Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




The Young Ones (320 min.) Købsfilm / Panvision
Anmeldt 19/10 2010, 18:40 af Jørgen Riber Christensen

Milepæl i sitcom-historien


Milepæl i sitcom-historien

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

På BBCs oversigt over de 100 bedste britiske sitcoms er Young Ones den 31. bedste serie. (Den i Danmark ikke særlig kendte Only Fools and Horses er nummer 1.) Serien blev først vist på BB2 i 1982 og senere på MTV, hvilket ikke kan undre, fordi seriens målgruppe fremgår af titlen. Den er imidlertid også titlen på Cliff Richards hitsang, og Cliff Richard er de fire unge hovedpersoners idol – på en ret ironisk måde. De er studerende på Scumbag College, og de repræsenter hver en sociologisk ungdomstype. Neil er den vegetariske hippie, som fortjent mobbes af de andre. Han studerer fred. Rick er den anarkistiske, marxistiske sociologistuderende, og som ”The People’s Poet” skriver han utålelig dårlig og selvhøjtidelig poesi. Vyvyan Barsted er punker med nitter i panden. Han studerer medicin, og han er også ekstrem voldelig. Mike ser sig selv som ”The Cool Person”. Han er mere straight og normal end cool, og hans funktion i personsammensætningen er at få de andre tre til at synes endnu komisk usædvanlige. Mr. Balowski, spillet af Alexie Sayle, er de studerendes husvært.

Betydningen af The Young Ones i tv-historien beror på, at den som sitcom dels holdt fast i det traditionelle sitcom-fortællemønster og dels var banebrydende for den postmoderne fragmentarisme. Den dramaturgiske opbygning af hver episode blev brudt af indlagte musiknumre, egentlig uden nogen relation til handlingen, og handlingen blev også blev brudt af indklippede småsketcher som fx den med radioværten, der er kyklop og sørøver, hvilket gør klappen for øjet ret besværlig. De unges køleskab er så ulækkert, at madvarerne deri efterhånden blev levende, og de har selv små animerede sketches.

The Young Ones anarkistiske og surreale form gør den til direkte arvtager af radioserien The Goon Show og tv-serien Monty Python’s Flying Circus. De fleste af de deltagende skuespillere og manuskriptforfattere havde tidligere arbejdet i komikerkollektivet The Comic Strip, som også havde produceret en række morsomme tv-episoder. Først i 1990’ere samarbejde Rik Mayall og Adrian Edmondson om serien Bottom, som er udmærket at gå videre med, når man har gennemset The Young Ones et par gange. Det kan serien bestemt tåle. Den anbefales, og selv episoden Boring er voldsomt interessant og underholdende.


Forrige anmeldelse
« Forbryderhæren «
Næste anmeldelse
» Krysters Kartel - sæson 1 & 2 »


Filmanmeldelser