Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Vigilante (90 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 10/12 2007, 13:21 af Steen Christiansen

Selvgjort er velgjort


Selvgjort er velgjort

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Vigilante starter med Nick (Fred Williamson), som forklarer hvorfor den indre bykerne er rådnet, hvorfor man ikke længere kan gå i fred på gaderne, og hvad man bør gøre ved det. Krydsklippet med scener af folk på skydebanen er det tydeligt, hvad han mener, man bør gøre ved situationen. Det er denne moralske logik, som styrer hele filmen, og driver fortællingen. Logikken videreføres i næste scene, som er en kvinde, der kommer hjem efter arbejde, da en mand af tvivlsom karakter følger med hende ind i elevatoren. Det må tydeligvis ende galt, og det gør det også, da manden trækker kvinden med ud og voldtager hende.

Filmens pointe cementeres i det efterspil, der kommer, hvor vi ser voldtægtsmanden fortælle om, at han snart ender på pension, fordi hans advokat kan hjælpe ham, og at en detalje i lovgivningen redder ham fra den retfærdige straf. Den hjælper ham dog ikke fra Nick og hans mænd, som handlekraftigt kører op til ham, smider ham ind i deres bil, og kører væk for at tage sig kærligt af ham. Da politiet møder Nick, advarer de ham, men ender med at indrømme, at der er behov for hans slags, ved at medgive at der burde være ti biler, hvor der faktisk kun er to.

Filmens egentligt hovedrolle er Eddie, som spilles af Robert Forster. Han arbejder som mekaniker, og det er her han møder Nick og Nicks venner. De er alle standhaftige, ærlige arbejdsmænd, som er frustrerede over tilstanden i deres by, trætte af at se forbrydere slippe og være hurtigere tilbage på gaden end deres ofre. Eddie er lunken ved deres tanker, men da han vender hjem, finder han sin kone overfaldet og voldtaget, og sin søn dræbt af en bande. Vi har tidligere set hvorfor: hun turde trodse lederen af banden (Rico), da han forulempede en ældre tankpasser og stjal benzin. Motivet her er altså hævn, og filmen skaber et ubehageligt møde mellem bande medlemmerne og Eddies kone – en spændt situation opbygges og slippes løs, da drengen kigger ned for at se, hvad der sker.

Forfærdet og ulykkelig over situationen, gør Eddie det rigtige: han hjælper politiet, går til statsadvokaten, skriver under på, hvad han skal skrive under på, og venter på at retfærdigheden skal ske fyldest. En bestukket forsvarsadvokat og en uforstående dommer senere, er Eddies barns morder sluppet fri, og da Eddie frustreret råber af dommeren, ender han selv i fængsel i en måned. Her oplever han vagter, som hjælper de stærke fanger voldtage de svage, og Eddie bliver kun hjulpet af en indsat. Da han kommer ud, er han klar til at tage hævn og komme efter Rico og hans slæng; nu skal de få retfærdigheden at føle, forstås det.

Det er Eddies konvertering, som er det mest interessante i filmen, og modsat hvad man kunne forvente er Vigilante langt fra noget voldsorgie. Fred Williamsons rolle Nick står for det meste af de forventede action-sekvenser, og det er hans udstråling og cool fremtoning, som skaber en kontrast til den forpinte Eddie. Det er et godt trick, at dele handlingen op i de to sideløbende sekvenser, da det giver mulighed for at udforske Nicks karakter, uden at miste den action-del, som er vigtig for filmen. Desuden får vi en interessant moralsk kontrast mellem Nick, som er fuldt bevidst om sine handlinger, og motiveret af en underliggende holdning eller måske endda filosofi, og Eddie, som mest er interesseret i hævn overfor dem som har dræbt hans søn og mishandlet hans kone. Der skabes grundlag for refleksion på tilskuerens vegne – filmen afholder sig fra at give svar. Dog er det værd at tænke over, at det er Nick som er den mest interessante karakter, især på grund af Williamsons effektive skuespil.

Another World Entertainment udgiver filmen som del i deres serie med Quentin Tarantinos yndlingsfilm og yndlingsskuespillere. Her er det både Robert Forster – som Tarantino havde med i Jackie Brown – og Fred Williamson – som var med i From Dusk till Dawn. Det er også de to bedste præstationer i filmen, og der er mere dybde i Nicks rolle takket være Forsters tilstedeværelse. Desuden har AWE sikret en god DVD-udgivelse med masser af promos, trailers og ikke mindst et informativt og underholdende kommentarspor med William Lustig, Robert Forster, Frank Pesce og Fred Williamson i topform.

I en film, som er så tydeligt inspireret af En Mand Ser Rødt (Death Wish) og lignende selvtægtsfilm, er det næsten nødvendigt at bringe moral og etik ind i billedet. Ikke fordi det er nødvendigt for at nyde filmen – den fungerer glimrende som en action-thriller på sine egne præmisser – men fordi det netop er sådanne spekulationsfilm, som får et dårligt ry. De bliver ofte skudt i skoene, at de opfordrer til selvtægt, at de er skyld i samfundets dårligdomme, og at børn og unge bliver påvirkede i en negativ retning. Ikke for at komme for langt ud i denne diskussion, men det er tydeligt, at selvtægtsmanden skildres positivt her.

Selvtægtsfilmen er ikke en decideret maskulin genre (der er masser af rape-revenge film med kvindelige hovedroller) fungerer som et svar på den resignation, frustration og desillusion, som mange føler over for det etablerede samfund; et samfund, som synes at belønne forbrydere og ikke bekymrer sig om manden på gulvet. Politiet har ingen løsninger, advokaterne er magtesløse, og fængslerne er ubarmhjertige. Der er formentlig ikke megen realisme i de billeder, vi får af domstolene og fængslerne, men de styrker filmens indre logik, og skal mere ses som symboler på et samfund uden retfærdighed, hvor systemet har fejlet og spillet fallit.

Nick fungerer som et ideal i filmen; han sørger for, at forbryderne står til regnskab, han tør gå op mod den etablerede korruption, og det er ham, som har svarerne på Eddies spørgsmål. Tankegangen er hård; enten er man offer eller kriminel. Den eneste, som står imellem de to, er selvtægtsmanden. Som Eddie siger, kan man ikke blive ved med at flygte, for til sidst er der ikke flere steder at flygte hen. I filmens optik er det altså kun et spørgsmål om tid, før man ender med at kæmpe alligevel; der er ikke plads til andre løsninger.

Frustration med systemet, resignation, desillusionerede politifolk, solide middelklassefolk, ærlige blue collar mod de rige og korrupte, lov og orden kan ikke stoppe dette, da det er en del af systemet. I stedet må det løses af handlekraftige mænd, som arbejder udenfor systemets korrupte indflydelse – det moralske sættes ud af spil, ved at erklære at alle ved, hvad der bør gøres, og kan man uden videre dræbe forbryderne uden moralsk refleksion.

Man kan sige, at western-logikken indføres – forbryderne er, som indianerne før dem umennesker, der lever udenfor det etablerede, men det interessante kommer ved, at logikken i selvtægsfilmene vendes om, så det etablerede samfund støtter forbryderne – og dermed er det selvtægtsmanden der som outsideren har ansvaret for at holde sammen på det samfund som har spillet fallit, rent moralsk. Dermed er filmene både amoralske og moraliserende – de erklærer det moderne samfund for moralsk fortabt, fordi det ender med at tillade og endda støtte forbrydernes eksistens. Samtidigt sætter filmene selvtægtsmanden som det moralske centrum; han gør noget ved sagerne og får løst de problemer, der er, på den mest direkte måde, man kan forestille sig. Paradoksalt nok, ender filmene altså med at give det etablerede samfund ret, og vender sig i stedet kun mod håndteringen af forbryderne.

Da Eddie dræber bandelederen, opsummerer den efterforskende betjent med hele filmens pointe – disse selvtægtsmænd er helte, men det må ikke indrømmes, fordi så vil der bare komme flere af dem. Det etablerede samfund har spillet sig selv ind i et hjørne; samfundet kan ikke tillade, at selvtægtsfolk gør, hvad de gør, men samfundet kan på den anden side heller ikke undvære dem eller den logik de afspejler: forbrydere skal straffes.

Straf er altså et nøgleord i denne forbindelse, og der sættes lighedstegn mellem straf og retfærdighed. Øje for øje er den simple logik bag filmene, og der er aldrig komplekse spørgsmål med i strafovervejelsen. Derfor er hovedpersonerne også gerne almindelige mennesker – arbejdere – som lever i byens grænseland, omgivet af vilde forbrydere, korrupte politikere og falleret politi. Forbrydelserne er altid voldelige, ubehagelige og altid med fuldt overlæg. Det er en klar kommentar til datidens store problemer med bykernens forfald og stigende kriminalitet.

En film som Vigilante afspejler en kulturel udvikling, og gør sig til talsmand for en frustration, som deles af mange, hvis ikke alle, borgere. Hvis selvtægtsfilmene er skyldige i noget, er det mere at være en-sidede og simplistiske i deres moralske univers – men det er en ensidethed som stammer fra det etablerede samfunds egen moralske opbygning. Et samfund, som bygger dets retfærdighed op omkring straf, fortjener den retfærdighed, der følger med, synes disse film at sige. Når straf og retfærdighed bliver en og samme ting, skabes forventninger om højere og mere straf, hver gang samfundet gennemgår en forandring.

Disse film er altså på ingen måde humanistiske i deres livsanskuelse, men fungerer i stedet som et slags moralsk spejl over for et samfund, som ikke vil kendes ved konsekvenserne af dets egne handlinger. Uden at blive for freudiansk kan man sige at filmene er et udtryk for fortrængninger, som vender tilbage i ubehagelig form. Ved at sætte tingene på spidsen og være meget voldsomme i deres udtryk, er filmene medvirkende til at vise konsekvenserne, og dermed bliver de naturligt underkastet selvsamme fortrængning. Det er dog også det, som gør disse film så fascinerende og spændende, da de netop fungerer som tegn på samfundets symptomer. Og man vil jo aldrig indrømme, at man er syg.


Forrige anmeldelse
« Mordet på Jesse James af kujone... «
Næste anmeldelse
» Gamle Danmark »


Filmanmeldelser