tematiske og fortælletekniske uafklarethed er filmens store styrke. Den formår at stille nogle spørgsmål, der hvor mennesket måske snarere karakteriseres af noget essentielt: Underneden gemmer der sig et voldsomt helvede, som kan bryde ud, når det ikke holdes i ave. At de finder noget, der karakteriseres som Helvede i stedet for Det Hellige Land, er derfor ikke uden betydning, selvom Helvede her kun ses fra perspektiv. Filmen er dermed ikke en nem film at fange med det samme – den kræver gensyn, hvilket ofte kun er det fremragende værker, der kan holde til.

Og det kan Valhalla Rising – det er Refns bedste film til dato.


Forrige anmeldelse
« Skyline «
Næste anmeldelse
» Min bedste fjende »


Filmanmeldelser